• 06jun
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Hyggedag med kurveflet

    En søndag var sat af til et hyggeligt kom-sammen med nogle tidligere bestyrelseskolleger i min have. Lidt produktive skulle vi også være, så jeg bød ind med kurveflet. Da der var tale om meget kompetente damer udi det tekstile og beslægtede teknikker, lagde jeg op til, at de selv kunne bestemme dimensionerne på deres kurv. Hvis det havde været et begynderarbejde for elever i skolen, ville jeg have fastlagt en bund i målene 14 cm x 14 cm for at opgaven skulle være overskuelig, hvortil en af gæsterne sagde: “Så gør vi ligesom eleverne”.

    Resultatet blev flotte kurve.

    Og der kom bundfylder i, så finish også var i orden.

    Kurven nederst til venstre, var mit eksempel på en lille kurv, med bundmålene 14 cm x 14 cm. Den størrelse kan bruges til at sætte en urtepotte indeni. Så skal der lige en egnet plastbeholder udenom urtepotten inden det hele sættes i kurven, da den ikke har godt af overskudsvand fra blomstervanding.

  • 19maj
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Potteskjulere

    Jeg har ad to omgange fået aflæggere af en clivia. Det er jo ikke en helt lille plante, så den størrelse skjuler, der passede til dem, var de spande, som blomsterhandleren får i overskud. De er sorte og jævnt kedelige at se på. Derfor flettede jeg en kurv direkte udenom spanden. En flettevejledning kan findes i bogen “Flet i forvandling” af Else Marie Pedersen.

    Først et kig ind i spanden samt under bunden. Stagerne i flettet er stukket gennem huller, jeg har lavet i overkanten af spanden.

    Til de to aflæggere hører også en historie. Den ene aflægger har jeg fået af min mor. Den anden har jeg fået af min moster. De respektive moderplanter stammer oprindeligt fra en clivia, som min mormor havde, så nu er der sket en ‘familiesammenføring’.

    Mine planter står i stuen ved siden af en gammel lænestol, som faktisk også stammer fra min mormor og morfar. Dog er stolen fornyet med betræk, som jeg har vævet for en del år siden.

    Tæppet på gulvet er dette kludetæppe.

  • 01feb
    Categories: at flette kurve, at genbruge/redesigne Kommentarer lukket til Tidsskriftskassette

    Udfordring: Medlemsblade. Udkommer fire gange om året, så hvordan holder jeg lige styr på det?

    Idè: Tidsskriftskassette, som passer i format til bladene.

    Materiale: Rester af tapet.

    Bladene er lidt større end A-5 format, så det er sikkert muligt at få tidsskriftskassetter i passende format i handlen. Men lysten til at køre afsted en søndag eftermiddag, var ikke-eksisterende. I stedet havde jeg på et tidspunkt overtaget nogle tapetrester. De måtte kunne bruges til formålet. Tapetet er ret kraftigt med en plastikagtig, lidt ruflet, overflade.

    Der er klippet strimler i 4 cm bredde, som bliver foldet dobbelt på langs. Strimlerne er ca. 68 cm. lange. Teknikken er kurvefletteteknik. Lodrette stager med sideflet.

    Bunden er lagt op i målene 9 cm x 19 cm.

    Så kom turen til sideflettet over de oprejste stager. Her er de første to omgange sideflet foretaget. Et kig ind i flettearbejdet ovenfra.

    Sideflettet vokser frem og efter fire omgange påbegyndes de skrånende sider. De begynder foran, hvor de to midterste stager bøjes i en 45-grades vinkel og går ind som vandret sideflet. Forlænget med flere foldede tapetstrimler. På den måde bliver de skrå kanter bygget op.

    Efterhånden som der bliver stager, der ikke mere skal bruges, bliver de flettet ned og ind i kurven igen. Enten udvendigt eller indvendigt, som det bedst passer. På billedet herover er en stage på vej ned i flettet langs ydersiden.

    Efter de sidste ender er flettet og låst, er det bare at tage kassetten i brug.

    Den er ikke helt så stiv i det som en kassette i karton, men den opfylder det behov den skal. Så nu er der samling på de blade og nye kan komme på plads, når de er læst.

    Og tapetresten gjorde gavn.

  • 24nov
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Gavekurv i rattan

    Jeg havde brug for at give en kurv med lækkert indhold. Kurven flettede jeg selv. Den er med rund bund.

    Materialet er rattan. Med lidt papirgarn på siden og som kantskjuler. Bundens diameter er 30 cm og siderne er 11 cm høje. Denne størrelse, så kurven bagefter kan bruges til andre formål.

    Klar til at blive overdraget til modtageren.
  • 13nov
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Kurvefletteweekend

    Så har er været afholdt et intensivt kurveflettekursus i weekenden. Start fredag kl. 19 og slut søndag kl. 16.

