| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | ||
| 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 |
| 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 |
| 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 |
| 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | ||
En hue strikket af forhåndenværende fra lageret. Det er uldgarn.
Nederst en kant strikket på tværs. Strikket i retstrik og med en hulkant i den ene side. Den er lukket med maskesting til en ring.
Kanten er bred, da den skal bukket op når huen er i brug.
Efter den nederste kant er strikket, er der samlet masker op hele vejen rundt i kanten modsat hulkanten og strikket glat med mønster. Inspirationen til mønstret er fra den righoldige nordiske strikketradition.
Mor-barn-huer.
Damehuen: Pind nr 2,5. Garnet er overskud fra polkakjole, som blev strikket til barnebarnet. Garnet er Isager Spinni og Isager Alpaca. En tråd af hver.
Huen er strikket efter bogen “Strikkede huer og andet tilbehør til store og små” af Ingvill Freland. En dejlig bog med flotte modeller på huer og andet. Modellerne er enkle og stilfulde i udtrykket. Bogen er norsk. Damehuen er strikket direkte efter opskriften.
Der var stadig garn tilbage, så lillepigen kunne der også blive en hue til. Til den har jeg strikket ud fra samme princip som damehuen, men tilpasset maskeantal: 128 m. Pind 2,5. Rib 2r, 2,vr. 4,5 cm. Begge garner. Så slap det ene grå garn op, og resten af det grå er alpaca 1 strikket med to tråde. Vrangrækkerne i dobbelt garn Isager Spinni. Det er de farvede rester fra polkakjolen. Huen, efter ribben, er strikket med p 3. 14 m mellem koglemaskerne. 8 omg glat mellem koglemaskerne. For at få koglemønstret pænt, er der strikket 7 omg. med grå og den ottende omgang er i stribefarven.
I bogen er også en opskrift til børnehue i koglemønster. Den er strikket i kraftigere garn end det jeg havde.
Detalje af aflukningen øverst.
Kanten forneden er ikke helt ens. På damehuen er det små snoninger, som i opskriften. På pigehuen er det alm. rib.
Garnet slog til og det gik til. Så er det af vejen og kan varme nogle ører her i vinterkulden.
Ikke en kurv til papiraffald ved skrivebordet, eller hvor man nu ellers ville stille en traditionel papirkurv. I stedet en kurv flettet af papir. I dette tilfælde avispapir og nogle overskudskopier. Alt skåret i strimler og foldet til en strimmelbredde på 1,8 cm. Avispapiret er foldet seks gange og kopistrimlerne er foldet fire gange, på langs. Derefter er stimlerne limet i forlængelse af hinanden til en strimmellængde på ca. 85 cm.
Fletteteknikken er diagonalflet. Her er bunden lagt op. Avisstrimlerne i den ene retning og kopipapiret vinkelret på.
Selve diagonalflettet er der ingen billeder af. Undervejs i fletningen af siderne, blev der lagt en krydsfletning af papirgarn. Den røde streg vandret på kurven. Det var nu noget bøvlet at lave.
Hver side af kurven har fået sin egen dekoration med korssting.
De fire sider ses her.
Kurven måler ca. 15 x 15 cm i bunden og er 18 cm høj. Anvendelsen kan f. eks. være opbevaring af fyrfadslys eller andet i den mindre kategori.
Et kig i kurven.
Strikket efter en bog med titlen “Kærlighed på pinde” af Lene Holme Samsøe. Modellen var bare så sød, så den ville passe til familiens lille yndling.
Jeg har strikket i str. to år, i bomuldsgarn.
Kludetæpper – leg med bindinger og materialer.
I denne omgang tre kludetæpper fra denne opsætning – påbegyndt for længe siden. Der er stadig trend tilbage, men der var ikke plads til mere vævet på tøjbommen og så måtte det af.
Det første tæppe i spidskipper og med dobbelte klude er blevet dejligt kraftigt og tykt. Bindingen giver en tæt struktur. Til gengæld er det ikke særlig stort. Der var ikke mere af den slags klude og så er det sådan det er. Starten på tæppet er her. Tæppet har fundet anvendelse som dørforlægger.
I forbindelse med et markedskøb for nogle år siden, erhvervede jeg mig en tæppeskytte. Det er da en praktisk opfindelse.
Det næste tæppe fik en binding, hvor islættet går over, henholdsvis under, to trendtråde ad gangen. Islætsmaterialet er jersey. Garnruller købt i Kvickly, hvor materialet er rester fra tekstilindustrien.
Det var ret let at arbejde med og pga. bindingen blev resultatet meget tæt og dækker næsten trenden. Det er ikke sidste gang jeg vil arbejde med dette materiale.
Det tredje og sidste tæppe i denne omgang er i lærredbinding. Hvert andet islæt er klude og hvert andet islæt er rester af trendmateriale fra en anden vævning. De ender, der bliver tilbage når vævningen klipppes ned. De enkelte trendrestetråde blev bare bundet sammen.
Strukturen bliver lodret stribeagtig på denne måde, da islættet med trendresten ikke fylder noget. Trendtrådene, som jo er i to farver, ses tydeligt. Tæppet er ret tyndt, da kludene er enkelte, mellem 1½ og 2 cm i bredden.
