• 12jul
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Kurveflettedag.

    En dejlig kurveflettedag med besøg af en kollega, som skulle introduceres til peddigrøret som flettemateriale. Og hun blev solgt.

    Samtidig lavede jeg en lille kurv til at opbevaring af løg. Min kurv er flettet på en træbund, en skive fra et birketræ, hvor barken var faldet af. Hulstørrelse er 4 mm og stagernes diameter er ca. 3,50 mm. Fremgangsmåden som i denne kurv.

    Da jeg åbenbart ikke var omhyggelig nok med at mærke af til huller, blev der ikke et ulige antal, som er det letteste til fortsat lærredsvævning på siden. I stedet måtte jeg arbejde med “to efter hinanden”. Peddigrøret længst til venstre starter flettet.

    Når der flettes “to efter hinanden” må det bagerste peddigrør ikke overhale det forreste.

    Hvis det sker, kommer det til at se således ud og det er et helt andet mønster.

    Så er løgkurven flettet færdig og klar til afklip.

    Dagens fletteresultater:

    Og lige et solobillede af Annettes kurv. Den er flettet på en bund af krydsfiner med en diameter på 30 cm. Pladen er dækkes af en rullekant, som laves idet stagerne føres gennem bunden og låses omkring stagerne på oversiden. Hanken er en færdig kurvehank, som ligger omkring bundpladen. Under fletningen af siden, fungerer de to hankesider som flettestager. Rullekanten i bunden er rigtig fin og giver kurven et helt andet udtryk af finish.

    Der er vist dømt picnic i ferien, så god tur.

     

  • 08jul
    Categories: at brodere, Elevarbejder Kommentarer lukket til Monogram – broderi med 5. kl

    Årets sidste emne i 5. kl. var en lille designopgave, som blev omsat til et broderi. Elevernes broderier blev anvendt til bogmærker. De skal læse 20-30 min hver dag, så et bogmærke er praktisk at have.

    Designprocessen var en tegnediktat. Et papir inddeltes i seks felter. Eleverne udfyldte felterne ud fra givne kriterier. F. eks. i første felt skrive navn med efternavn. På billedet herunder har jeg blændet elevernes navne. I næste felt skrive forbogstaver, i tredje felt skrive forbogstaverne sammenbundne, osv. Ideen med dette er, at eleverne skal blive opmærksomme på de forskellige udtryk, der fremkommer alt efter hvordan bogstaverne tegnes.

    Når alle seks felter var udfyldt, udvalgtes et af udtrykkene. Disse blev rentegnet indtil eleven var tilfreds  med monogrammets design.

    Næste trin i processen var at overføre det tegnede monogram til broderistoffet. For at lette denne proces, benyttedes vinduet som en lyskasse.

    Så var det ellers i gang med at brodere. Jeg havde givet eleverne valget mellem at brodere med bagsting eller med frie korssting.

     

    Et par videoer til hjælp undervejs når der skal startes på broderiet: Splitning af broderigarn samt knude på tråden. Det med knude i broderier er et omdiskuteret emne. Til vores bogmærkebroderier kunne det sagtens gå. Så var der også kun en tråd at hæfte til slut. Når de skulle øge til nyt broderigarn undervejs, lærte de at hæfte ind under det broderede. Jeg lavede også en video om start på at brodere bagsting. Tanken med disse videoer var at eleverne selv kunne se dem igen og igen, så hjælpekøen hos mig ikke var der. Samtidig blev de opfordret til at hjælpe hinanden. Men som i så mange situationer; det er lettest at spørge læreren med det samme. Det kender man måske også fra sig selv, når man er på kursus?

    Naturligvis snakkede vi også om hvad monogrammer er, hvor vi kan finde dem og hvor de har været anvendt historisk. Bl. a. til at holde styr på hjemmets tekstiler ved at sy monogram samt et tal. F. eks. lagen nr. 2.

    Vi anvendte stof til broderierne fra stoflageret. De er afstivet med tynd vliseline.

  • 20jun
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Pixi-hue dukkestørrelse

    Barnebarnet har et par pixihuer, bl. a. denne. Og hun har en dukke, hvor den medfølgende hue var meget svær at sætte på dukken. Derfor strikkede jeg en hue til dukken.

    Huen er strikket i to-tråds uldgarn på p. 3 1/2. Garnets løbelængde er ca. 160 m på 50 g. Garnforbruget til huen er ca. 12 g.

