• 23jul
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Sjal

    Strikkenoter:

    Garn: “FRAYA garn Mindful” købt i Selfmade, det tidligere Stoff&Stil. 6 nøgler á 50 g.

    Rundpind nr: 3. 80 cm lang.

    Udtagninger er knudeudtagninger.

    M: Dette er midtermarkeringen af arbejdet, ikke en maske. Sæt en maskemarkør på dette sted, som flytter med op igennem arbejdet.

    Slå 4 m op.

    1. pind: 4 ret
    2. pind: Udtag 1 m i hver maske. Knudeudtagning.(=8 m)
    3. pind: ret
    4. pind: 1 r, 1 udt, 1 udt, 1 r, M 1 udt, 1 udt, 2 r. (=12 m)
    5. pind: ret
    6. pind: 1r, 1 udt, 2 r, 1 udt, 1 r, M 1 udt, 2 r, 1 udt. 2 r (=16 m)
    7. pind: ret
    8. pind: 1r, 1udt, 4 ret, 1 udt, 1 r, M, 1 udt, 4 r, 1 udt, 2 r (=20 m)
    9. pind: ret

    Fortsæt på denne måde med at tage ud på retsiden og på vrangsiden strikkes alle m ret. Udtagningerne ligger således indenfor de to yderste m. i hver side samt på hver side af de to midterste m.

    Når der er 30 m på hver side af midtermærket, strikkes første hulrække: 2 r, slå om, 1 r, *slå om. 2 r sm*, gentag *-* til der er 1 m tilbage til midtermarkeringen, slå om, 1 r, M, 1r, slå om, *2 r sm, slå om*, gent *-* til der er 3 m tilbage på pinden, 1, r, slå om, 2 r. På næste pind, strikkes alle m. ret. På en hulrække indgår huller som udtagningsmasker i stedet for knudeudtagninger.

    Fortsæt nu med udtagninger på alle retsider. Knudeudtagninger på ikke-hulrækker og næste hulrække strikkes, når der er strikket 12 retriller, fra sidste udtagning. Fortsæt til sjalet har den ønskede størrelse.

    Den lyseblå strikkemarkør er for at vise retsiden af arbejdet. Den mørkeblå er midtermarkør, der flytter med op i arbejdet.

    Da strikkearbejdet blev noget større, valgte jeg at sætte yderligere markører på retsiden af arbejdet. Derved blev det lettere at se på hvilken side der skulle tages ud.

    De to retmasker i starten af hver pind, inden udtagning foretages, markerer sjalets overkant.

    På tilsvarende måde markeres midten af sjalet også af to retmasker med udtagninger på hver side.

    Det færdige sjal efter alle seks nøgler garn var strikket op. Undervejs blev rundpinden på 80 cm lige kort nok, men det gik. Farven på billedet er misvisende, for mørk.

    Der er afsluttet med samme antal rækker som mellem de enkelte hulrækker. I stedet for endnu en hulrække, er strikket en retpind og derefter lukket af.

    Sjalet måler ca. 220 cm øverst og har en dybde på ca. 105 cm.

  • 05apr
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Isblomster – strikkede vanter

    Disse vanter er blevet til som følge af, at jeg skrev en boganmeldelse på “Strik vanter med Knitting Lotta”. Den bedste vurdering ville komme ved at arbejde dybere med bogen.

    Jeg valgte at strikke modellen Snowfall. Jeg kalder dem så blot isblomster i stedet. Garnet er strømpegarn med løbelængde 210 m/50 g. Strikket på p. nr. 1½. Jeg prøvede først på p. nr. 2, men så ville vanterne blive for store. Af hensyn til diagrammet på isblomsterne, duede det ikke at ændre masketallet. Derfor mindre pindestørrelse; pind nr. 1½. De er godt nok tynde. Herunder er det tommeltot, der strikkes.

    Efter vanterne var strikket færdig, og alle ender hæftede, var overfladen meget ujævn.

