| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | ||
| 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 |
| 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 |
| 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 |
| 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | ||
Kort før påske havde en kollega et mønster på små høns til at hænge op, med på arbejde.
Det blev der denne lille besætning af blandede hønseracer ud af.
Hønsene er syet på maskine. Dobbelt lag og vendt. Jeg valgte at sy knapper på som øjne. Og som noget ikke prøvet før, blev de syet på på symaskine. En relativ let måde at sy knapper på, men ikke så kønt, som når de syes på i hånden. Benene er diverse bånd og snor.
Hver høne måler ca. 11 cm x 7 cm.
Jeg købte i efteråret en spændende strikkebog med titlen: “Vanter fra Letland”. Nyfortolkninger af traditionelle lettiske vanter.
Strikketeknisk er der tale om flerfarvet mønsterstrik. De forskellige modeller er også vist som pulsvarmere og halvvanter. Bogen facinerede, fordi der var flere fine mønstre. Mange af dem med tre farver ad gangen. En enkelt model endda fire farver på omgangen.
Bogens vejledning på vanter består af, at hver model er tegnet op i fuldt diagram. Derudover er der en generel strikkevejledning til at strikke vanter og hvordan diagrammer skal læses. Med hensyn til garn- og pindevalg anbefales totrådet uldgarn og pinde 1½ – 2, og strikkefastheden oplyses til 17 masker på 5 cm.
Jeg anskaffede mig et sæt strømpepinde nr 1½ og to nøgler tyndt totrådet uldgarn. Valget faldt på Isager highland wool. Det var nok lige til den tynde side. Jeg havde ikke helt været opmærksom på, at der et sted i bogen stod 50 g garn (175 m). Mit valgte garn har 275 m pr. 50 g.
Blandt bogens mange modeller, valgte jeg at starte med et sæt pulsvarmere. Modellen hed morgenstjerne.
Som anbefalet blev de strikket på pind nr 1½. De blev meget små. Jeg målte strikkefastheden til 23 m på 5 cm. De kan lige komme om håndleddet, så de kan godt bruges. Men der er noget fint og elegant over tætheden.
Næste forsøg blev samme garn og modellen Vintersol. Bogen indeholder en oversigt over symboler fra den lettiske folketradition. Citat fra bogen: “Solen er det vigtigste element på Guds himmel. Solen er gudinde for frugtbarhed. Hun beskytter de uheldige.”
Jeg har været næsten tro mod oplægget i bogen. Eneste undtagelse er, at det nederste mønsterbånd, skulle have haft farverne omvendt. Mørkt mønster på lys bund. Da garnet er det overskydende fra pulsvarmerne, viste jeg ikke hvor langt det ville række. Derfor denne lille frihed i forhold til modellen. (Læsere af bloggen ved, at der som regel altid laves noget om i forhold til oplægget)
Som det ses, er der ikke nogen ribkant nederst på vanten. Vanterne er lige brede ved håndleddet, som hen over hånden. Håndleddet, eller skaftet på vanten, er heller ikke ret langt. Da modellerne er fortolkninger over traditionelle lettiske vanter, kunne det være interessant at se hvordan overtøjet, som vanterne er tænkt brugt til, har været. Umiddelbart vil der blive et gab mellem jakkens ærmekant og vantens kant. Det kan også være, at det er vantens længde, der er nyfortolkningen?
Vanterne Vintersol blev strikket på pinde nr 2. Det blev til en strikkefasthed på 19-20 masker på 5 cm. De sidder også ret tæt til hånden.
Endnu et forsøg. Denne gang med flere friheder fra bogens model. Jeg tilføjede en lille ribkant, samt kombinerede modellen for halvvanter og vanter model Mara. På halvvanterne er der en fin flettekant, som jeg ikke før havde givet mig i kast med, så det måtte prøves.
De er blevet godt lange. Mønsteret er Mara-korset: “Kors af kors. Forbundet til ild, hjem og produktivitet (frugtbarhed). Det vogter, velsigner og bringer lykke”.
