| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
| 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 |
| 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 |
| 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 |
| 29 | 30 | |||||
Karabinhagen lukket i både det yderste øsken samt en af kædens øvrige øskner
Glasperler sat på perlestave med øjer. Derimellem ærtekædeled, større øskner og blomstermetalled. Kæde er lukket med en karabinhage.
Kæden er 92 cm. lang.
Kæden lagt dobbelt
Kæden lagt dobbelt og karabinhagen lukket i en af de sidste øskner
Metalhjertet er købt i Panduro Hobby. Øvrige materialer er fra lageret.
Nederst er isat en ferskvandsperle. En perlestav og lukket direkte gennem det lille øje, der er nederst på hjertet. Snoren er en vokset snor afsluttet med snøreklemmer og isat en bidsellås. Derudover er brugt to glasperler og to metalperler.
Strik er min foretrukne disciplin og det jeg altid vender tilbage til. Der er altid mindst et par projekter på pindene samtidig. Noget kræver koncentration, andet “strikker nærmest sig selv”. Bindesjalet gik af sig selv, da først blonden var strikket.
Min datter var lige et smut forbi og hun indvilgede i at være model til billedet af bindesjalet.
Først er kanten strikket som en lang blonde. Dernæst er der samlet masker op langs den inderste kant på blonden og sjalet er strikket med tre indtagninger på hver pind. To i begyndelsen af pinden og den tredje indtagning lige før midtermasken.
Mønstret til blonden er beskrevet i bogen “Strik med nordisk tradition”. I bogen kaldes den en tre-hulsblonde med kniplingskant. 
Føste maske i blonden er taget løst vrang af. Det giver en lænkekant, som senere kan bruges til at samle masker op til striknigen af resten af sjalet. Blondemønstret er over otte pinde, hvilket giver fire lænker i kanten. Maskeoptagningen til resten af sjalet er med 5 masker i hver blonderapport. Der er et ulige maskeantal, hvilket giver to sjalstrekanter med lige mange masker samt en midtermaske.
Bindesjalet er udsprunget af, at jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe med mønstret til kanten. Jeg tænkte, at den bedste hjælp nok ville være, at jeg lige prøvede mønstret først. Det skulle egentlig kun have været en lille prøve, men inden længe var kanten så lang, at jeg ligeså godt kunne fortsætte og strikke sjalet.
Egentlig havde jeg regnet med sjalet skulle spændes op med knappenåle. Det viste sig at være nok at vaske det og trække det i facon. Så kunne det liggetørre.
Sjalet er strikket på pind 3½ i entrådet kamgarn og vejer 200 g. Dybden midt bag er 65 cm. og overkanten er ca. 220 cm.
Dette armbånd er knyttet med tynd lædersnøre. Perlerne er benperler, som er købt på vikingemarked i Ribe. Markedet har i flere år været afholdt den første week-end i maj.
Selve knytningen er 14 cm lang. Monteringen som armbånd med porcelænsperler. Denne montering kan også anvendes i forbindelse med undervisningen af børn, da der ikke er brug for lim, der indeholder opløsningsmidler.
Først er mønstret klippet fire gange i bogbinderplast.Mønstret kan findes under Sy i slikpapir.
Diverse blomsterbilleder fra ugeblade og lign. er klippet ud og som en collage lagt på et lagt bogbinderplast. Det andet lag plast er klæbet ovenpå.
Her er det karamelpapir, der er brugt. Penalhuset er en fødselsdagsgave til en 13-årig.
Armbåndet er filtet over en piberenser.
Derpå er sat metalperler og det hele er monteret med endedupper og en magnetlås. Endedupperne er limet på med sekundlim, som ikke må anvendes i skolesammenhænge. Men nu lavede jeg den også herhjemme.
Ideen til filtningen opstod, da en elev skulle have filtet en stilk til et lille blomsterhoved. Vi snakkede om forskellige løsninger og hun valgte at prøve at filte over en piberenser. Jeg have ikke prøvet det før, men engang skulle være den første. Kartefloren blev lagt løst ud og så rullet diagonalt på piberenseren. Derefter vådfiltet og rullet på bobleplast.
filten rulles på bobleplasten
Det filtede udmærket. Dog “vandrede” filten, så den ene ende af piberenseren blev synlig mens filten i den anden ende “kravlede” ud over piberenseren. Til armbåndet skal der ikke bruges så meget, så det bedste stykke, 15 – 16 cm., blev valgt ud.
Materialerne: Piberenser, karteflor, endedupper og øskner samt magnetlås
Til dette knyttede armbånd er benyttet porcelænsperler samt en vokset snor.
Der er knyttet over dobbelt snore.
Snorlængde: En snor 50 cm. lang og en snor 160 cm lang. Jo flere perler der skal være på knytningen, jo kortere kan knyttetråden være. Det er den længste af de to snore, der er knyttetråden.
Lidt fra processen:
Snorene er lagt dobbelt.
En hjælpesnor er sat igennem og bundet fast til skruetvingen.
Knytningen er startet lidt nede på snorene. Her skal klemmeduppen senere monteres.
Inden knytningen startede, var alle perler trukket på den korte snor lagt dobbelt. Alle perlerne blev ikke brugt.