    Færdigstrikkede vanter

    Derfor blev vanterne vasket i uldvaskemiddel.

    t.v.: Overfladen før vask – t.h.: Overfladen efter vask

    Så lagde maskerne sig pænt og overfladen blev jævnere.

    Små isblomster på tommelens yderside
    Vanter klar til brug

    Erfaring: Garnvalget, strømpegarn bestående af 75% uld og 25 % polyamid, er ikke velegnet til at blive strikket på så tynde pinde. En anden gang vil jeg vælges garn, som er 100 % uld. Det vil være mere smidigt at strikke med.

  • 16nov
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Honning – en cardigan

    Jeg havde købt noget lækkert garn hos Panduro. Delvis uld og det tåler vask på uldprogram, så det blev til en cardigan til barnebarnet. Strikket i str. 8 år.

    I en strikkebog af Lene Holm Samsøe, Kærlighed på pinde, fandt jeg en opskrift, med titlen “Honning”. Der er strikket oppefra og ned.

    En cardigan skal have knapper midt for. Med afsæt i garnets farve samt modellens navn, skulle det selvfølgelig være knapper med bier på. Det lykkedes og endda så farven passede perfekt.

    Trøjen er godkendt til brug af indehaveren, og har netop været på i skole.

  • 14sep
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Orange multifarvet ribstrik

    Blusen er strikket oppefra og ned i et ribmønster, hvor udtagningerne er integrerede i  ribmønsteret.

    Garn: Caribbean Cotton fra Laine du Nord. 100 g.med løbelængde 315 m. Pind 3 og 3½.

    Bul:

    Slå 144 m op på p 3. Strik 2 ret, 2 vrang. Efter 1 cm skiftes til pind 3½.

    1. udtagning  efter 2½ cm: 1 ret, saml lænken op og strik dr. ret, 1 ret, 2 vrang. Mønsteret er nu 3 ret, 2 vrang.
    2. udtagning efter 5½ cm: 2 ret, saml lænken op og strik dr. ret, 1 ret, 2 vrang. Mønsteret er nu 4 ret, 2 vrang.
    3.  Udtagning efter 9 cm: 4 ret 1 vrang, 1 vrang drejet udtagning, 1 vrang. Mønsteret er nu 4 ret, 3 vrang.
    4. udtagning efter12 cm: 2 ret, saml. lænken op og strik dr. ret, 2 ret, 3 vrang. Mønsteret er nu 5 ret, 3 vrang. Dette mønster fortsætter resten af blusens bul.

    Efter 18 cm sættes 59 masker af til ærmer i begge sider. Sættes på tråd. Slå 11 nye masker op på bullen, hvor ærmemaskerne blev taget fra. Strik lige ned til ønsket længde. Her til hele længden er 53 cm. Luk løst af.

    Ærmer:

    Sæt ærmets 59 masker på pinden og saml 11 masker op under ærmet. Evt. saml. 13 masker op og på næste omgang strikke disse sammen med nabomasken for at undgå der bliver et hul. Overhold mønsteret 5 ret og 3 vrang.

    1. indtagning på ærmet når dette måler 14 cm: 2 ret, 2 ret sm, 1 ret, 3 vrang. Mønsteret er nu 4 ret, 3 vrang.
    2. indtagning på ærmet når dette måler 28½ cm: 4 ret, 1 vrang, 2 vrang sammen. Mønsteret er nu 4 ret, 2 vrang.

    Når ærmet måler 32 cm lukkes løst af.

  • 28jul
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Overgangssokker

    Overskriften henviser til materialet disse sokker er strikket af. Et strømpegarn, der består af 72% bomuld, 18% polyamid og 10% polyester. Og så kan det vaskes i maskinen på 40Ο. Garnet hedder Schachenmayr REGIA og er købt hos Uldgården. Jeg har set garnet flere steder, dog ikke i ensfarvet. Måske tilfældigt.