    Slå 54 m op.

    1. p: 1r, 1 vr, *2r, 2vr* gentages. Slut med 1 vr, 1 r.

    Fortsæt med rib, ret over ret og vrang over vrang. Yderste m i hver side strikkes r på alle pinde.

    Strik ca. 3 1/5 cm.

    Luk for 5 m i hver side.

    Næste p: 4 r, rib til der mangler 4 m, 4r. De to næste p strikket ret over ret og vrang over ret. Yderste m i hver side strikkes fortsat ret.

    For hver tre p, starter næste p med at strikke to r mere end foregåenden p.

    Fortsæt til der til sidst er strikket 1 p r, 1 p vr. På 3. p strikkes 24 r. De to p lægges sammen og med en tredje p lukkes af ved samtidig at strikke sammen (tag en m fra hver p samtidig).

    Alternativt kan tredje p strikkes helt ud og der kan lukkes af og sys sammen.

    Sy det lille stykke foran sammen.

  • 04jun
    Categories: at sy, Diverse Kommentarer lukket til Rundbold – banemarkeringsflag

    En nevø havde fødselsdag sidst i maj måned. Hele familien var inviteret, så der var en pæn flok. Drengen vil gerne spille rundbold når vi er så mange. Derfor blev hans fødselsdagsgave fire banemarkeringsflag, nogle bolde samt en opbevaringspose. Flagene blev afprøvet samme dag.

    Processen med flagene:

    En passende størrelse på flag blev tegnet på papir. Klippet dobbelt i hvid flagdug.

    Bolde blev applikeret på. Cirklerne til boldene er 5 cm i diameter.

    Boldene er placeret ‘lidt tilfældigt’ på flagene.

    Efter applikation blev der syet med tæt, bred zig-zag med hvid sytråd for at få tennisboldudtrykket frem.

    Flagets for- og bagstykke, som er uden applikation, blev lagt ret mod ret og syet i kanten. Åbningen er på den lodrette side, der skal vende mod stangen.

    Flagene blev kantstukket. Samtidig blev sømmerummet i åbningen bukket ind og syet sammen.

    De færdige flag er sat på rundstokke.  50 cm lange. Tilspidset i den ende ende og afrundet lidt i den anden ende. Olieret et par gange med madolie. Flagene er sat på med klammepistol.

    Så kan der spilles:

    Skulle du selv få lyst, så er mønstret på flaget her: Mønster til flag. Mønstret er uden sømmerum.

    Opbevaringsposen er der ikke lige noget billede af. Det er en traditionel “frugtpose”, dimensioneret så flagene, bolde og et boldtræ kan være deri.

     

  • 26maj
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Hue med figur

    Det er ganske vist ikke vinterhuetid lige nu. Men dette strikkekit måtte med hjem, da jeg var ude at købe garn i andet ærinde. Strikket til barnebarnet. Egentlig er garnet imod mine peincipper. Rent polyester. Ingen regel uden undtagelser.

  • 15apr
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Spencer.

    Overskriften på dette indlæg kunne også i stedet have været: “Første skridt på nye veje.” Sådanne første skridt kan det tage lang tid at træde. Der skal overvejes for og imod og de mulige løsninger skal gennemtænkes. Også hvordan løsningerne vil falde ud.

    Til sagen.

    I vinterferien, februar måned, gav jeg mig selv et kursus i tilretning af personligt grundmønster til kjole. Jeg har længe haft lyst til at få lavet et sådant. Det jeg havde fra min linjefagsuddannelse på seminariet i starten af 80’erne var ikke så anvendeligt mere. Og selvom jeg flere gange har forsøgt på egen hånd, så manglede jeg lige det der skarpe blik, der kan se hvad der skal rettes og hvor. Skal man gøre det selv v.h.a. et spejl, kommer det ikke til at virke, da man drejer sig for at se i spejlet m.m.

    Første skridt var altså, at jeg tilmeldte jeg mig et dagskursus i tilretning af kjolegrundmønster hos Skaberlyst i Århus. Og efter en meget intens kursusdag; hun er bare dygtig, hende Signe;  gik jeg derfra med et personligt grundmønster, der passer lige præcis til mig.