Denne gang faldt garnvalget på noget totrådet sort og rødt fra lageret. Det hvide garn er entrådet i nogenlunde samme tykkelse. Løbelængden på garnet stod ikke opgivet. Denne gang strikkede jeg på pinde nr 2½. Det gav strikkefastheden 17-18 masker på 5 cm. De er passende rummelige.
Pulsvarmerne, jeg strikkede først, hedder Morgenstjerne. Symbolik: “Auseklis (Morgenstjernen). Vogteren af den nye dag. Auseklis menes at beskytte mennesker fra de onde kræfter, der strejfer rundt om natten.”
I følge bogen, har vanter været en hyppig gave i Letland og symbolikken har givetvis haft meget stor betydning. Det ses i mange kulturer, at motiver tillægges beskyttende betydninger.
Jeg tænke, mens jeg strikkede vanterne, at mønstrene har en vis lighed med de mønstre, der kendes fra Skandinavien. Og så er der alligevel noget, der er lidt anderledes. Jeg synes oftest mine tofarvede strikkemønstre går op med 3 eller 5. Her var flere steder tallet 2 og 4 blandet ind også.
Alt i alt har det været spændende at strikke fra bogen og spændende at få et lille indblik i et andet lands strikketradition.
Udfordring: Medlemsblade. Udkommer fire gange om året, så hvordan holder jeg lige styr på det?
Idè: Tidsskriftskassette, som passer i format til bladene.
Materiale: Rester af tapet.
Bladene er lidt større end A-5 format, så det er sikkert muligt at få tidsskriftskassetter i passende format i handlen. Men lysten til at køre afsted en søndag eftermiddag, var ikke-eksisterende. I stedet havde jeg på et tidspunkt overtaget nogle tapetrester. De måtte kunne bruges til formålet. Tapetet er ret kraftigt med en plastikagtig, lidt ruflet, overflade.
Der er klippet strimler i 4 cm bredde, som bliver foldet dobbelt på langs. Strimlerne er ca. 68 cm. lange. Teknikken er kurvefletteteknik. Lodrette stager med sideflet.
Bunden er lagt op i målene 9 cm x 19 cm.
Så kom turen til sideflettet over de oprejste stager. Her er de første to omgange sideflet foretaget. Et kig ind i flettearbejdet ovenfra.
Sideflettet vokser frem og efter fire omgange påbegyndes de skrånende sider. De begynder foran, hvor de to midterste stager bøjes i en 45-grades vinkel og går ind som vandret sideflet. Forlænget med flere foldede tapetstrimler. På den måde bliver de skrå kanter bygget op.
Efterhånden som der bliver stager, der ikke mere skal bruges, bliver de flettet ned og ind i kurven igen. Enten udvendigt eller indvendigt, som det bedst passer. På billedet herover er en stage på vej ned i flettet langs ydersiden.
Efter de sidste ender er flettet og låst, er det bare at tage kassetten i brug.
Den er ikke helt så stiv i det som en kassette i karton, men den opfylder det behov den skal. Så nu er der samling på de blade og nye kan komme på plads, når de er læst.
Og tapetresten gjorde gavn.
En strikket trøje var efterhånden blevet så tyndslidt på albuerne, at det ikke ville vare længe før der ville blive direkte hul.
For at komme dette i forkøbet, har jeg valgt, samtidig med reparation, at give trøjen et nyt udtryk. Først har jeg syet maskesting oveni de tyndslidte steder på begge ærmer med hvidt garn, der lignede så godt som muligt, det trøjen er strikket af.
Derefter blev der broderet korssting ovenpå. Maskerne i glatstrikket fungerede ligesom aida, når der broderes korssting. Hver glatstrikket maske er som en rude i aida. Der er broderet med uldbroderigarn.
Motivet er fundet i en tjekkisk bog om broderi, hvor der var et billede af blomsten. Ikke et tællemønster.