    Det er ikke første gang, jeg strikker sokker af dette garn. De er tiltænkt overgangen mellem sommer og vinter. Når de tynde sokker er for lidt og inden det er tid til uldsokkerne. Og det fungerer.

    Jeg har strikket på pind 2½. Slået 56 masker op til en str. 39-40. Strikket 30 omgange rib og derefter 47 omgange glatstrikning inden hæl over 28 masker. Fra hæl til begyndelse af tåindtagnig er der 92 omgange.

    Hvor lang tid tager det så at strikke en sok. Nu er alt jo relativt. Disse er strikket på en togtur til Stockholm. En strikket i hver retning.

  • 15jul
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Barnevest str. 6 år.

    Strikkenoter

    Garn: Fluffy (50% polyamid, 50 % akryl). Den færdige vest vejer 180 g.

    Strikkefasthed: 14 m = 10 cm i glat strikning.

    96 m på p nr. 7. Rib 5 -6 cm rundt. Skift til p. 8 og strik glat.

    Luk 12 m til ærmegab efter 27 cm. Indtag 2 x 1 m til 32m.

    Strik til ialt 44 cm. Luk, eller på maskeholder, midterste 16 m til nakke. Strik 2p over de 8 skuldertasker. Lad hvile.

    Forstykke som ryg til 35 cm. 10 midterste m hvile. Luk hver side 3 x 1 m til 8 m. Strik til samme højde som ryggen. For og bag strikkes sammen i aflukningen.

    Halskant rib 64 m 4 omg.

    Ærmegabskanter rib 64 m 3 omg.

  • 26jun
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Trøje med ribstribe

    Idéen til denne trøje var et billede i et blad. Det var en lodret ribstribe i siden, som fængede. Denne ribstribe anes ikke på forsiden af trøjen. Der er kun en lodret vrangrække ved siden af forkantribben.

    Jeg ville bruge en lodret ribbort til at give form til trøjen. Ribborten består af 2 vrang og tre ret. Denne er brugt på ryggen og i siden. Trøjen er strikket lige op uden ind- eller udtagninger ved taljen.

    Garnet er kamgarn i tre farver. To grønne og en mørk blå. Garnere har ikke samme tykkelse. Alle tre tråde er strikket samtidig.

    Jeg har gjort således:

    Omkreds bul: 94-96 cm.

    pinde nr. 5 og 5½ i rundpinde og strømpepinde.

    Strikkefasthed: 18m på 10 cm.

    Bul: Slå 169 m op på rundpind nr 5. Strik rib: (Den første pind er fra vrangsiden) 1 vr, 2 r, *3 vr, 2 r*. Gentag fra * til *. Slut med 1 r. Fortsæt i rib ved at strikke som masken under viser. Ret over ret, vrang over vrang. Ribbens højde er 17 pinde.

    Skift til p 5½ og strik videre således (samtidig inddeles trøjen i flere dele):

    • Højre forstykke1 r, 2 vr, 33 r
    • Højre side markering: 2 vr, 3r, 2 vr, 3r, 2, vr
    • Ryg: 28 r, 2 vr, 3r, 2 vr, 3r, 2, vr, 3 r, 2 vr, 28 r
    • Venstre side markering: 2 vr, 3r, 2 vr, 3r, 2 vr
    • Venstre forstykke: 33 r, 2 vr, 1r.
    Ribmaskerne i siden. Sidemarkeringen. Desværre ikke så tydelig på billedet.
    Også ribmasker på ærmet.

    Strik til arbejdet måler ca. 40 cm. Luk af til ærmegab: Der aflukkes 10 masker placeret symmetrisk over den fortsatte ribbort i begge sider. Strik ryggen videre således: Luk til ærmegab i hver side for 2, 2, 1, 1, 1m. Strik lige op til arbejdet måler 63 cm. Lad de midterste 23 m. hvile. Strik hver side færdig for sig ved at tage m ind mod hals: 3 x 1 m. Indtagning indenfor kantmasken. På samme pind som den 3. indtagning foretages, påbegyndes vendestrik til skulderen. Vend med 5m, 5m og 6m. Strik til sidst en række over alle 16 m. Lad disse m hvile til forstykket er strikket.

