• 16dec
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Juletræer og rensdyr

    I november havde jeg en togtur foran mig. Strikning og togture er en god kombination, men de igangværende strikkearbejder egnede sig ikke til togstrikning. Jeg spurgt derfor min søn, om han tilfældigvis kunne bruge et par sokker. Det kunne han godt, men der skulle være rensdyr og juletræer på. “Hvis det da ikke var for kompliceret?” En sådan udtalelse er jo snarere en udfordring end en begrænsning.

    Mønsterrapporterne gik ikke helt op, så der er taget to masker ud inden juletræerne og taget ind igen derefter. Sådan må der jo fifles lidt.

  • 11dec
    Categories: at brodere Kommentarer lukket til 2. adventsuge

    Så er den anden adventsuges broderiudfordring klaret. Opgaven var denne gang, at brodere rundt om de fem cirkler fra første uge. Stingvalget var frit, dog ikke det samme, som inde i cirklerne.

    Jeg valgte, at tegne en bølget, organisk form om de fem cirkler. Som om de er småøer i et åløb. Farvevalget er lidt mørkere farver end farvevalget i 1. uge. Stingvalget her i anden uge er speckling. Det er forsting spredt over fladen og i alle retninger.

    Hvad mon der videre kommer til at ske?

  • 04dec
    Categories: at brodere Kommentarer lukket til 1. adventsuge

    Jeg har tilmeldt mig en adventsbroderiudfordring. Et fortløbende broderi, hvor der hver adventssøndag kommer en ny delopgave. Det er Brodøsens Værksted, der udbyder udfordringen.

    I den første adventssøndag kom der mål og optegning af delelementer på broderiet. Materialerne skal hentes fra lageret. Der er visse bundne krav og visse mere frie muligheder. Således farvevalget af stof og garn. Mit valg af garn signalerer ikke videre jul, måske snarere forår.

    Her i den første delopgave var det de fem cirkler, der skulle udfyldes. Her valgte jeg frie korssting. Og de ligger lag på lag.

    Hvad det hele skal ende med, har jeg ingen anelse om. Det fremgår ikke af oplægget, så det kommer nok senere. Om ikke andet, så er det ret hyggeligt at sidde og brodere, mens mørket falder på udenfor.

  • 27nov
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Hjerter – hurtig symaskineopgave

    Hjertet herunder er syet som inspiration til undervisning i håndværk og design, hvor målet er, at eleverne skal træne/repetere betjening af symaskinen.

    Først klippes et hjerte i papir. Dernæst klippes to stykker stof og et stykke pladevat lidt større end papirhjertet.

    Der sys om hjerteformen med stikkesting.

    Til sidst klippes med takkesaksen lidt udenfor stikningen. Med en ophængssnor er hjertet nu klar til at bidrage til julestemningen.

    Eleverne vil blive opfordret til at prøve med forskellige former og størrelser på hjerter.

  • 31okt
    Categories: at brodere, at sy Kommentarer lukket til Broderede hjemmesko

    Jeg har efterhånden syet nogle hjemmesko. Stort set alle efter en gammel sybog: Tøj du selv kan sy af Elsebeth Gynther og Bjarne Solbjerg. En efterhånden bedaget bog fra 1984.

    Denne gang havde jeg lyst til at brodere som udsmykning på skoene. Materialet er uldstof og broderiet er udført med amagergarn. To tråde i nålen.

    Ideen startede med, der skulle broderes cirkler. Derfor blev der tegnet koncentriske cirkler på et mønsterpapir. Disse blev overført til stoffet ved at ri gennem cirklernes kontur med en ritråd.

    Papiret blev forsigtigt pillet af.

    Jeg begyndte at brodere cirkler i fladsyning, men ret hurtigt blev jeg klar over, at helt ens fladsyede cirkler nok ikke ville lykkes helt og de ville også blive lidt “døde” at se på. Derfor blev det til mere varierede stinglængder indenfor de koncentriske cirkler.

    Efter alle cirkler/blomster var broderede, blev de forbundet med kædesting og bladene er broderede med tætte Y-sting. Indeni hver blomst er syet frie korssting.

    Så forestod færdiggørelsen til hjemmesko. Sålerne er flere lag uldstof med et stykke kraftig bomuldsstof inderst. Disse lag er quiltet sammen på maskinen. For ikke at slide for meget på det broderede overstykke, er der indeni et stykke lidt kraftigt quiltet bomuldsstof. Til sidst er der syet skindsåler under bunden. Syet på i hånden.