Ideen med opsætningen på væven denne gang, hvor væven blev udbygget til otte skafter og søllet lige over på alle otte skafter var, at det på samme trend skulle være muligt at væve forskellige bindinger og dermed udtryk uden der skulle sølles om. Det lykkedes.
Eller rettere. Jeg har siddet og hakket i det.
Teknikken kaldes Tunesisk hækling eller hakning. I følge “Berlingske Haandarbejdsbog” er det “… en meget gammel form for Hækling, der stammer fra Afrika, hvor også Arabernes Strikkepinde er forsynet med Hæklekroge. I Modsætning til den almindelige, europæiske Form for Hækling, der er af langt yngre Oprindelse, …., og Arbejdet er på en Maade en Mellemting mellem Strikning og Hækling.”
Det er egentlig ret ligetil. Samle masker op “på vejen ud” og lukke dem af “på vejen hjem”. Arbejdet skal ikke vendes på noget tidspunkt, så hele tiden kan man sidde og nyde mønstret efterhånden som det vokser frem.
Det er ikke fordi jeg i forvejen har den store erfaring i denne teknik. Jeg husker at have set den hos min Bedstemor for mange år siden. Hvad hun brugte den til, husker jeg ikke. Min udfordring i dette arbejde var, at jeg skulle holde anderledes på hakkenålen end jeg normalt ville gøre ved hæklenålen. Men det kom nu ret hurtigt.
Anstrengelserne blev til en nederdel. Der hakkes en rektangel. Der er arbejdet på tværs af kroppen. Den er samlet til et rør med maskesting; kendt fra strik. Til slut er der strikket en løbegang for oven i rib. I løbegangen en elastik. Nederdelen er foret med alm. foerstof.
Mønstret består af to rækker alm. hakning og to rækker hakning, som ligner glatstrik. Arbejdet har en god struktur og et godt hold. Farvegengivelsen er bedst på billedet herunder.
Jeg har lige tilbragt to herlige dage med flettekursus. Instruktøren var Jette Mellgren. Dygtig, kompetent og et behageligt menneske at være i selskab med. Og selvfølgelig andre søde medkursister. Der blev gået til den.
Mit første arbejde var en koboko-binding. En teknik, der hidrører fra bl. a. Uganda. Mit produkt er en lille plade. Materialet er pil sammenbundet med rattan. Tænker også den kan bruges som bordskåner eller lille dækkeserviet – til tekruset.
Det er bevist, at flettet går hver sin vej.
Edderkoppeflet. Næste materiale var ledninger. Eller rettere de tynde ledninger, der er indeni, når man tager den yderste plastickappe af. Det er ganske tynde ledninger, der så kommer frem. De er bøjelige og holder samtidig formen. Den lille kurv er formet over en flamingokugle. Der sættes søm i og dernæst vikles der med ledningen rundt mellem sømmene og en enkelt omgang om hvert søm undervejs.
Dette gøres indtil arbejdes er passende tykt. Det viste sig, at det var lettest at arbejde med søm, der havde en vis længde. så der både var noget at stikke ned i flamingoen og samtidig plads til at vikle omkring sømmet.
Derefter fjernes sømmene en ad gangen og med en nål, trådet med en ledning, sys der gennem det fremkomne hul når sømmet fjernes. Derved låses ledningerne sammen.
Til slut kunne der vikles om overkanten med en ledning ganske tæt. Jeg valgt i stedet en løsning, hvor jeg snoede nogle ledninger, lagde dem langs overkanten og viklede afslutningen fast. De fremkomne ender blev flettet ind i hinanden og til sidst foldet ud, så de strittede i alle retninger.
Billedet er taget uden brug af blitz for at understrege skyggevirkningen fra flettet. For at samle udtrykket i kurven, valgte jeg at sy den med gul ledning og også afslutte med gul. Jeg har tidligere prøvet at flette en lille kurv i ledning. Det var med en anden fletteteknik.
Lashing. Pilekviste bundet med tynd rattan over en plasticstrimmel. Det er et langt stykke rattan, der bindes skiftevis fra venstre og højre. Til slut blev det flettede snoet og hænger nu som dekoration.
De her tre teknikker er alle beskrevet i Jette Mellgrens bog”Flet & Bindinger” fra forlaget Fletvaerket.dk
Barkbillede. Det næste var et lille billede – 15 cm X 15 cm. Det var en lille blændramme, som der blev sat 1 cm smalle barkstrimler på. Først på den ene led. Holdt på plads på bagsiden med klammer. Dernæst blev der flettet/ vævet på den anden led. Jeg valgte en 2-2 kipper-binding.
Bagsiden af arbejdet.
Det meste af materialet er pilebark tilføjet enkelte strimler af bananblad. Disse er i de yderste rækker. For at holde formen på arbejdet, blev det sat i spænd mens det tørrede.
Derefter broderede jeg på mit nye “tekstil”. Tre Y-sting. Se billedet af det færdige arbejde længere nede i indlægget.