    Forstykke: Afluk til ærmegab som på ryggen. Strik lige op til arbejdet måler ca. 49 cm (30 rækker fra ærmegabsaflukningen startede). Luk til hals for 6, 3, 2m og 1m 3 gange. ( de 6 m kan sættes til hvile i stedet). Strik lige op indtil samme højde som skuldervendingerne på ryggen. Strik tilsvarende vendinger og slut af med at strikkeaflukke skulder for og ryg sammen.

    Ærmer: Slå 35 m. op på p. nr. 5. Strik rib: 3 r og 2 vr over 15 omgange. Der strikkes rundt. F. eks. på fire strømpepinde. Sæt et omgangsmærke mellem de to sidste vrangmasker på 4. p. Denne markering føres hele vejen op gennem ærmet. Dette er undersiden af ærmet. Skift til p. nr. 5½ og glatstrik. Dog fortsættes ribmønstret midt på ærmet: Strik 14 m r. Strik de næste 7 m: 2 vr, 3r, 2 vr, så de ligger ovenpå tilsvarende m på ærmeribben. Strik r resten af omgangen. For hver omgang strikkes denne rib fortsat op langs hele ærmets yderside. Start udtagning på slutning af 3. omgang, hvor der strikkes, til der mangler 1 m. før mærket. Saml lænken op mellem den netop strikkede m og næste m og strik denne m drejet ret. Strik 2 r (1 m på hver side af markeringen). Strik igen en udtagning ved at samle en lænke op og strikke denne drejet r. Der er således 2 masker mellem hver udtagning. Fortsæt denne udtagning på hver 6. omgang til der er 69 m på omgangen. Strik til arbejdet måler 47 cm. Næste omgang lukkes af under ærmet med 5 m på hver side af mærketråden. Ærmekuplen strikkes frem og tilbage. Der lukkes af i hver side for 2 x 2 m. Fortsæt med at tage 1 m ind i hver side på hver pind fra retsiden på denne måde: Strik 1 m., strik 2 r sm, strik til der mangler 3 m, tag 1m løs af, strik den næste m og træk den løse m over, strik 1 ret. Fortsæt indtagninger til der er 21 m tilbage. Luk i hver side for 3, 4m. Luk de resterende 7 m til sidst.

    Forkanter: Venstre: Strik 94 m op langs forkanten fra retsiden på p nr. 5. Første pind strikkes ret (= en vrangrille på trøjens retside). Derefter 6 p rib: 2r, 2vr. Slut med 2 r. Luk af i rib.

    Højre: Som venstre forkant, til der er strikket 3 p. Derefter “det perfekte knaphul” på 4. pind. Øverste knaphul ligger 10 m fra kanten. Hvert knaphul består af 2 m. og der er 13 m. mellem hvert knaphul. Ialt 5 knaphuller. Knaphullets størrelse afpasses efter knappens str. mine knapper er 16 mm i diameter. Strik 2 pinde rib mere. Luk af i rib.

    Halskant: Saml masker op rundt i halsen: 43 m fra forkant til ryggens ribmønster, strik de hvilende m fra nakken som m viser og saml 43 m op til den anden forkant. Strik rib: 2 r, 2 vr – dog strik fortsat 3 r og 2 vr over nakkens m. Sørg også for, at den lodrette vrangrække på forstykkerne strikkes som vrang i ribben, så denne linje føres igennem hele trøjen. Efter tre rækker, strikkes knaphul i trøjens højre side. Knaphullet ligger over 4. og 5. m fra forkanten. Efter 6 rækker lukkes af i rib.

    De to vrangmasker ved siden af knapborten videreføres i halsribkanten.

    Sy ærmerne i trøjen og sy knapper i. Jeg har brugt nogle metalknapper, som engang er købt på et loppemarked.