    Jeg kom hjem med disse kurve

    Kurvene stillet op i “datoorden”

    Den lille kurv til venstre var opgaven fredag aften. Kurven i midten blev lavet lørdag. Det tog så hele dagen og noget af aftenen. Kurven til højre var søndagens arbejde.

    Kurven til venstre er flettet i diagonalflet, den midterste har rund bund og stager af sjener og den højre er flettet på træbund.

    Jeg lærte nye teknikker. I kurven i midten lærte jeg at tage hanken ud i løbet af siden. Samt at lave en spiralfletning.

    Spiralfletning

    På kurven til højre var der kantteknikker, jeg ikke tidligere havde arbejdet med. En rullekant i bunden samt en dobbelt gretchenkant øverst. Til den skal man holde tungen lige i munden. Det var klart en fordel, jeg havde valgt forskellige farver peddigrør, så det tydeligere fremgik hvad der hørte til den inderste kant og hvad der hørte til den yderste.

    Min medkursister var meget flittige og produktive. Jeg har fået lov at låne billeder at deres produkter.

    På holdet havde vi en mor og hendes 8-årige datter. Det er deres produktion.
    Vi andre nåede dette her.
  • 04nov
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Pileflettekursus

    Atter har jeg været på kursus i Den faglige forening Håndværk & Design. Denne gang et todages kursus i pileflet. For mange år siden prøvede jeg pileflet og mindedes, at det var ret hårdt for hænder og fingre. Det gik dog ret godt.

    Første opgave var en stor kurv med hank. Den indeholdt alle de elementære trin så som rund krydsbund, krydsfletning, øgning af pil, opstagning, kimning, sideflet – her enkelt fransk sideflet – kantafslutning samt påsætning af hank.

    Her er flettearbejdet bundet sammen i toppen. Samtidig er et tungt lod bundet i, så det netop står på bunden og holder arbejdet på plads på bordet og samtidig er snoren strammet så meget, at det tvinger stagerne udad, hvilket er med til at give kurvens form. Flettearbejdet står på en drejeplade. Det letter flettearbejdet rundt om kurven betragteligt. Og skåner bordet når kurvearbejdet ikke drejes direkte på bordet.

    Da alt fletteriet var færdigt kom turen til hanken.

    Og indrømmet. Jeg var også lige forbi det stadie, som jeg tit oplever mine elever i den daglige undervisning også er, når de har lavet et godt produkt, som måske ikke er helt færdigt. Frygten for at det indtil videre gode resultat bliver ødelagt af at arbejde videre.

    Der kom hank på. Det var ud fra den betragtning, at kurven sikkert ender på gulvet med strikketøj i og så er det lettere at flytte den ved at tage i en hank i stedet for at bøje sig for at samle den op fra gulvet.

    Strikkekurven i funktion.

    Ud over den store kurv, som har en diameter for oven på ca. 40 cm, blev det til en løgkurv, kræmmerhusformen og en lille kurv med en diameter på 19 cm. Den er flettet efter samme princip som den store. Der var ikke tid til en hank.

    Det var en god oplevelse at arbejde med pil igen. Og det tiltaler mig også, at det er et materiale, der kan dyrkes lige udenfor døren. Ingen ressourcekrævende transport. Til gengæld bliver jeg nok ikke den store pilefletter, da materialet skal lægges i blød en god uges tid inden der kan flettes med det, og det harmonerer ikke så godt med min tit og ofte spontane tilgang til hvad jeg laver. Det er også iblødlægningen, der gør det svært at bruge pil i skolen i de ugentlige håndværk og designtimer. På en hel temadag kan det bedre lade sig gøre.

    Jeg tror stadig det bliver rattan, som jeg fletter kurve i. Tager lige på kursus i det i den kommende weekend og der er stadig enkelte ledige pladser på kurset.

  • 01jan
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Lille papirkurv

    Ikke en kurv til papiraffald ved skrivebordet, eller hvor man nu ellers ville stille en traditionel papirkurv. I stedet en kurv flettet af papir. I dette tilfælde avispapir og nogle overskudskopier. Alt skåret i strimler og foldet til en strimmelbredde på 1,8 cm. Avispapiret er foldet seks gange og kopistrimlerne er foldet fire gange, på langs. Derefter er stimlerne limet i forlængelse af hinanden til en strimmellængde på ca. 85 cm.

    Fletteteknikken er diagonalflet. Her er bunden lagt op. Avisstrimlerne i den ene retning og kopipapiret vinkelret på.

    Selve diagonalflettet er der ingen billeder af. Undervejs i fletningen af siderne, blev der lagt en krydsfletning af papirgarn. Den røde streg vandret på kurven. Det var nu noget bøvlet at lave.