    Hjemme forestod så arbejdet med næste skridt. Grundmønstret, opsyet i staut, er ikke i sig selv særlig spændende. Jeg har engang syet denne spencer.  Normalt siger man, at tøjet kryber inde i skabet. Der sidder sådan nogle små væsner, der hedder kalorier. De syr tøjet ind om natten. For mig er der sket det modsatte. Det er mig, der er “krøbet i vask”. Så den gamle spencer kunne jeg ikke passe mere. Den var syet efter et standardmønster. Jeg var glad for modellen, så jeg bestemte, at den skulle være udgangspunktet for mit første forsøg med at bruge mit personlige kjolegrundmønster. Den gamle spencer lever videre hos en anden, så min nye model blev tegnet ud fra hvordan jeg synes den skulle være og ikke kopieret direkte.

    Designændringer i forhold til grundmønstret har været at indtegne prinsessesnit. At lave overskæring på den midterste bane, så der kunne sys en lynlås ind midt foran. At udringe halsudskæringen. Og i underkanten af hver bane er lagt en anelse vidde ind. Ikke mange ændringer i forhold til grundformen, men lidt har også ret. Jeg tog grundformen i staut på og markerede prinsesselinjen med knappenåle.

    Så var det selve mønsterarbejdet. Jeg synes det er ret sjovt at indtegne linjer og flytte rundt på mønsterdele. Det nye mønster med brystindsnittet flyttet til prinsessesnittet, ser således ud.

    Dette mønster blev der taget en kopi af, da sidesømmene i underkanten går ind over hinanden. Dette skyldes den føromtalte lille mervidde i underkanten. På kurset blev det kraftigt understreget, at det var mere end en god ide, at sy en prøvemodel inden der blev klippet i det rigtige stof. Og helst noget stof, der minder om det, som modellen skal sys op i.

    Jeg fandt noget gammel i lageret, der lignede i kvalitet. Her er mønsterdelene lagt på prøvestoffet og sømrum er mærket op. Det er nu ellers ikke en disciplin, jeg ynder at bruge meget tid på. Et godt øjemål rækker langt. Men når nu det var afprøvning, var det nok bedst at være omhyggelig.

    Prøvemodellen blev syet og prøvet. Og en lille ændring blev lavet. Halsudskæringen var blevet lige dyb nok. Det øvrige design fungerede godt nok.

    Så var det endelig tiden at klippe i det rigtige stof og sy. Og denne gang skulle der både klippes foer og yderkjole. Også her var jeg grundig med opmærkning af sømmerum. Det får I ingen billeder af.

    Og så til det endelige resultat.

    Den har været i brug og den sidder som en drøm. Det fremgår ikke af billedet herover, at den faktisk er ret kropsnær. Alligevel er der fuld bevægelsesfrihed. Skønt.

    Stoffet er en blandingsvare med lidt uld i. Der er lynlås i siden. Lynlåsen foran er ren pynt.

    Mit næste skridt udi eget design ud fra grundmønstret skal nok være noget med ærmer i, så det også kan afprøves. Det bliver dog ikke lige foreløbig, da jeg er kommet til at sige ja til at sy kostumer til et lokalt egnsspil med udgangspunkt i reformations- og renæssancetiden.

     

  • 01apr
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Lakrids Armbånd

    Og nej. Det kan ikke spises. På Håndarbejdsmessen i Middelfart midt i marts købte jeg et strikkekit hos dragenkunst.dk. Strik i tynd plastsnor på pinde nr 2. Perlerne, som blev trukket på snoren inden opslagning, strikkes ind efter forgodtbefindende. Det var sjovt at strikke, men bestemt ikke et begynderstrikkearbejde.

    Til slut hæftes ender, armbåndet formes med vrangsiden udad og er klar til brug.

    Kontrasten mellem perler og den sorte snor er ikke så tydelig,men sådan er det.

  • 15mar
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Vanter

    Min søde Niece, som havde fødselsdag en af de sidste vinterdage, ønskede sig vanter.

    Håndryggens side, der viser lidt om pigens interesse. Hestene løber hver sin vej for at få mere liv i fladen. Eller hvordan er det med heste? Flokdyr?

    Håndfladens side

    Håndfladens side med mønster på tommelkilen. Tre masker i hver side, med eget lille mønster, adskiller vantens to sider.

    Strømpegarn. Ca. 150 m / 50 g.
    Slå 52 m op på 4 pinde nr. 2 1/2. Strik 35 omg. rib: 2 r, 2 vr.
    Skift til p 3 og strik en omg. glat. Tag samtidig 4 m ud, jævnt fordelt. Næste omgang markeres til tommelfinger således: Strik 25 m, sæt mærke, 1 r, sæt mærke, 30 m.