  • 06jun
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Ud i det blå

    I en meget lækker norsk strikkebog, Vakker strikk, var der en sommertop, som i strikkefasthed passede til noget blåt farveskifte-bomuldsgarn, jeg havde fået. Modellen i bogen var med hulmønster på ærmerne samt to små flæsekanter øverst. Det første blev udeladt, da det ikke blev særlig tydeligt i det blå garn. Og det andet passer ikke rigtig til mig.

    Toppen er strikke oppefra og ned. Det gennemgående mønster er rib, to ret – to vrang. Endnu en ændring i forhold til opskriften er, at jeg har strikket vendinger under den lille glatstrikningsbort øverst, for at få toppen lidt højere i nakken.

    Det er sjovt at se, hvordan farvespillet ændrer sig alt efter hvor mange masker, der er på pinden, som følge af udtagningerne til raglan. Der er også taget lidt ind og ud i siden, hvilket også påvirker farvespillet på overfladen.

    I opskriften hedder toppen ikke “Ud i det blå”. Men da den for en stor del er strikket på togture på tværs af landet og garnet er blå, så blev det til “Ud i det blå”. Og mon ikke sommeren giver mulighed for ture ud i det blå? God sommer.

    Tags:
  • 03apr
    Categories: at strikke Comments: 1

    Toppen er strikket af resterne fra kjolen med dominomønster.

    Der startes med ryggens midterpanel: Slå 51 masker op. Strik 6 pinde retstrik. Disse pinde er altid i bundfarven. Derefter 4 pinde glatstrikning i mønster farve. Disse 10 pinde gentages til panelet måler 51 cm. Slut med 7 pinde retstrik.
    Panel for strikkes som ryg til arbejdet måler 41 cm. Slut med 7 pinde retstrik.

    Saml masker op langs siden af panelerne med bundfarven: 124 m på rygstykket, slå 42 masker op mellem de to paneler og strik 104 m op langs forpanelet. Der strikkes ret på alle pinde.

    Marker overgang mellem ryg og hals samt hals og for. Marker også arbejdets midte, som er skulderen. Tag ind på hver side af denne midtermarkering. 2 ret sammen på hver side for hver 14. Pind. (7 retriller). Når der er strikket 28 retriller, lukkes af for 86 m ved samtidig at strikke for og bag sammen og lukke af. Dette er toppens sidesøm. Der er nu 99 m tilbage.  49 m fra hver side og den sidste m er sidste m fra aflukningen i siden. Strik korte ærmer: 

    Strik rundt skiftevis ret og vrang for stadig at have retriller. Tag ind under armen på hver omgang med retstrikning. Indtagningen lægges på hver side af m fra sideaflukningen. I alt 5 indtagninger. Skift til p 2 1/2. Strik rib, 2 r, 2 vr. 88 masker. 8 omgange rib. Derefter 2 omgange kontrastfarver, stadig i rib. Luk af.

    Halskant: Strik masker op i halskanten med p 2 1/2 således: 50 m bag, 43 m langs sidestykke, 50 m for og 43 m langs sidestykke. Strik rib 2 r, 2 vr. Start i et hjørne med 1 r, 2 vr, 2 r, 2 vr, osv. Der skal være 2 retmasker i hvert hjørne i halsen. Samtidig justeres maskeantallet/tages ind til 44 m på for og bag og 36 m på sidestykkerne. På de flg. omgange tages 2 m ind i hvert hjørne. Når der er strikket 9 omgange, skiftes til kontrastfarve. Strik en omgang, stadig i rib. Tag fortsat ind. Luk af i rib.  

    Ribkant nederst. Strik 1 m op i hver retrille og strik rib 2 ret, 2 vrang. De hvilende masker på midterpanelerne strikkes med i rib. Juster masketallet, så det går op med ribben. Strik 12 omgange med bundfarve og dernæst 2 omgange kontrastfarver. Luk af.