Bagsiden af barkbilledet lige inden bagbeklædningen sættes på.
Til slut blev der sømmet en lille plade på bagsiden, med ophængsnor.
Det færdige billede.
Det sidste materiale var presset papirbånd. Dette blev flettet til et mobiletui. Dobbelte lag papirbånd og flettet holdt på plads med krydsfletninger. For at stabilisere flettet, var trådene, der blev brugt til krydsfletningen, voksede.
Til denne opgave kom jeg på udfordringer. Materialet var genstridigt. Og der var slet ikke plads til at arbejde med fingrene indeni etuiet, da det er fladt. Ikke rumligt som når jeg ellers arbejder med kurveflet.
Her er arbejdet flettet til den endelige højde og halvdelen af stagerne ved at blive klippet af.
Resten bøjes ud over og flettes fast. Også med krydsfletning.
Det færdige mobiletui
Kurset var arrangeret af Den faglige forening Håndværk&Design, Syd- og Sønderjylland. Tak til araangørerne for et veltilrettelagt og udbytterigt kursus. Nye ideer til flet i de lærte teknikker står allerede i kø.
Kjole til lillepigen. Denne kjole til Louise er noget helt særligt. Den er syet af hendes Bedstefars skjorte. Den skjorte han havde på sidste gang de nåede at være rigtigt sammen, til en konfirmation i familien. Og skjorten var ganske ny. Så måske kunne den lige så godt have levet videre som skjorte hos en eller anden. Nu er den transformeret til en kjole til barnebarnet og på den måde lever den videre og fortæller om hendes Bedstefar.
Alt på kjolen er fra skjorten.
Båndet på tværs af kjolen var syet indvendigt i manchetterne. Knappen er den lille knap til skjortens flip.
Det ternede stykke på bærestykket er fra skjortens indvendige bærestykke.
Kjolen er syet efter en model i bogen: Sy til piger 2 – 6 år af Carole Favero. Og som vanligt har jeg lavet om. Lukningen lavede jeg som overspænd i stedet for som en opklippet slids. Jeg tænker, at et overspænd vil være mere solidt.
Spørgsmålet er nu hvad der er for og bag? Mønstret var nemlig ens, så der er to forsider – altså variationsmuligheder.
Det sker sikkert kun for mig – at ting bliver væk. Også selvom jeg leder efter det lige der, hvor det forsvandt.
Det skete med min mobilpung, som var syet i udklip fra et blad.
Jeg tænkte, at hvis jeg laver en ny, så kommer den gamle sikkert frem igen. Ganske rigtigt. To dage efter og i samme lokale, som den var blevet væk. Denne gang syet i Daim-papir.
Slikpapirerne klippes til, så de passer og det hele ser harmonisk ud.
Lukning med selvklæbende velcro.
I forbindelse med renovering af min entre, skulle der en ny knagerækkeløsning til. Havde også set en i en butik, som jeg var for nærig til at købe. Hjemme lå en masse forskellige knopper af den slags, som der bliver sat på møbler, primært fyrretræsmøbler. Og der var også mange forskellige rester af maling på lager.
Jeg købte således et bræt på godt en meter. Malede brættet og fandt forskellige knopper, som blev malet i fire forskellige farver. Eneste kriterie var, at to ens knopper ikke måtte få samme farve.
Inden brættet blev malet, var der boret huller til knopperne.
Det hele blev samlet og ophængsbeslag sat bag på. Selve det hul, der var i ophængsbeslaget øverst var firkantet, så der ville skulle en temmelig stor skrue til, for at knagerækken ikke skulle kunne falde ned. I forbindelse med oprydning i huset, fandt jeg spændeskiver, så løsningen blev at sætte spændeskiver mellem skruen og beslaget. Spændeskivens cirkelform spiller egentlig også fint nok sammen med de runde knopper.
Som det fremgår, er nogle malinger matte og andre er blanke. Det er så sådan det er.
Og knagerækken fungerer.
Emneugens praktiske arbejder tog udgangspunkt i indianerne. Vi havde valgt en praktisk tilgang. I mit værksted bestod arbejdet af perlebroderi inspireret af prærieindianere. Det konkrete produkt var et armbånd. Mit oplæg:
Bagsiden af armbåndet: Kanterne er kastet sammen. Ligeledes kastet om enderne og rundt om de fire huller. Armbåndet lukkes med snor.
Teknikken er at sy en række perler på stoffet. 
Derefter hæftes rækken fast ved at sy mellem perlerne. Sytråden op på den ene side og ned på den anden. Som nedlagt syning, hvor perlerækken er det, der skal nedlægges.
Elevarbejder:
På skolen bliver skemaerne i næste uge omlagt. I min afdeling blander vi eleverne og de skal arbejde med indianer som omdrejningspunkt i praktiske værksteder. Igennem dette arbejde, vil der blive fokuseret på læringslyst m.m.
I dag var der optakt til ugen og til dette havde vi “inviteret en indiander”.
Eller rettere; jeg havde syet et indianerkostume af et gammelt gardin og pyntet med lidt stof og fjer. En af kollegerne agerede indianerhøvding.