    Hver side af kurven har fået sin egen dekoration med korssting.

    De fire sider ses her.

    Kurven måler ca. 15 x 15 cm i bunden og er 18 cm høj. Anvendelsen kan f. eks. være opbevaring af fyrfadslys eller andet i den mindre kategori.

    Et kig i kurven.

     

  • 21nov
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Flettekursus

    Jeg har lige tilbragt to herlige dage med flettekursus. Instruktøren var Jette Mellgren. Dygtig, kompetent og et behageligt menneske at være i selskab med. Og selvfølgelig andre søde medkursister. Der blev gået til den.

    Mit første arbejde var en koboko-binding. En teknik, der hidrører fra bl. a. Uganda. Mit produkt er en lille plade. Materialet er pil sammenbundet med rattan. Tænker også den kan bruges som bordskåner eller lille dækkeserviet – til tekruset.

    Det er bevist, at flettet går hver sin vej.

    Edderkoppeflet. Næste materiale var ledninger. Eller rettere de tynde ledninger, der er indeni, når man tager den yderste plastickappe af. Det er ganske tynde ledninger, der så kommer frem. De er bøjelige og holder samtidig formen. Den lille kurv er formet over en flamingokugle. Der sættes søm i og dernæst vikles der med ledningen rundt mellem sømmene og en enkelt omgang om hvert søm undervejs.

    Dette gøres indtil arbejdes er passende tykt. Det viste sig, at det var lettest at arbejde med søm, der havde en vis længde. så der både var noget at stikke ned i flamingoen og samtidig plads til at vikle omkring sømmet.

    Derefter fjernes sømmene en ad gangen og med en nål, trådet med en ledning, sys der gennem det fremkomne hul når sømmet fjernes. Derved låses ledningerne sammen.

    Til slut kunne der vikles om overkanten med en ledning ganske tæt. Jeg valgt i stedet en løsning, hvor jeg snoede nogle ledninger, lagde dem langs overkanten og viklede afslutningen fast. De fremkomne ender blev flettet ind i hinanden og til sidst foldet ud, så de strittede i alle retninger.

    Billedet er taget uden brug af blitz for at understrege skyggevirkningen fra flettet. For at samle udtrykket i kurven, valgte jeg at sy den med gul ledning og også afslutte med gul. Jeg har tidligere prøvet at flette en lille kurv i ledning. Det var med en anden fletteteknik.

    Lashing. Pilekviste bundet med tynd rattan over en plasticstrimmel. Det er et langt stykke rattan, der bindes skiftevis fra venstre og højre. Til slut blev det flettede snoet og hænger nu som dekoration.

    De her tre teknikker er alle beskrevet i Jette Mellgrens bog”Flet & Bindinger” fra forlaget Fletvaerket.dk

    Barkbillede. Det næste var et lille billede – 15 cm X 15 cm. Det var en lille blændramme, som der blev sat 1 cm smalle barkstrimler på. Først på den ene led. Holdt på plads på bagsiden med klammer. Dernæst blev der flettet/ vævet på den anden led. Jeg valgte en 2-2 kipper-binding.

    Bagsiden af arbejdet.

    Det meste af materialet er pilebark tilføjet enkelte strimler af bananblad. Disse er i de yderste rækker. For at holde formen på arbejdet, blev det sat i spænd mens det tørrede.

    Derefter broderede jeg på mit nye “tekstil”. Tre Y-sting. Se billedet af det færdige arbejde længere nede i indlægget.

    Bagsiden af barkbilledet lige inden bagbeklædningen sættes på.

    Til slut blev der sømmet en lille plade på bagsiden, med ophængsnor.

    Det færdige billede.

    Det sidste materiale var presset papirbånd. Dette blev flettet til et mobiletui. Dobbelte lag papirbånd og flettet holdt på plads med krydsfletninger. For at stabilisere flettet, var trådene, der blev brugt til krydsfletningen, voksede.

    Til denne opgave kom jeg på udfordringer. Materialet var genstridigt. Og der var slet ikke plads til at arbejde med fingrene indeni etuiet, da det er fladt. Ikke rumligt som når jeg ellers arbejder med kurveflet.

    Her er arbejdet flettet til den endelige højde og halvdelen af stagerne ved at blive klippet af.

    Resten bøjes ud over og flettes fast. Også med krydsfletning.

    Det færdige mobiletui

    Kurset var arrangeret af Den faglige forening Håndværk&Design, Syd- og Sønderjylland. Tak til araangørerne for et veltilrettelagt og udbytterigt kursus. Nye ideer til flet i de lærte teknikker står allerede i kø.

  • 12jul
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Kurveflettedag.

    En dejlig kurveflettedag med besøg af en kollega, som skulle introduceres til peddigrøret som flettemateriale. Og hun blev solgt.

