| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
| 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 |
| 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 |
| 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 |
| 29 | 30 | 31 | ||||
Et penalhus til en som trængte. Model og materiale (lastbilpresenning) som denne. Dekorationen blev denne gang et stykke presenning i en anden farve lagt på skrå og syet fast med åbne zig zag inden lynlås og sammensyning. Der er tilføjet presenningsstykker, syet over lynlåsenderne, som en ny detalje.
Nogle hurtige dækkeservietter syet af en rest voksdug. Klippemålet er 47 cm på den lange led og 37 cm i bredden. Der er ombukket 1 cm til bagsiden hele vejen rundt og hjørnet er foldet i vinkel. Syet lige indenfor ombukket.
Voksdugen trævler ikke, så det er ikke nødvendig at ordne kanten yderligere. Som det måske fremgår af billedet herover, er voksdugen fremstillet af et stykke vævet tekstil, som har fået vokslaget derefter. Sådan tror jeg det må være foregået. Jeg valgte at sy med en stretchnål, som har kuglespids, for ikke at skære de vævede tråde over ved syningen.
Dækkeservietterne er syet til at skulle bruges på havebordet.
Så er der klar til borddækning.
Den syvårige havde nogle jeans, som skulle afkortes til shorts. Når en sådan opgave gives til mig, så inviterer det til at lege med de afklippede bukseben. Valget faldt på en nederdel. Jeg havde i forvejen hendes taljemål og en anslået nederdelslængde.
Første del bestod i af klippe stykkerne til i rektangler. Eller mere præcist, at skære dem med rulleskæreren for mest mulig præcision. Ikke alle lige brede.
Derefter at samle de forskellige stykke, der havde samme bredde, i nogle baner.
Så var det tid at samle banerne bedst muligt.
Nederdelen er syet til en pige, der godt kan lide bling og pynt, så derfor måtte der broderes nogle hjerter lidt spredt over stykket. Dette foregik på broderimaskinen. Hjerterne er ikke alle ens, men udgangspunktet er det samme hjertemotiv.
Den hvide festonkant skal være flæse nederst. Den er rynket på overlockeren med maksimal differentialtransport. Lettere er det vist ikke at rynke et stykke stof. Så er det bare at sy den på den tilrettede underkant.
I taljen en bred elastik. Jeg havde et stykke liggende med glimmer i, så det måtte nødvendigvis bruges her.
Først fik hun overdraget sine “nye” shorts. Dem var hun godt tilfreds med. Derefter sagde jeg til hende, at her var hendes afklippede bukseben. Så fik hun nederdelen. Selvfølgelig var jeg noget spændt på, om hun overhovedet kunne lide den. Dagen efter, da hun skulle have tøj på, kom den på.
Velkommen til et lille barnebarn.
Bodystockings i str. 63 cl og 70 cl. Så passer de nok til vinter. Samt to suttesnore.
Jeg havde noget sommerligt blomstret stof liggende, som ville passe godt til en nederdel med en del vidde. Det opnåede jeg bedst ved at lave den rundskåret. Der kunne blive til en rundskåret 3/4 sol. Dvs. 3/4 af en cirkel eller et cirkeludsnit på 270o. Det havde dog den omkostning, at trådretningen måtte lægges lodret i hver mønsterdel.
Det optimale til en rundskåret nederdel er at lægge trådretningen 45o. Så vil nederdelen falde blødt og jævnt ned fra taljen. Med den lodrette trådretning ser det nu mere ”søjleagtigt” ud. Måske bliver helhedsindtrykket mere lodret og illuderer mere længde, end der egentlig er? Nederdelens længde er 66 cm og vidden i underkanten er ca. 360 cm.
Oplægningen er foretaget med et smalt skråbånd af samme stof som nederdelen.
En blomstret nederdel kan kun have en blomsterknap.