  • 04jan
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Strikkeprøven, der blev til et tørklæde

    Jeg havde fået til opgave, at anmelde en strikkebog. Det drejede sig om en bog med japanske strikkemønstre, hulmønstre. De var beskrevet med diagrammer, som ikke helt lignede de diagrammer jeg kendte i forvejen til hulmønsterstrik. I den aktuelle bog, var alle pinde med hulmønster og derfor var alle pinde gengivet i diagrammet. Jeg besluttede mig for at strikke et af mønstrene i en lille prøve. Der blev fundet noget hvidt garn og slået 62 m. op. Mønsteret havde en rapport på 20 masker, så det ville give en vis fornemmelse for rytmen i mønsteret, at skulle gentage det hen over pinden.

    Det gik sådan set meget godt med at forstå diagrammet. Det var udfordrende. Også fordi, der skulle strikkes mønster på vrangpinde. Både omslag og drejede vrangsammentagninger. Der blev holdt nøje styr på hver enkelt række med notater ved siden af strikketøjet.

    Faktisk gik det så godt, at jeg besluttede at strikke videre ud over størrelsen på en prøve. Det er endt med et tørklæde. Her inden det er blevet vasket og spændt op.

    Det måler 93 cm x 17 cm inden opspænding og er meget “boblet” at se på. Størrelsen blev bestemt af den mængde garn jeg havde.

    Opspændt efter vask.

    Efter opspænding er målene 125 cm x 22 cm. Det færdige tørklæde.

    Jeg ville også gerne udfordre bogens mønsterdiagrammer ved at prøve at strikke rundt. Samtidig måtte arbejdet også gerne have en brugsfunktion. Det blev til halvvanter med hulmønster på håndryggen.

    De to halvvanter har forskellige mønstre, da det jo er strikkeprøver. De kan sagtens fungere som et par, da de har samme grundopbygning. Ribkant, hulmønster på håndryggen samt samme garnfarve og -kvalitet. Garnet til halvvanterne er strømpegarn. Tommelfingerhullet er fremkommet ved at lukke 12 m af og på næste omgang at slå 12 m op igen.

    Inde i håndfladen er der strikket glatstrikning.

  • 16dec
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Juletræer og rensdyr

    I november havde jeg en togtur foran mig. Strikning og togture er en god kombination, men de igangværende strikkearbejder egnede sig ikke til togstrikning. Jeg spurgt derfor min søn, om han tilfældigvis kunne bruge et par sokker. Det kunne han godt, men der skulle være rensdyr og juletræer på. “Hvis det da ikke var for kompliceret?” En sådan udtalelse er jo snarere en udfordring end en begrænsning.

    Mønsterrapporterne gik ikke helt op, så der er taget to masker ud inden juletræerne og taget ind igen derefter. Sådan må der jo fifles lidt.

  • 17sep
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Pigehue

    Denne hue er resultatet af et museumsbesøg på Glud Museum i sommerferien. Der var en særudstilling med strik gennem 300 år. Udgangspunktet for udstillingen var effekter fra museets arkiver. Nogle af disse var fortolkede eller strikket i kopier.

    I tidsnedslaget 1920-erne var der bl. a. strikket en pigehue, hvortil der var en strikkeopskrift at købe i museumsbutikken. Det måtte jeg da lige prøve. Det blev til denne hue til barnebarnet.

    Både på modellen i udstillingen og i opskriften var der en strikket snor trukket igennem en hulrække strikket i huens forkant. Snoren sluttede i et par pomponer. Jeg valgte at strikke en snor, som i længde var lidt kortere end huens forkant. Den blev trukket gennem hullerne og syet fast i begge ender.

    Der startes i huens forkant med rudemønsteret og strikkes mod baghovedet. I stedet for at sy sammen midt bag, har jeg syet samlet det med maskesting. Derefter er der samlet masker op hele vejen rundt og strikket krave med udtagninger.

    Garnet er strømpegarn, da huen så kan vaskes i maskinen på uldprogrammet, hvis det skulle blive nødvendigt.