    Tommeltotkile strikkes mellem de to markeringer.

    Start mønsterstrik. Håndfladens mønster starter på 1. pind. Sidste m på 2. og de to første m på 3.  pind er sidemasker. Tilsvarende med sidste m på 4. p og de to første m på 1. pind. Disse m adskiller for og bag (håndryg og håndflade).

    Efter tre omgange starter udtagning til tommelfingerkile. Tag ud mellem de to mærker, en m i hver side af kilen indenfor mærkerne.

    Tag derefter ud på hver 3. omg. indtil der er 15 m. i kilen. Strik 3  omg. og sæt derefter de 15 m. til hvile på en sikkerhedsnål.

    Slå 4 m op bag tommelfingerhullet. Strik 3 omg. og tag ind 2×2 m: Strik til der mangler 7 m. (De yderste m er kanten af vanten, som løber fra ribben og op ved siden af tommelfingerhullet.) Strik 2 r dr sm, 1 r. 2 r sm 2 r.

    Strik igen tre omgange. Strik til der mangler 3 m. 2 r sm, 1 r. Nu er der igen 52 m på omgangen. Mønstret strikkes så det passer ind.

    Strik til vanten er godt forbi lillefingeren. Ca. 16 cm efter ribben. Tilpas efter mønstret og håndens længde.

    Indtagning: 1 r, 1 løs af 1 r træk den løse m over. Strik til der mangler 3 m. 2 r sm, 1 r. Gentages. Indtagningerne ligger på hver side af mønsterbåndet i siden. Når der er 10 m tilbage brydes garnet og trækkes gennem alle m.

    Tommeltot: .Strik 7 nye m op på den anden side af tommelfingerhullet og sæt de 15 hvilende m på pinde. Fordel m på 3 pinde.

    Strik 2 omg rundt. Derefter tages to m ind over de opstrikkede m, altså på indersiden af tommelfingeren. De to yderste m lægges øverst ved indtagningerne. Indtag til 20 m i tommeltotten.

    Strik 17 omg. Tag 2 r sm hele vejen rundt. Tag ind tilsvarende på næste omg. Bryd garnet og træk garnet gennem maskerne.

    Højre vante: Rib som venstre vante.  Afmærk tommeltot: 2 r, sæt mærke, 1 r, sæt mærke, ret omg. ud. mønsterstrik starter. Sørg for at højre vante bliver spejlvendt i forhold til venstre vante.

  • 11mar
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til T-shirt igen, igen

    Efter en hård arbejdsuge er det godt med noget, der kan klares på automatpiloten.

    Samme model som denne og denne. Denne her gang ingen dikke-darrer. Bare lige ud af landevejen. Stoffet, et eller andet blandingsmateriale, er fundet i Stof&Stil.

    Tags:
  • 05mar
    Categories: at strikke Comments: 4

    En trøje eller bluse strikket til min datter. Strikket i “SISU” fra Sandnes garn. Den er strikket oppefra og ned. Så ingen sammensyninger, kun endehæftninger. Det kan vi li’.

    Det var detaljen med den skrå rib på ryggen, som hun vist nok faldt for.

    Opskriften er fra Familiejournalen.

     

    Tags:
  • 17feb
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Nederdel

    Fandt et fantastisk flot stykke rød velour. Farven er i virkeligheden mere bordeauxrød ned billedet giver indtryk af. Ikke særlig stort og med en lille skade i det ene hjørne. Det er jo sådan det er med rester.

    En nederdel kunne der godt blive af det. Den er syet efter et nederdelsmønster fra Stof&Stil, hvor jeg har fusket lidt med det. På mønstret gik sidesømmene indad ved underkanten i forhold til hoftebredden, og det skulle det ikke – i hvert fald ikke til mig. Så det er tegnet lige ned. Nederdelen er foret.

  • 16feb
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Jeg var i efteråret til kundeaften hos Stof&Stil. Og skulle selvfølgelig ikke have noget.

    Aftenen indledtes med modeshow, som var meget inspirerende. Bagefter var butikken åben og vi kunne handle.

    Et bestemt stykke stof blev ved med at trække mig til sig. Et stykke viskosejersey. Det blev der denne kjole ud af.

    Syet efter samme mønster som den grønne kjole. Det var stoffets design, jeg faldt for. Jeg har endnu ikke haft den på. Den virker tung i det, men det viser sig i brug.