Denne nederdel er opstået på baggrund af to rester. Den ene er købt som en rest i Selfmade, tidligere Stof og Stil. Den anden rest er også derfra og er rest fra et andet syprojekt. Begge rester var samme kvalitet og farve. Ingen af resterne var store nok til den nederdel, som jeg havde i tankerne. Da de var anskaffet på to forskellige tidspunkter, var der ingen garanti for, at de var fra samme rulle og dermed samme indfarvning. Der er altså en potentiel risiko for, at de i brug vil skifte farve lidt forskelligt. Dette har jeg prøvet at tage højde for ved at lade alle sømme være dækket af et bånd. Så bliver evt. farveforskel med tiden måske knap så tydeligt. Samtidig måtte udtrykket gerne være anderledes.
Udgangspunktet blev denne nederdel i A-facon. Mønsteret blev kopieret og forlænget til den nye ønskede længde, som er midt læggen. Og der blev tegnet ideskitser.
Dernæst blev mønsterdelene kopieret og tapet sammen til et helt mønster. På billedet herunder ligger forstykkerne i midten.
Ved samlingen af forstykke og bagstykke, fremkom et lille indsnit øverst i hver side hvor hoftebuerne er. Næste trin i processen var at indtegne overskæringslinjer i det sammentapede mønster. De endte med at ligge lidt anderledes end på billedet herunder. Jeg var ikke interesseret i sømme, der fulgte de traditionelle midt for, midt, bag samt sidesømme. Dog bortset fra lidt af midt bag, for at sætte lynlås i. De to fremkomne indsnit, som følge af hoftebuerne blev flyttet, så de lå i forlængelse af en overskæringslinje. De blå linjer på billedet herunder viser de oprindelige sidesømslinjer. De nye “hoftebueindsnit” er åbningerne i papiret øverst.
Da overskæringslinjerne var tilfredsstillende, blev mønsteret klippet fra hinanden. Jeg foretog en løselig vurdering af forløbet af disse linjer, ved at svøbe mønstret rundt om kroppen og se i spejlet. For at holde styr på det hele, blev der sat samlemærker ved alle overskæringer samt skrevet bogstaver, så jeg senere ville kunne se, hvad der hørte sammen med hvad. Ved klipningen af de enkelte dele, blev der klippet små hak ved samlemærkerne. På papirmønsteret blev ligeledes markeret luvretningen på alle dele. På billedet herunder er alle dele klippet i fløjl.
Trådretningen på de to yderste og nederste stykker blev ændret. Disse stykker bestod af dele fra både for- og bagstykket. Inden fraklipningen blev de to trådretninger parallelforslkudt ind på hver af de to dele for sig. Derefter blev der tegnet en ny trådretning i midten af de to oprindelige. Denne trådretningsændring ville understrege det sammenstykkede udtryk.
Så var det i gang med at sy. Egentlig var det jo bare et puslespil med seks brikker, men tungen skulle holdes lige i munden. Ingen mønsterdele blev pillet af, før de skulle bruges. Samlemærkerne havde fået bogstaver inden mønsteret blev klippet fra hinanden. Disse bogstaver blev overført til stoffets bagside lige inden mønsterdelen blev taget af. Her er samlemærke A brugt. Senere skal samlemærke C bruges, så det er skrevet i samme omgang. Der er skrevet med stofkridt.
For hele tiden at sikre jeg var på rette vej, blev mønsterdelene lagt på de sammensyede stykker. Herunder mangler kun det sidste stykke at blive syet på.
Til slut skulle den sidste søm samles og der kom en nederdel ud af det. Spændende om det så ud som forventet. Det gjorde det.
Jeg var især spændt på hvordan de flyttede hoftebueindsnit ville virke. Det er blevet tilfredsstillende. De er kommet til at se ud, som om de snor sig om kroppen.
Udtrykket i nederdelen er blevet folkloreagtigt, hvilket jeg godt kan lide. Dette udtryk har jeg valgt at understrege ved at sætte en tinknap i linningen midt bag.
På de følgende billeder kan forløbet af de påsyede bånd bedre ses.
Jeg er meget tilfreds med eksperimentet og legen med mønsteropklipningen.
Når rejsen er lidt længere end togtur, hvor bagagen hele tiden er inden for øjesyn, ville kuffertmærker nok være en god ide. Så derfor lavede jeg lige et par stykker. Materialet er skind, bogbinderplast og navneskilte. Jeg har på et tidspunkt lavet labels til at sætte på julekort. Et sådant er sat på alm. hvidt papir og der er bogbinderplast på begge sider.
Jeg tegnede en skabelon, som kan ses her.
Karabinhagen til kuffertmærket er valgt, for at det skal være let at flytte mærket til en anden bagage en anden gang.
For at forbedre syningen i skindet, lagde jeg et stykke mønsterpapir ovenover, så trykfoden gled bedre. Samtidig skiftede jeg symaskinenål til “jersey 100”. Der skulle jo sys gennem skind og bogbinderplast.
Kuffertmærkerne har naturligvis adresse. Ellers giver det nok ikke så megen mening. De holdt til rejsen uden problemer.
Dette var en workshopoverskrift på en nylig afholdt konference om bæredygtighed, arrangeret af Den faglige forening Håndværk og Design. Som titlen på dette indlæg siger, var udgangspunktet kasserede skindjakker. Instruktøren, Joan Eriksen, tilføjede andre materialer, der skulle indgå i arbejdet. Gamle broderier af dem, der fordums var at finde i mange hjem og som kan erhverves på genbrug for få penge. Hertil pelsrester.
For at komme i gang med arbejdet og være rimelig sikker på at komme i mål, valgte jeg at starte med en mindre opgave. Jeg syede et etui til min saks. Den er ofte med på kursus, så et passende etui til dette, kunne jeg godt bruge.
Jeg har dog ikke helt overholdt alle kravene i opgaven, idet der ikke indgår pels i dette arbejde.
Etuiet er foret med alm. bomuldsstof. Nederst i etuiet, i spidsen, er syet et lille stykke skind på hver fordel. Dette er for at forhindre saksen i at bore sig igennem forstoffet. Etuiet måler 21 cm i længden og 10½ cm på det bredeste sted.
Næste opgave blev en mindre taske. Det var en todages konference, så tasken påbegyndtes på dag to. Udgangspunktet var den samme røde skindjakke. Dejligt blødt skind. Det var så også skindets farve, der var udgangspunkt for at vælge hvilke broderielementer og pels, der skulle tilføres. På jakkens forside var der nederst en lomme, som blev styrende for taskens design og størrelse.
På jakken var der en brystlomme, som kunne indgå i taskens bagside. Jakken var meget figursyet, så der var mange gennemskæringer. Det begrænsede i noget omfang hvor store de enkelte elementer kunne klippes. Samtidig tilstræbtes harmoni i udtrykket. Den ene brystlomme blev klippet ud og sammensyet med andre dele. Der blev også lavet en ekstra, udvendig lomme. Ikke af hensyn til en bestemt funktion. Mere for at få balance. Det mest harmoniske ville have været at bytte om på placeringen af de to lommer, men da tasken er tænkt til at skal have syet en bund, ville lommen komme til nærmest at kravle om på siden.
På dette tidspunkt i processen blev syet to små skindstrimler, foldet dobbelt, i hver side på bagstykket øverst, ca 3 cm fra overkanten. Det er til senere at sætte taskens rem fast i.
Så langt, så godt. Tasken skulle have for. Da jakkens for ikke var videre slidt og samtidig virkede til at være af en god kvalitet, valgte jeg at klippe foret til tasken af jakkens for. Jeg ønskede en indvendig lomme i tasken. Lukket med en lynlås. Lommen i foret går ikke helt ud til siden, fordi tasken skal have syet bund. Lynlåsens farve matcher ikke helt forets farve, men da det er indvendigt, kan det godt gå. Lynlåsen er også genbrug.
I en taske er det praktisk, at det er let at finde nøgler. De ligger tit og rasler rundt i bunden. For at tage højde for dette, er der isyet en karabin i foerets sidesøm. Det er den strop, der var i nakken af jakken til at hænge den på knage med, der er brugt til dette formål.
