• 13aug

    Denne kjole er designet ud fra mit tilrettede personlige grundmønster. Stoffet, som er en tynd bomuld med nogle brede korsstingsbroderede baner i hver side og spredte småmotiver i midten, var delvis styrende for designet. Da de brede borter løb på langs gennem metervaren, har jeg vendt stoffets trådretning 90 grader. Det, der var på langs i stoffet er blevet på tværs i modellen for at udnytte stoffets udseende.

    I denne kjole ville jeg arbejde med en overskæring i livet. Jeg har valgt at lægge overskæringen præcis i taljelinjen. Da stoffet som nævnt havde en broderet bort, som skulle udnyttes i skørtet, var det givet, at underdelen skulle være et rektangel. Havde først forestillet mig det skulle lægges, men det var der ikke stof nok til. Sådan går det når der købes rester. Så er det den til rådighed værende mængde materiale, der er styrende. I stedet blev det et tilrynket skørt. I overdelen har jeg bevaret begge brystindsnit. Næste gang tror jeg, at jeg vil samle det hele i indsnittet fra taljen. På ryggen er både skulder- og taljeindsnit bevaret.

    Jeg havde en ide om en bådhals. Den må godt blive endnu mere bådudskæring til næste forsøg.

    Jeg ville gerne have vingeærmer. Altså nogle ærmer, med meget vidde, der skulle drapere sig; falde i bløde buer. På trods af to forsøg, lykkedes det ikke. Det skyldes muligvis, at stoffet er for stift i det. Det er lærredsvævet og selvom jeg valgte den del at stoffet, hvor der var mindst broderi, kan det måske stadig være for stift til at ville drapere sig. Og endelig er der den mulighed, at der simpelt hen ikke er tillagt vidde nok i opklippene.

    Ærmeforslag 1

    Kjolen med ærme 1

    Ærmelængden er også for lang i dette første ærmeforslag. Altså blev ærmerne pillet af og et nyt ærmemønster blev lavet.

    Ærmeforslag 2

    Det viste sig, at dette ærme lige præcis kunne klippes indenfor det først klippede ærme. Der var nemlig ikke mere stof tilbage med de små dekorationer på. Og klippe ærmet i den del af stoffet, der var tæt broderet ville helt sikkert ikke give den ønskede effekt.

    Ærmelængden blev bedre ved forsøg 2, men draperingen lykkedes som sagt ikke, hvilket fremgår af billedet af den færdige kjole herunder.

    Sådan blev kjolen:

    Og lige endnu en detalje omkring ærmerne. For at der ikke skulle blive en tung ombukningssøm, har jeg klippet med 3/4 cm sømmerum og syet oplægningen med en rullesømstrykfod.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *