• 29jul
    Categories: at genbruge/redesigne, at sy, beklædning Kommentarer lukket til Nederdel i “crazyteknik”

    Overskriften dækker over hvordan stoffet til nederdelen er fremkommet. Nederdelen er syet af rester af gamle jeans. Det er rester fra tidligere projekter, så det var meget forskelligt hvad der var.

    Inspirationen til nederdelen er kommet to steder fra. Det ene var en nederdel jeg så engang, hvor stoffet var bygget op af rektangler af jeansstof i nogle vandrette baner. Den anden inspiration er denne jakke i fløjl, som er syet for mange år siden. Da havde jeg lige fået en masse nye pyntesømme til symaskinen, som skulle afprøves.

    Jakke syet af fløjl – crazypatchwork

    I lighed med jakken, er nederdelens enkelte stykker bygget op som crazy-patchwork. De enkelte stofstykker er overlockede inden sammensyning, sømmerum er presset til hver side og derefter pyntesøm ovenpå med jeanstråd (en kraftig sytråd). Der er på ingen måde taget hensyn til stoffernes trådretning, da der er arbejdet med brugte jeans, som har været vasket indtil flere gange. Praksis må vise om det bliver et problem. Det har det ikke været med jakken, hvor samme princip var i anvendelse.

    Mønsteret lægges på for at vurdere om stykkerne er blevet store nok. Denne fremgangsmåde betyder, at hver mønsterdel er tegnet to gange. Altså både en højre og en venstre mønsterdel til henholdsvis for- og bagstykke.

    Jeg ønskede nederdelens indsnit integreret i syningen. Derfor er det syede stykke herunder mindre end mønsterpapiret. Den tegnede linje markerer det mønsterpapir, der skal klippes af for at integrere indsnittet. På resten af stykket er sømmerum tegnet op.

    Derefter er indsnittet på mønsteret lukket.

    Og et stykke til at klippe den pågældende mønsterdel er klar. De grønne mærker er sømmerum.

    Så kan det syes på det nederste af stykket og et af bagstykkerne er nu klar til videre sammensyning af nederdelen.

    På tilsvarende vis er det andet bagstykke samt forstykkerne bygget op.

    Da linningen skulle klippes, var der selvfølgelig ikke et stykke stof, der var langt nok. Derfor er der øget midt bag. Ovenpå skal der syes en bæltestrop, og så ses det ikke.

    Jeg valgte at sy linningen af stof et par jeans i stedet for at klippe den af et stykke crazy, som resten af nederdelen. Det er valgt for at linningen skal virke samlende på nederdelen.

    Som nævnt er der bæltestropper. De er pillet af et af jeansparrene. Lommer blev også pillet af og måske kommer der en eller flere lommer på.

    Og så til resultatet.

    Crazy-nederdel for
    Crazy-nederdel bag

    Man kunne godt indtegne de enkelte stofstykker på mønsterpapiret fra starten og klippe det fra hinanden, hvorefter delene samles ud fra planen. Det synes jeg var en for kedelig og planlagt fremgangsmåde. Jeg ville hellere se hvordan det udviklede sig. Det har så også medført, at der nogle steder er elementer fra samme par jeans, der støder op til hinanden. Men sådan må det så være.

    Mønsteret til nederdelen er det samme som den ternede nederdel i dette indlæg og T-shirten er syet med udgangspunkt i denne kjole.

  • 08maj

    Jeg har deltaget i et online nederdele kursus fra Skaberlyst. Et kursus, der “i al sin enkelthed” starter med måltagning af sig selv, tegning af grundform ud fra målene, opsyning af prøvemodel og dernæst tilretning af denne grundform, så den passer til kroppen.

    Da dette var på plads, og det tog en rum tid og krævede et par opsyninger af tilretningsprøver, var næste trin at sy en rigtig nederdel. Kurset indeholder også nogle nederdelstyper, hvor det forklares hvordan grundmønstret videreudvikles til et design.

    Mit første valg faldt på en nederdel i A-facon. Den blev syet i bomuldsstof i en mellemkvalitet. Resultatet blev denne nederdel. Der er ikke foer i.

    Næste modeludvikling var med udgangspunkt i beskrivelsen af et pencilskirt. Som det sig hør og bør, blev der syet prøvemodeller til begge nederdelsdesign, for at imødekomme finjusteringer. Prøvemodellen af pencilskørtet synes jeg ikke virkede særlig godt. Jeg var ikke tilfreds med nederdelens form og udseende. For at komme fra den lige nederdel, som grundmønstret i princippet er, til et pencilskørt, tegnes der 1 cm ind ved underkanten på hver mønsterdel. Så efter at have prøvet den opsyede prøvemodel, trak jeg sidesømmene ud på den oprindelige lodrette placering, og så fungerede det. Så det blev altså ikke et egentligt pencilskirt, men i stedet en lige nederdel. Jeg har sænket taljen 1½ cm og syet en lige linning i, som er 3 cm bred.

    For at give mig selv flere sytekniske udfordringer, valgte jeg at helfore nederdelen. Jeg valgte også en linningsafslutning, hvor linningen indvendigt afsluttes med et skråbånd. Syvejledningen til den detalje fandt jeg her.

    Foret er stafferet til i underkanten, så der ingen synlig oplægning er på retsiden af nederdelen.

    Til sidst et par ord om stoffet til nederdelen. Den er syet i en blandingskvalitet, hvor 20% er uld. Det er en anelse løst i vævningen. Også derfor var det oplagt at lave helforing med sømmerummene skjulte. Og så er det et genbrugsprojekt. Stoffet var oprindeligt en storskjorte købt på genbrug for lang tid siden.

    Lommen blev pillet af. Der blev klippet op langs sidesømmen. Ærmer blev klippet af og det samme gjaldt bærestykke og krave. Så blev skjortens ryg til nederdelens forstykke, da jeg derved kunne undgå en midtersøm på nederdelen. De to skjorteforstykker blev til bagstykker på nederdelen. For at der kunne klippes slidsbelægning i et med bagstykket nederst på nederdelen, måtte knapperne på skjorten klippes af og ombukket, hvor knapperne sad ned foran, måtte også sprættes op. Det ene ærme blev til linningen. Denne er syet sammen to steder. Skjortens ærmer var jo ikke så lange som linningen skulle være. De to sammensyninger ligger over nederdelens sidesømme.

    Jeg synes stoffet var mere spændende på bagsiden end på forsiden, så den gamle vrangside er den nye retside. Det var især bindingsmønstret, som er tydeligt i de vandrette striber, jeg synes var fine. Det ligner små stjerner.

    Opsprætningen tog temmelig lang tid. P g. a. stoffets beskaffenhed, måtte de gamle tråde fjernes en ad gangen. Og ikke noget med efterfølgende at klippe forkert. Der var jo kun det stof, der var. Og ej heller sy forkert. Det var for besværligt at rette.

    Resultatet af alle anstrengelserne blev til denne nederdel. Farvegengivelsen på nærbilledet af stoffet ovenover er mere præcist end på billedet herunder.

  • 27dec
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Vinterkjoler

    Nu er det ikke første gang jeg præsenterer jerseykjoler her på bloggen. De to, det drejer sig om denne gang har det til fælles, at overdelen på begge kjoler stort set er indentisk. Ændringer på underdelen samt på halskantens afslutning.

    Halskanten er ordnet med en strimmel klippet i samme stof som kjolen og påsyet med samme teknik som en ribkant. Halskanten er klippet med sømmerum.
    Underdelen er i seks baner med trådretning midt i hver bane.
    Her er halskanten ordnet med en strimmel af ribstof, som er syet ret mod ret til halskanten og derefter vendt ind på vrangsiden og stukket fra retsiden. Halsudskæringen er klippet uden sømmerum og udringet 1 cm ud på skulderen.
    Mønstret til underdelen er tegnet som en rektangel med bredde som den tilsvarende mønsterdel og derefter klippet op og spredt ud for at give mervidde til underkanten. Trådretning midt for/midtbag.

    Voila: To næsten ens og alligevel forskellige kjoler. De er til vinterbrug, da stoffet er ret kraftigt. Det blå er bomuld med lidt stræk. Det grønne er lidt bomuld og mest kunststof. Begge stoffer har begrænset strækevne.

  • 09aug
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Det er stadig sommer, så en kjole i let poplin kan vel godt være et bud på sommerdress.

    Kjolen er syet efter mit grundmønster. Indsnit foran samlet ved taljen, bådformet halsudskæring og nakkelinjen sænket lidt. Ærmer afkortet til et meget kort ærme. Lukning med lynlås i siden. Underdelen er et rektangel lagt i wienerlæg. Denne løsning blev valgt, fordi der lige var stof nok til det kunne lade sig gøre. Stoffet er en rest købt hos Stof&Stil engang i vinters.

    Så må vi bede om nogle solskinsdage?

  • 27jul
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Sommerkjole

    En sommerkjole i viskosejersey. Udgangspunktet er disse kjoler. Ingen ærmer. Halsudringningen er gjort større og det samme med ærmegabet. Der er søm midt foran og midt bag, idet der er lagt lidt vidde ind i mønstret på midten. Ligeledes lavet et enkelt opklip for at lægge mere vidde ind. Denne skitse giver en idé om mønsterændringerne. Opklippet på tværs er foretaget et par cm over taljelinjen og ca. 2/3 afstand ind fra midt for/bag. Se bort fra indsnittene på skitsen. Der er ikke indsnit i mønstret.

    Halskant og ærmegab er kantet med en smal rib. Klippet 4 cm bred og færdig bredde bliver så 1 cm. Her er så resultatet.

    Stoffet er en viskosejersey med 4% elastan fra Stof&Stil.

  • 14maj
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Matematiklærerens T-shirt

    I en stofbutik i Flensborg fandt jeg et stykke tynd jersey med print – formler fra matematikkens og fysikkens verden. Formler langt over folkeskoles y=a*x+b niveau.
    Et stykke måtte med hjem og omsættes til en langærmet T-shirt.

    Mønstret er fra Onion og efterhånden brugt en del gange.

     

  • 29dec
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Nattøj til “stor og lille”

    Det vil sige nattøj til Louise på tre år og hendes elskede dukke.

    Det var en del af julegaven til lillepigen. Dukken fik sit nattøj på med det samme. Lillepigen ville have det på da hun skulle i seng og gik i det en del af den flg. dag.

  • 01okt
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole med roser

    Endnu en jerseykjole som denne model.

    Denne gang er der leget lidt med kontrastkanter. Det virker ret godt, synes jeg.

  • 13aug
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Denne kjole er designet ud fra mit tilrettede personlige grundmønster. Stoffet, som er en tynd bomuld med nogle brede korsstingsbroderede baner i hver side og spredte småmotiver i midten, var delvis styrende for designet. Da de brede borter løb på langs gennem metervaren, har jeg vendt stoffets trådretning 90 grader. Det, der var på langs i stoffet er blevet på tværs i modellen for at udnytte stoffets udseende.

    I denne kjole ville jeg arbejde med en overskæring i livet. Jeg har valgt at lægge overskæringen præcis i taljelinjen. Da stoffet som nævnt havde en broderet bort, som skulle udnyttes i skørtet, var det givet, at underdelen skulle være et rektangel. Havde først forestillet mig det skulle lægges, men det var der ikke stof nok til. Sådan går det når der købes rester. Så er det den til rådighed værende mængde materiale, der er styrende. I stedet blev det et tilrynket skørt. I overdelen har jeg bevaret begge brystindsnit. Næste gang tror jeg, at jeg vil samle det hele i indsnittet fra taljen. På ryggen er både skulder- og taljeindsnit bevaret.

    Jeg havde en ide om en bådhals. Den må godt blive endnu mere bådudskæring til næste forsøg.

    Jeg ville gerne have vingeærmer. Altså nogle ærmer, med meget vidde, der skulle drapere sig; falde i bløde buer. På trods af to forsøg, lykkedes det ikke. Det skyldes muligvis, at stoffet er for stift i det. Det er lærredsvævet og selvom jeg valgte den del at stoffet, hvor der var mindst broderi, kan det måske stadig være for stift til at ville drapere sig. Og endelig er der den mulighed, at der simpelt hen ikke er tillagt vidde nok i opklippene.