    Så er skoene klar til brug.

    Som det fremgår er de to sko ikke broderet ens. Blomsterne er placeret symmetrisk. Resten har udfoldet sig undervejs i broderiarbejdet.

    Mine andre hjemmesko, samt mere udførlig arbejdsgang, vil kunne ses her og her og her.

  • 16okt
    Categories: at arbejde i læder Kommentarer lukket til Sakseetui

    Nogle gange har jeg brug for at have en lille saks med. F. eks. sammen med et strikketøj eller et broderi. Det er ret upraktisk, hvis spidsen af saksen går igennem posen det øvrige opbevares i. Dette problem er nu løst. På et kursus, arrangeret af Den faglige forening Håndværk og Design, lokalforening Sjælland, deltog jeg i læderværkstedet. Mit mål hjemmefra var, at hvis jeg fik lavet sakseetuiet, så behøvede jeg ikke nå mere.

    Først skulle formen findes og til det lavede jeg en papirmodel i rigtig størrelse. Denne blev brugt som mønster til at skære læder ud efter.

    På billedet er kanterne ordnede med brun narvsværte og de er polerede.

    Jeg ville især gerne få bedre styr på at sy sadelmagersting.

    Det lukkede etui er 13 cm langt.

    Resultatet er blevet meget tilfredsstillende.

  • 17sep
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Pigehue

    Denne hue er resultatet af et museumsbesøg på Glud Museum i sommerferien. Der var en særudstilling med strik gennem 300 år. Udgangspunktet for udstillingen var effekter fra museets arkiver. Nogle af disse var fortolkede eller strikket i kopier.

    I tidsnedslaget 1920-erne var der bl. a. strikket en pigehue, hvortil der var en strikkeopskrift at købe i museumsbutikken. Det måtte jeg da lige prøve. Det blev til denne hue til barnebarnet.

    Både på modellen i udstillingen og i opskriften var der en strikket snor trukket igennem en hulrække strikket i huens forkant. Snoren sluttede i et par pomponer. Jeg valgte at strikke en snor, som i længde var lidt kortere end huens forkant. Den blev trukket gennem hullerne og syet fast i begge ender.

    Der startes i huens forkant med rudemønsteret og strikkes mod baghovedet. I stedet for at sy sammen midt bag, har jeg syet samlet det med maskesting. Derefter er der samlet masker op hele vejen rundt og strikket krave med udtagninger.

    Garnet er strømpegarn, da huen så kan vaskes i maskinen på uldprogrammet, hvis det skulle blive nødvendigt.

  • 29aug
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Top med snoninger

    Garn: Laura linen. Hørgarn med løbelængde 200 m på 50 g.

    Pinde nr. 2½.

    Strikkefasthed: 34 m i mønster = 10 cm.

    Slå 252 m op.

     1. omgang: ret over alle masker

     2. omgang:  4 ret, 3 vrang. Lad omgangen starte mellem de to midterste retmasker. En snoning lægger sig i ”sidesømmen”.

    3. – 5. – 7. omgang  som 1. omgang

    4. -6. -8. omgang som 2. omgang.

     9. omgang: Snoning: De to første masker hviler på hjælpepind bag ved arbejdet. Strik de to næste masker ret. Strik så de to masker fra hjælpepinden. De næste tre masker ret. Gentag omgangen ud.

    Herefter gentages 1. og 2. omgang tre gange efterfulgt af 9. omgang. O.s.v. Snoningerne udføres på retsiden af arbejdet.

    Efter 36 cm deles arbejdet i for og bag. Lad en snoning være ‘sidesøm’. Bagstykket strikkes først. Slå 9 m op i hver ende af bagstykket. De yderste m strikkes i ret på både ret- og vrangside. Øvrige m fortsætter i snoningsmønstret.

    Efter 52 cm, sættes de midterste 38 m på maskenål. Strik hver side for sig: Mod halsen tages 1 m ind 5 gange. Samtidig strikkes vendepinde på skulderen med vending 8 m før seneste vending. 6 vendinger i alt. Strik en pind over alle skuldermasker. Lad maskerne hvile.

    Forstykket strikkes som ryggen til der er strikket 46 cm. Sæt de midterste 24 m på maskeholder. Mod hals tages 1 m ind 12 gange.

    Strik lige op indtil forstykket har samme højde som ryggen. Strik vendepinde på skulderen som på bagstykket.

    Læg de to skulderpinde ret mod ret og strik sammen med aflukning.