Det var tanken, at de to blomster på albuerne skulle væres symmetriske. Det lykkedes ikke helt. Men der findes heller ikke fuldstændig symmetriske blomster i naturen.
Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet og nu kan trøjen lidt igen. Dens levetid er forlænget.
Et par sokker til familiens sejlende medlem. Mærket med styrbord og bagbord.
For ikke-sejlende kommer her forklaringen: Styrbord er højre, som er grøn og bagbord er venstre, som er rød. Det er de internationale farver, der gælder indenfor søfarten.
Nu er idéen med at markere højre og venstre med hver sin farve på ingen måde ny. Det er set før. Alligevel kan det godt tåle en gentagelse.
Da sokkerne, i kraft af farverne på skaftet, kun kan sidde på samme fod hver gang, er sokkerne også strikket fodformede i tåen.
Desværre havde jeg ikke en ordentlig klar grøn, men mon ikke det går?
Min debut med en strikket kjole. Jeg fandt modellen på Strikke- og hæklefest i Vester Vedsted sidste år i januar. Købte strikkekittet fra conraddesign. Dog har jeg ændret lidt undervejs. Forlænget lidt både på ærmer og længde og lavet ombukket kant i halsen som på ærmerne. I opskriften var halskanten i et enkelt lag, glatstrikket. Jeg valgte den dobbelte kant for at undgå halskanten i glatstrik ville rulle. Både på ombukket på ærmer og halskant, har jeg strikket det inderste, ombukkede, stykke på pinde, som er et ½ nummer tyndere, for at det ikke skal fylde.
Modellen er opbygget med et rektangulært panel på for- og bagside. Så er der samlet masker op langs siden og disse er afsluttede med vendepinde, hvorved der kommer vidde i kjolen.
I opskriften er for- og bagstykker lukket af og syet sammen. Jeg valgte i stedet en løsning med at hækle dem sammen maske for maske. Sidesømmen bliver lidt markeret på denne måde. Det er ikke så tydeligt på billedet, desværre.
Sammenhæklingen kan ses på denne video.
Så er alle de mange ender hæftede og kjolen har fået en let vask; klar til brug.
Spændende om den “vokser” i længden og om strikkede kjoler bliver et hit. Garnet er 45% bomuld og 55% lammeuld.
Tænker det kan være godt til en frossenpind om vinteren.
I sommers så jeg en udstilling på Greve Museum med titlen “Hedebosyning – en verden af variationer”. Det er imponerende flot broderi. Og tydeligt, at de har mestret teknikken.
I museets butik solgte de en bog, omhandlende hedebosyningens teknikker. Første del er kulturarv og anden del er små undervisningsforløb. Et i hver teknik. Som håndarbejdslærer måtte den med hjem. Jeg blev inspireret til at prøve en af teknikkerne selv. De originale hedebobroderier er udført med hvid tråd på hvidt stof. Lidt fornyelse må der til, så derfor lyseblå stof og hvid tråd. Dog en hørtråd, som de originale. Selve motivet er hentet i en strikkebog.
At jeg er novise udi dragværk, er der vist ingen tvivl om. Men sjovt var det nu alligevel. Og tidskrævende. Det har været undervejs hele efteråret.
Det færdige arbejde måler 17 cm på hver led og selve broderiet 12,5 cm. Funktionen af broderiet ligger ikke helt fast, men om ikke andet, kan det bruges som mellemlægsserviet til arveporcelænet.
Dragværk er så en af de seks beskrevne teknikker.
Har du selv fået lyst til at prøve, så kig på denne hjemmeside, hvor teknik og inspiration er at hente.
En lille sommerfugl blev på et tidspunkt broderet.
Den er tegnet i frihånd, så den er hverken symmetrisk eller er landet trådlige på stoffet. Sådanne insekter er ikke lige at styre.
Sommerfugle skal have et sted at lægge deres æg, og derefter skal ungerne forpuppe sig. Det kan passende gøres på græsstrå. Derfor lander denne sommerfugl på et stykke stof, der er farvet v.h.a. sunprintmetoden og med græs som afdækningsmateriale.