    Ærmeforslag 1

    Kjolen med ærme 1

    Ærmelængden er også for lang i dette første ærmeforslag. Altså blev ærmerne pillet af og et nyt ærmemønster blev lavet.

    Ærmeforslag 2

    Det viste sig, at dette ærme lige præcis kunne klippes indenfor det først klippede ærme. Der var nemlig ikke mere stof tilbage med de små dekorationer på. Og klippe ærmet i den del af stoffet, der var tæt broderet ville helt sikkert ikke give den ønskede effekt.

    Ærmelængden blev bedre ved forsøg 2, men draperingen lykkedes som sagt ikke, hvilket fremgår af billedet af den færdige kjole herunder.

    Sådan blev kjolen:

    Og lige endnu en detalje omkring ærmerne. For at der ikke skulle blive en tung ombukningssøm, har jeg klippet med 3/4 cm sømmerum og syet oplægningen med en rullesømstrykfod.

  • 10jun
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Jerseyeksperimenter

    Sidste vinter fik jeg lavet mig et personligt grundmønster. Det blev brugt til denne kjole. Da der var foretaget nogle væsentlige tilretninger omkring skulderen, ville jeg prøve at omdanne mønstret til brug i jerseystof for at få gavn af tilretningerne i T-shirts.

    Første forsøg blev til denne T-shirt. Syet for et godt stykke tid siden, men først fotograferet i dag.

    På ginen har den nogle folder fra brystet. Det er der ikke i brug.

    Dette mønster blev viderebearbejdet. Ændret lidt ved sidesømmens forløb på bagstykket samt forlænget til en kjole. Stadig klippet mod fold midt for og midt bag.

    Ærmet er gjort lidt lavere i ærmekuplen da det skal bruges i strækstof og ikke i vævet stof. Stoffet er lidt retroagtigt. Købt mhp. at afprøve modeller.

    Næste jerseykjoleeksperiment bestod af et mønster fra MariaDenmark. En T-shirt med kimonoærme. Jeg tilrettede skulderlinjen, så den blev flyttet 1 cm bagud ved skulderen. Dette for at kompensere for fremaddrejede skuldre.

    Dernæst blev mønsteret forlænget til kjole ved at følge linjeforløbet i mønsteret ned over hofterne. Måske skal der lidt mere vidde i kjolen. Det må vise sig i brug. Resultatet af første forsøg blev denne kjole:

  • 11maj
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole str. 3 år

    En kjole til lillepigen.

    Stoffet er tyndt babyfløjl og designet og farverne er retroagtige. Modellen er fra den gamle traver, »Børnetøj du selv kan sy«. Ændringer, for det er der selvfølgelig, er korte ærmer og en indvendig belægning i halsen i stedet for kinaflip.

    Et wienerlæg i ryggen.

  • 12nov
    Categories: at genbruge/redesigne, at sy, beklædning Kommentarer lukket til Pigekjole str. 2 år

    Kjole til lillepigen. Denne kjole til Louise er noget helt særligt. Den er syet af hendes Bedstefars skjorte. Den skjorte han havde på sidste gang de nåede at være rigtigt sammen, til en konfirmation i familien. Og skjorten var ganske ny. Så måske kunne den lige så godt have levet videre som skjorte hos en eller anden.  Nu er den transformeret til en kjole til barnebarnet og på den måde lever den videre og fortæller om hendes Bedstefar.

    Alt på kjolen er fra skjorten.

    Båndet på tværs af kjolen var syet indvendigt i manchetterne. Knappen er den lille knap til skjortens flip.

    Det ternede stykke på bærestykket er fra skjortens indvendige bærestykke.

    Kjolen er syet efter en model i bogen: Sy til piger 2 – 6 år af Carole Favero. Og som vanligt har jeg lavet om. Lukningen lavede jeg som overspænd i stedet for som en opklippet slids. Jeg tænker, at et overspænd vil være mere solidt.

    Spørgsmålet er nu hvad der er for og bag? Mønstret var nemlig ens, så der er to forsider – altså variationsmuligheder.