    Strik masker op til halskant. Ialt 126 m. Sæt samtidig markeringer på hver side af de hvilende masker fra midt for og bag. Strik skiftevis en omgang ret og vrang 8 omgange i alt. På næste omgang tages 1m ind i hver side indenfor markeringerne for at undgå kanten flaner. Luk af på næste omgang.

    Hæft ender og sy sammen under ærmer.

    Farven på billedet er misvisende. Den er nærmest meleret mosgrøn.

  • 25jul
    Categories: at strikke Comments: 1

    Sommerens hurtige strik blev en T-shirt str. 6 år. Størrelsen gør jo noget for hurtigheden. Modellen er fra bladet Sally’s nr. 5/2021.

    I bladet var der brugt to farver garn. En bundfarve og en anden til striberne. Som det fremgår af billedet, valgte jeg hvid bundfarve og forskellige blå som striber. Når arbejdet starter en sen lørdag aften, tager man hvad man haver på lager og får det bedste ud af det.

    Stribemønsteret har lidt struktur. Dette opstår ved først at strikke en omgang ret og dernæst en omgang med skiftevis 1 ret og 1 vrang.

    Modellen er strikket nedefra og op og ærmerne er strikket ind til en raglanlukning. Da det er en str. 6 år, er der ikke meget plads til at strikke rundt i de første omgange af raglanindtagningen. Dette blev løst ved at bruge en hjælpepind til at strikke rundt i ærmerne i de første omgange af sammenstrikningen. Se evt. indlægget herunder.

    Opskriften foreskrev, at der blev lukket masker af under armen på krops- og ærmedelene til senere sammensyning. Jeg satte dem i stedet på maskeholdere (sikkerhedsnåle).

    Dette gjorde jeg for senere at sy hullet under armen sammen med maskesting. Så er der ikke en kant under armen, som fylder.

  • 17jul
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Hjælpepind – raglansammenstrikning

    Det kan være noget af en udfordring, at strikke ærmer og kropsstykke sammen når der skal strikkes raglanærmer. Det er ret svært at komme rundt i ærmerne med strikkpindende i starten af raglanindtagningen. Nærmest umuligt; især hvis der strikkes børnetøj i mindre størrelser.

    Løsningen kan være at bruge en hjælpepind til at strikke nogle af maskerne på ærmedelene.

    Denne lille video forsøger at vise hvordan.

  • 12jul
    Categories: at brodere Kommentarer lukket til Omslag til lommebog

    På sommerkurset, Rødding 2021, var der indlagt en sjov lille supplerende opgave. Temaet for sommerkurset var naturbilleder. Dette tema var midlertidigt suspenderet i denne opgave. Her handlede det om at smelte organza.

    Først blev der opbygget en flade v.h.a. collageteknik. Dernæst et lag organza over, og så frit broderet på fladen, så det hele hang sammen.

    Organza er et kunstprodukt, som smelter ved lav temperatur, så fat i varmeblæseren. Den, der f. eks. bruges til at fjerne maling. Den har højere varmetemperaturer, end en hårtørrer.

    Kursusinstruktøren demonstrerer brugen af varmeblæseren.

    Varmeblæseren føres over overfladen og på et tidspunkt begynder organzaen at smelte væk, så der kommer huller i det, hvor igennem det underliggende stof nu træder tydeligt frem.

    Jeg havde brugt organza, som engang var købt i en rodekasse i en dagligvarebutik. Det er lidt kraftigere, med tynde metaltråde i hver side, da det er beregnet til dekorative formål.

    Da organzaen var lidt kraftigere, skulle jeg bruge mere varme, med det resultat, at noget af det sytråd, der var brugt til at brodere med, også begyndte at smelte væk. Det var simpelthen for dårlig en trådkvalitet, så hermed en advarsel mod at købe for billig sytråd. Og for kraftig organza, da smeltningen blev sværere at styre.

    Her er der smeltet de huller, der skal være. For at sætte lidt kulør på den douchede brune flade, klippede jeg kvadrater i rød og grøn. Om formiddagen havde vi til morgensamlingen på højskolen hørt om kvinderne i Bauhausskolen. Billederne fra dette foredrag inspirerede mig til kvadraterne. Den stramme kvadratiske form er blødet op ved at brodere blomsterlignende figurer ovenpå. Denne idé ‘huggede’ jeg fra en medkursist.

    Omslaget er tilpasset min kalender. Nyt skoleår – ny kalender. Det blev forsiden, der fik fire kvadrater. Omslaget er aftageligt. Vejledning til at sy aftageligt bogomslag.