• 23feb
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Knud og Arti

    Knud blev syet for ca. et år siden. Han opstod som følge af projekt Håndværk i nye dimensioner, Knuder&Knaster. Et projekt, hvor elever på alle niveauer lige fra børneskolen til læreruddannelsen arbejder under denne overskrift. Det hele munder ud i lokale udstillinger forskellige steder i landet. Udstillingerne finder sted mellem påske og sommerferien 2011.

    Knud sidder på en knast

    Tanken med projektet og udstillingerne er at sætte focus på den mangfoldighed, der er indenfor håndarbejde og sløjd i skolen i dag, og hvordan disse fag bidrager til at udvikle eleverne til kompetente mennesker.

    Her i sidste uge kom Arti til.

    Begge figurer er lavet ved at en lang stofstrimmel er syet sammen og stoppet med pudefyld.

    Derefter er der bundet et knob.

    Til slut er figuren fremkommet ved at dekorere knobet.

    Knud hænger på en knage min søn lavede for mange år siden af juletræstoppen.

    Knud er et løbeknob. Arti er et selestik.

    Knobene er bundet med udgangspunkt i bogen Knob og stik af Kaj Lund.

    Artis øjne er hvid karteflor, der er nålefiltet på knobet og derefter er der syet knapper på. Munden er flere rækker kædesting. Knud har broderede øjne og påsyede knapper. Stoffet er i bege tilfælde gardinrester.

    Knud fik sit navn af det udvalg, der planlægger projektet Knuder & Knaster.

    Da jeg viste eleverne i 5. kl. begge figurer og fortalte, at et selestik i bogen (Knob og stik) også er benævnt et artilleristik, sagde en af eleverne straks, at så skulle den lille hedde Arti.

  • 21feb
    Categories: at strikke, at valke, Elevarbejder Kommentarer lukket til Strikkede og valkede vanter

    At strikning i skolen er noget af en udfordring, ved enhver håndarbejdslærer.

    En af pigerne i 5. kl ville gerne strikke et par vanter. Sammen fandt vi en enkel model, der er strikket på to pinde og retstrikket. Opskriften var fra Familiejournalen og strikket i uldgarn. Hun kunne strikke i forvejen. Skulle bare lige lære at tage ind.

    Så langt så godt.

    Eleven strikkede derudaf og strikkede også hjemme fra gang til gang. Da vanterne var færdige, var de ret meget for store og helt ens i størrelse var de heller ikke blevet.

    Klassen havde tidligere arbejdet med at filte, så vanterne fik samme tur. En del af filtningen, eller valkningen, foregik simpelthen med vanterne på hænderne. På den måde kunne processen styres og valkningen stoppes når vanterne havde en passende størrelse.

    Nu er vanterne tilfredsstillende.

  • 19feb
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Multifarvede ragsokker

    I forbindelse med en strikkeopskrift på en trøje i multifarvet garn læste jeg, at når ærmerne skulle strikkes, så begynd på et nyt nøgle garn for at få dem så ens som muligt.

    Samme princip er her fulgt ved begge par sokker, men resultatet er, som det ses, faldet meget forskelligt ud.

    Lidt om sokkerne: (skostr. 43-44)

    Garn: Ragg-strømpegarn fra hjertegarn. 3 ngl. á 50 g.

    Pind nr. 4½.

    Min strikkefasthed: 19 m = 10 cm.

    44 masker. Rib, 2 r, 2 vr. 45 rk.

    Hæl over 22 m. 22 p (=11 lænker i hver side)

    4 m. midt på hælbunden.

    Saml 12 m. op på hver side af hællappen.

    46 rk. fra hælbånd til tåindtagn. begynder.

    Tåindtagningen er symmetrisk.

    En detaljeret vejledning i strikning af sokker/strømper kan læses her.

  • 11feb
    Categories: at batikfarve, at brodere, broderimaskine Kommentarer lukket til Bogomslag

    Dette bogomslag er blevet til i forbindelse med Tekstilværkstedet, som jeg har skrevet om før her på bloggen.

    Emnet for denne periode er batik. For at give eleverne en fornemmelse af hvad der sker når farver blandes, skulle de alle starte med at farve et prøvestykke i to farvebade. Stoffet er ubleget lagenlærred.

    Jeg lavede ovenstående eksempel og broderede derefter cirkler på.

    Der er brugt cirkeltilbehøret til symaskinen og der er håndbroderet cirkler. I nogle tilfælde kun cirkeludsnit. Der blev broderet på prøvestykket for at give eleverne ideer til hvad de selv kan gøre med deres prøvestykke.

    Erfaringen med cirkeltilbehøret til symaskinen lærte mig, at det ikke var nok at afstive med rivevlies,og selvom der blev strøges vliseline H250 under, var der stadig en tendens til, at stoffet trak lidt undevejs og cirklen ikke helt sluttede hvor den var begyndt. (Dette probelm kender alle, der har tegnet cirkler med en lidt løs passer).

    Eller … måske skal jeg bare øve mig noget mere. Den er sjov at lege med.

    Da nu jeg havde valgt cirkler som dekorationselement, var det oplagt, at det blev til et bogbing til matematikbogen.

    Initialerne er broderet på broderimaskinen.

    Bogbindet er monteret som beskrevet under dette link.

  • 08feb
    Categories: broderimaskine Kommentarer lukket til Stop Mob

    Selve teksten kan jeg ikke tage æren af. Men det forringer jo ikke budskabet. Enhver, der støder på mobningens uvæsen, bør gribe ind.  

    Arbejdet var en opfordringsopgave. Og en udfordring.

    Jeg var noget betænkelig ved om jeg kunne komme højt nok op på ryggen på T-shirten. Da rammen var sat på, blev T-shirten ‘krænget’ op hele vejen rundt.

    For at styre stoffet, valgte jeg forinden at ri stabiliseringsvlisen fast flere steder henover fladen inden broderirammen blev monteret.

    Den valgte teksttype er Arial i str. 20mm. Dog sidste linje i str. 25 mm.

  • 06feb
    Categories: at genbruge/redesigne Kommentarer lukket til Frugtskål

    Genbrug af vaskemaskine.

    Vaskemaskinen stod af. Den blev skilt ad og glaslågen har fået et nyt liv som frugtskål. Bemærk det lille indhak i kanten, som ligner et afslag/skår i glasset. Det var der skruerne, der holdt glasset på plads i lågen, sad. Der er en tilsvarende i modsatte side.

    Kreativitet handler også om at afprøve andre anvendelsesmuligheder af et givet produkt. I dette her tilfælde er produktet ikke ændret – blot brugt på en ny måde i stedet for at ende på storskrald.

  • 05feb
    Categories: at hækle Kommentarer lukket til Boldnet

    Et hæklet boldnet.

    Min gymnastikaktive datter bestilte et boldnet til sin gymnastikbold.

    Nettet er startet med en hæklet blomst i bunden. Derefter omgange med luftmaskebuer.

    Min opskrift på boldnettet er her.

    (Gymnastikboldens diameter er ca. 22 cm.)

    Tags:
  • 01feb
    Categories: at strikke Comments: 1

    At strikke dobbeltstrik er bestemt ikke begynderstrik.

    Dobbeltstrik er, som ordet siger, strik, der bliver dobbelt. Ikke sådan, at der strikkes to stykker, som lægges ind i hinanden. De to sider fremkommer samtidig.Der bliver en glatstrikket side på begge sider af arbejdet i hver sin farve. Når de to tråde bytter plads/side, fremkommer mønstret.

    I huen skulle slås 116 masker op. Det vil sige 232 masker på en omgang skiftevis mørk brun og hvid.

    På billedet ses tydeligt, at “retsiden” er mørk brun med hvide mønstermasker. På pinden ses alle maskerne skiftevis mørk brun og hvid. Alle mørkebrune masker strikkes ret og alle hvide masker strikkes vrang. Der skiftes således hele tiden mellem ret og vrang og mellem farverne. Ved mønster skifter farverne “funktion”.

    Når der så også skal strikkes et mønster ind i arbejdet efter et terndiagram, skal tungen holdes lige i munden.

    Selvom jeg synes jeg har strikket ret koncentreret uden at have gang i andet samtidig, har det taget sin tid.

    Min søn bestilte huen i juleferien og nu er den afsendt med posten.

    På en juletur til Hamburg, købte jeg en tysk strikkebog om dobbeltstrik. I denne bog var en huemodel med rensdyr. Det eneste fra bogen jeg har brugt, er tællemønstret.

    I bogen slås op ved at begge garnfarver bruges i opslagningen. Det synes jeg ikke så særlig pænt ud, så i stedet har jeg slået op med mørkebrun garn. På første omgang, er der så i hver maske strikket en ret med brun garn og en udtagningsmaske med hvid garn. Eller sagt på en anden måde. Der er taget ud i alle masker til dobbelt masketal.

    Jeg strikkede rundt. Dobbeltstrik kan også strikkes frem og tilbage.

    Garnet er tynd uldgarn.