Sunprintet af stoffet kan læses i dette blogindlæg. Det er faktisk stofprøven her, der inspirerede til at brodere sommerfuglen.
For at finde det bedste udsnit af broderiet, er anvendt søgerammer klippet af alm. papir foldet i en vinkel på 45 grader. De her søgerammer er 2 cm brede.
Derefter er kanterne klippet med sømmerum og på bagsiden er dette sømmerum ordnet med konvoluthjørner. Tænkte det vil se bedst ud, når det hele er færdigt.
Så er broderiet lagt ovenpå det sunprintede stykke og stukket fast hele vejen rundt i kanten. Derefter er der syet sorte strimler langs kanten af det sunprintede stykke, indtil det har samme mål som bagsiden og så det passer til en monteringspude.
Sidste trin er at sy bagbeklædning på pudestykket. Samme stof som kanterne om det sunprintede. Der er syet en lynlås i pudestykket nederst.
Nu er sommerfuglen så klar til at lande i sofaen.
Det næste forløb i håndværk og design på 6. årgang bliver et kursus med vægten lagt på isyning af lynlås samt at integrere et stykke batikfarvet stof. Eleverne har i et tidligere forløb farvet batikstykket. Et stofstykke, der måler ca. 25 cm x 50 cm. De skal starte med at designe deres etui/taske ud fra hvilket funktion det er tiltænkt.
For at inspirere har jeg syet tre eksempler.
Det batikfarvede stof kan være hele overfladen eller det kan være en del. Mit batikstof er dette tørklæde, som jeg på et tidspunkt maskinbroderede på. Jeg brugte det aldrig. Nok mest fordi det blev for stift af broderierne og det var lidt for kort. Det er ganske vist ikke det mest egnede stof til etuier, da det er tyndt. Det får være.
Første eksempel har batikstof på forsiden og et andet stof på bagsiden. Det er foret med et stykke quiltet stof.
Funktionen er et penalhus. Den måler 32,5 cm x 14 cm. Indholdet er en 30 cm lineal og en tegnetrekant med vinkelmåler. På dette link lidt om hvordan størrelsen af penalhuset er fundet.
For at få lynlåsen til at ligge rigtigt, når etuiet er vendt, skal lynlåsbåndets sømmerum vende ned ved sammensyningen af for- og bagside..
Næste eksempel er det lille etui. Det er syet til at rumme en pakke papirlommetørklæder. Så kan pakken måske lettere findes på bunden af en taske. Her er der batikstof på begge sider af etuiet. Foret er et stykke mellemkraftigt bomuldsstof. Etuiet har fået en bund ved at lægge bund- og sidesøm over hinanden og sy på tværs i den bredde bunden skal have.
Etuiet måler 15 cm x 10 cm.
Sidste eksempel er en taske med skulderrem. Stoffet, den er syet af, er kraftig bomuld. Det havde en misfarvet stribe hen over stoffet. Det blev afgørende for placeringen af batikstoffet. Dette er syet ret mod ret.
Og siden vendt på plads.
Bagstykket af tasken har en stilsvarende strimmel af batikstof. Lidt smallere og sat i samme side af tasken.
Der er syet bund i tasken. Bredde 6 cm. Tasken er ikke foret.
Til eleverne er udarbejdet en lille syvejledning:
Til dette forløb med 6. kl. lægges er ikke vægt på taskens inderside. Det vil sige, at sømmerum indvendigt er synlige. Mulige løsninger er at fore tasken, så sømmerum blev skjult. Den udfordring gemmer jeg til valgfagsniveau eller en differentieringsmulighed. En anden mulighed er at dække sømmerum med skråbånd.
I et strikketillæg til et ugeblad var en opskrift på en sweater med enhjørninger i bort nederst på sweateren. Disse løb alle den samme vej rundt og var alle strikket i samme farve.