    Samtidig lavede jeg en lille kurv til at opbevaring af løg. Min kurv er flettet på en træbund, en skive fra et birketræ, hvor barken var faldet af. Hulstørrelse er 4 mm og stagernes diameter er ca. 3,50 mm. Fremgangsmåden som i denne kurv.

    Da jeg åbenbart ikke var omhyggelig nok med at mærke af til huller, blev der ikke et ulige antal, som er det letteste til fortsat lærredsvævning på siden. I stedet måtte jeg arbejde med “to efter hinanden”. Peddigrøret længst til venstre starter flettet.

    Når der flettes “to efter hinanden” må det bagerste peddigrør ikke overhale det forreste.

    Hvis det sker, kommer det til at se således ud og det er et helt andet mønster.

    Så er løgkurven flettet færdig og klar til afklip.

    Dagens fletteresultater:

    Og lige et solobillede af Annettes kurv. Den er flettet på en bund af krydsfiner med en diameter på 30 cm. Pladen er dækkes af en rullekant, som laves idet stagerne føres gennem bunden og låses omkring stagerne på oversiden. Hanken er en færdig kurvehank, som ligger omkring bundpladen. Under fletningen af siden, fungerer de to hankesider som flettestager. Rullekanten i bunden er rigtig fin og giver kurven et helt andet udtryk af finish.

    Der er vist dømt picnic i ferien, så god tur.

     

  • 12jul
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Lille kurv

    Denne lille kurv skal stå på Louises toiletbord til børnepudder og hvad sådan en lille størrelse ellers har brug for i den retning. Bunden måler ca. 10 cm x 20 cm. Den er ca. 9 cm høj.

    Lille kurv

    Kurven er flettet af 13 mm sjener. Kanten skulle egentlig være en snøret kant uden kantfylder. Dvs. Der skulle en flad 13 mm sjene både indvendigt og udvendigt om dem øverste fletterække. Det blev kun til en indvendig række. Havde glemt den yderste og havde pakket de flade sjener væk. Derfor er alle stager bøjet ind i kurven og under en foregående række.

    Lille kurv - aflukning

    Til slut kantbevikling, som så mest har dekorativt formål.

  • 21feb
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Flettet låg

    Flettet låg (7)

    Et låg til en fastelavnstønde. Eller rettere. En fastelavnstønde bliver anvendet til at opbevare træpiller til pilleovnen. Toppen af tønden er fjernet. Dertil er der flettet et låg af peddigrør og sjener.

    De enkelte trin i processen herunder:

    Bunden er lagt op med 13 mm. sjener. Selvom det er et låg jeg fletter, kalder jeg det, rent teknisk, for bunden. Der er klippet 16 stager, 55 cm lange. Krydsflet med 2 mm. peddigrør. Der arbejdes med bagsiden op.

    Flettet låg start krydsflet (1)

    Efter et passende antal omgange, er de næste sjener lagt i mellemrummet mellem de oprindelige. Stadig krydsflet. Forsiden vender op her.
    Flettet låg - ekstra stager (2)

    Tredje sæt sjener lagt på plads og flettet med. Her er det bagsiden, der er op.
    Flettet låg - sidste stager (3)

    Da bunden var 32 cm i diameter, blev stagerne rejst op. To omgange sideflet med 13 mm. sjener og derefter 4 omgange krydsflet.
    Flettet låg - sideflet og krydsflet (4)

    Alle stager blev, efter de har været lagt i blød igen, bøjet ned under de tre nederste rækker krydsflet og en række sideflet. Følg sylen på billedet.
    Flettet låg - kant ordnes (5)

    Låget blev afsluttet med en hank. En 13 mm. stage er stukket ned bag sideflettet og krydsflettet og enderne er bøjet rundt på samme måde som afslutningen på de øvrige stager.
    OLYMPUS DIGITAL CAMERA

    Til sidst blev hanken beviklet med en smal flad-oval sjene. Resultatet ses på det øverste billede i dette indlæg.

    Til slut er låget efterbehandlet med sæbevand.

  • 07maj
    Categories: at flette kurve, Elevarbejder Kommentarer lukket til Endnu en gang elevkurveflet

    Et lille kurvefletteforløb med 5. kl.

    De valgte selv bundens form og størrelse.

    KurvefletPåFastBund1

    Nogle flettede to kurve. Første kurv havde bund af krydsfiner. Ved anden kurv kom flere materialer til bund i anvendelse, f. eks. en træskive samt en cd.KurvefletPåFastBund2Billederne viser det måske ikke så tydeligt, men kurv nr. 2 var teknisk noget bedre end den første.

    Jeg har engang hørt en udtale sig noget i retning af, at første gang prøver man, anden gang øver man sig og tredje gang kan man.