Der er knyttet ca. 15 cm.
Til sidst monteres en klemmedup i hver ende af arbejdet. I disse er sat et øsken samt en karabinhage.
En betænksom kollega gav mig denne gamle strikkebog, som er fra 1945.
Fra bogens forord: “Interessen for Strikkearbejder er stadig stigende, og Fordringerne til Arbejdets Kvalitet bliver bestandig større. For at kunne præsentere Strikkearbejder af den standard, der forlanges i Dag, kræves derfor nøje Kendskab til Strikningens Teknik.”
Bogens første afsnit er med strikketeknikker og strikning af forskellige mønstre. Andet afsnit er strikkeopskrifter til hele familien – nærmest fra yderst til inderst.
Og så følger det jeg synes er det mest interessante. Et afsnit med reparationer. f. eks. Istrikning af en ny hæl uden at skulle kassere hele strømpen. Anvisninger på hvordan garnet fra en optrævlet sweater skal vaskes og hænges til tørre for at fjerne så meget af “krøllet” som muligt. Skulle det ikke være lykkedes, så foreslås at strikke det nye arbejde i perlestrik, da det vil kamouflere genbrugsgarnet mest muligt. Der er rigtig mange af den type anvisninger.
Bogen er et kulturhistorisk spejl på en tid hvor der var materialeknaphed. Og hvor det at kunne fremstille og vedligeholde familien tøj var vigtigt.
Hjemmeskoene er syet i kunstskind/læder look, med foer af bomuldsstof. Sålens længde: 12 cm., så de er meget små.
Mønstret er fra “Børnetøj du selv kan sy 0-4 år”.
I stedet for skråbånd langs alle sømme, som i bogen, er der syet, vendt og kantstukket. Det blev det ikke lettere af. Og resultatet skal ikke nærstuderes, men det gør min lille nevø sikkert heller ikke.
At trække perler på snor er der jo ikke noget nyt i. Men som i så mange andre tilfælde er løsningsmulighederne uendelige.
Nedenfor to eksempler på “at lege med perler”. I begge tilfælde er perlerne trukket på wiretråd og enderne er låst med wireklemmer med knudeskjuler. En O-ring og en karabinlås er isat til lukning.
Perlerne er glasperler købt i Kvickly. Indimellem er isat metalperler.
Perlerne i dette armbånd er bjergkrystal.
De skulle efter sigende besidde flg. egenskaber: “Den stærkeste healer. Lagre, forløser, regulerer energi. Dyb sjælerenser. Fjerner statisk elektricitet. Forstærker psykiske evner. Stimulerer immunsystemet.”
Egentlig er det en reparation, idet perlerne blev købt som et elastikarmbånd. Elastikken sprang desværre og så blev det til denne løsning i stedet. Der blev få perler i overskud, som ligger på lager til en anden gang.
Jeg læste fornyligt flg. citat i en turistguide/turbeskrivelse:
“Også det at komme på sporet af de gamles veje, er at gå nye veje.”
Jeg synes det er meget sigende, også for håndarbejde og håndværk, at vi bruger kendte teknikker, men går nye veje. F. eks. når vi lader materialet være med til at fortælle og forme processen på vejen mod det færdige produkt.
En af mine afskårne birketræsskiver var som træer er flest. Ikke cirkelrund, med derimod med indhak.
Den måtte der flettes en kurv på.
Træskiven så egentlig ikke hjerteformet ud, men det viste flettet.
Den kan bruges som frugtkurv og er derfor efterbehandlet med madolie.
Stagerne er 3,25 mm peddigrør. Stageafstand er ca 2,5 cm. Lidt kortere visse steder for at følge træskivens form. Sideflettet er 3,25 mm peddigrør vekslende med to rækker papirgarn flettet som krydsflet. Ellers er fremgangsmåden er den samme som anvendt til kurven på træbund længere nede i bloggen.
Huen er strikket af diverse rester i uldgarn i den grønne farveskala. Garnerne er af varierende tykkelse. For at kompensere for dette, er der nogle gange strikket med to tråde. Visse steder består de to tråde af to forskellige tynde garner. Dette giver endnu flere farvenuancer.
Mønsterstrikningen med grå garn er både for at binde de forskellige grønne farver sammen – at gøre fladen rolig så den ikke virker så stribet, og for at isolere mere. Medløbstråden indeni varmer jo også. Desuden er der en indvendig kant, der også varmer.
Et kig ind i huen med den ombukkede kant.
Der er således slået op i grå garn og den indvendige kant er strikket. En omgang vrangmasker giver en ombukslinje. Derefter mønsterstrik efter diagrammet.
Det sorte er selve mønsterrapporten.
Mønstret er tegnet i programmet Paint. Når mønsterrapporten er tegnet en gang, er det bare at kopiere og sætte ind. Det gør det hurtigt at vurdere om fladevirkningen er tilfredsstillende. Tit opstår der også nye mønstre når man leger med tegneprogrammet.
Toppen af huen er formet som en ‘firkant’ ved at tage ind fire steder på omgangen med to masker ved hvert sted. Dette er gjort på hver anden omgang.
Indtagningerne foroven på huen.