Jeg ville gerne strikke modellen som en trøje med knapper foran. Til størrelsen, 6 år, var der i opskriften ni enhjørninger rundt. Disse reducerede jeg til otte og lod dem skilles midt på ryggen, så de der løb hver sin vej. Ellers ville en af figurerne blive delt på midten foran, eller der ville blive for langt fra forkanter og til figurerne. Desuden havde jeg lyst til at afprøve, om hver enhjørning kunne få sin egen farve.
Det har betydet, jeg både har strikket alm. tofarvestrik, stjernerne/prikkerne og har strikket med gobelinteknik. Dette ses tydeligst på bagsiden.
Med jævne mellemrum måtte jeg lige vikle de forskellige garnnøgler fri af hinanden. På nogle få af pindene, skulle der både strikkes gobelinstrik med de forskellige farver og tofarvestrik med blå og grå samtidig. Altså tre farver på en pind. Det var nogle langsommelige pinde.
På originalopskriften var der ikke stjerner på ærmerne. Disse tilføjede jeg for at få mere liv i trøjen. Disse er strikket helt tilfældigt.
Som nævnt blev løberetningen for enhjørningerne vendt midt på ryggen.
Dette ville give et tomt hul i midten, hvori jeg tilføjede et hjerte i samme farve som stjernerne.
Trøjen er strikket i strømpegarn og kan således gå i vaskemaskinen på et uldprogram.
Tegnebetikket består i dette tilfælde af en lineal, en passer og en retvinklet tegnetrekant med en vinkelmåler. Remedier, som bør findes i enhver matematikelevs basismaterialer. Er der ikke samling på disse, har de det med at forputte sig alle mulige mærkelige steder.
Tegnebestik er redskaber, der skal bruges for at kunne tage bestik. Et maritimt udtryk, hvor der skal tages bestik af positionen af skibet på havet og tages bestik af kursen, der skal sejles. Kort sagt hjælpemidler til at finde ud af hvor skibets position er og beregne hvordan der skal styres, for at komme til det ønskede mål. Dette arbejde er henlagt til et bestiklukaf (navigationsrum). Så tegnebestik er altså tegneredskaber.
Jeg er så heldig at have en nevø, som netop er i skolealderen, og hvor geometrisk tegning er en del af matematikindholdet. Derfor har han i julegave fået et etui med tegnebestik.
Først tegnede jeg et mønster til etuiet. På tegningen herunder er der indtegnet sømmerum på 1 cm.
Modtageren kan godt lide at spise ostepops, så derfor er etuiet syet i poser fra ostepops lagt mellem to lag bogbinderplast. Poserne er klippet op og stykket sammen, så de passer til størrelse og form på etuiet. Der er syet en lynlås i som lukning af etuiet.
Og med indhold. Passeren og blyanten er smuttet ned i etuiet.
Så skulle der være samling på det og det gemmer sig ikke i bunden af skoletasken.
Som matematiklærer ved jeg hvor godt det er, at eleverne bare er klar med tegnebestikket.
Først et pandebånd og dernæst en hue.
Jeg havde noget ret tykt garn. Blanding mellem uld og akryl. Løbelængden var 144 g, som svarede til102 m. Dertil en hæklenål nr 10.
Først pandebåndet: 10 luftmasker og en ekstra til at vende med. Dernæst fastmasker hele vejen tilbage.
Sådan fortsatte jeg indtil pandebåndet, let strakt, nåede rundt om hovedet. Så hæklede jeg start og slut sammen. Sammenhæklingen ses på det næste billede. Det var det.
Dernæst endnu et pandebånd. Denne gang kun med 8 luftmasker slået op. Da pandebåndet var hæklet som beskrevet ovenfor, hæklede jeg en puld på:
Fortsæt med disse to omgange, dog således at for hver omgang, hvor der tages ind, bliver der en maske mindre mellem indtagningerne. Til sidst består omgangen af 1. og 2. maske, der hækles sammen. Denne omgang gentages. Garnet brydes og ender hæftes.