Så var tiden kommet til at samle det hele til en taske. Først klargjorde jeg lynlåsen, der var lidt længere end tasken, med to små skindstykker i hver ende til at tage fat i, når der skal lynes op og i. De ses på billedet herunder. Lynlåsen blev syet i, så lynlåsbændelen ligger skjult mellem skindstykke og forstykke, når tasken åbnes. Derefter blev de enkelte dele lagt ret mod ret. Skind mod skind og for mod for. Syet sammen og med en åbning i siden af foret. Så blev bunden formet ved at lægge side- og bundsøm mod hinanden og sy en bund, der er 5 cm bred. De to fremkomne trekanter er syet sammen for mod skind for at hindre foeret i at kravle ud af tasken i brug. Sørg for at få disse trekanter til at ligge ned mod bunden. Så var tasken klar til at blive vendt ud gennem åbningen i siden af foret.
Hanken til tasken lå også i materialebunken på workshoppen og kom måske fra en anden taske? Den er blevet samlet omkring en karabin i hver side, som er hægtet ind i de isyede sidestropper.
Tasken måler ca. 27 cm i bredden og 20 cm i højden.
Når der tales bæredygtighed og materialer, tales der bl. a. om upcycling og downcycling. Her vil jeg vove at påstå, at der er tale om upcycling. Skindjakken var kasseret, broderiet var der ingen, der ville have hængende mere, den indvendige lynlås samt karabinhage har tidligere været brugt i andre sammenhænge og pelsen er rest fra tidligere produkter.
Igennem temmelig mange år har jeg haft et sæt sekskantede æsker liggende. Dvs. to stykker karton, hvorpå æskeskabelonerne var påtrykt. Nu er de blevet syet. De er i tre størrelser. Tværmål på længste diagonal er henholdsvis 8 cm, 10 cm og 12 cm. De er betrukket med stof udvendigt og indvendigt.
Jeg startede med den mindste størrelse. Fulgte ikke den medfølgende vejledning, hvilket senere gav nogle udfordringer. Der stod noget om at lime stoffet fast og derefter sy hjørnerne i hånden. Jeg syede hjørnerne på maskinen på alle tre størrelser. På den mindste æske blev kanten bukket ind og limet fast med limstift. Det betød så, at jeg ikke kunne gå videre, før det var tørt.
Belært af denne erfaring, blev de to næste størrelser ordnet v. h. a. tape og lidt mere tro mod vejledningen, hvor inderdelenes bund og sider blev betrukket hver for sig og syet sammen med kastesting i kanten. Yderstykkerne stadig ordnet som på den lille æske, dog sat fast med tape.
Hver æske består af en yder- og inderbund. Tilsvarende med låget. De to dele er syet sammen i hånden. Hvis der sys med kastesting, er det lettest at sy i den kant, der er længst væk. Klemmerne er brugt i stedet for knappenåle og for at have lidt hold på de to stykker under sammensyningen.
Sys der i stedet sammen med lige sømmesting, er dette lettest i den nærmeste kant.
At få stingene usynlige, er ikke lykkedes.
De tre færdige æsker med låg.
Og uden låg.
Stoffet til æskerne er bomuldsstof, som jeg har fået af en venlig kollega. Hvad æskernes funktion så bliver, finder jeg nok ud af.
Til sportstasken i voksdug har jeg også syet et lille etui, også i voksdug, hvori der kan ligge en hårbørste. Etuiet er syet i et enkelt lag voksdug.
Etuiets form er en rektangel. På langsiderne er syet lynlås. Lynlåsen er under påsyningen holdt på plads med en smal dobbeltklæbende tape. Denne tape er valgt, fordi brugen af klemmer gør syarbejdet af lynlåsen mere bøvlet. De er i vejen. Og knappenåle prikker blivende huller i voksdugen.
Efter lynlåsen er syet på i begge sider, og sømmerummet evt. er stukket fast fra retsiden, er det tid til at lukke etuiet i hver ende. Dette gøres ved at folde det ret mod ret med lynlåsen placeret midt på. Klemmen har samme funktion som en knappenål ville have i alm. stof.
Derefter foldes etuiet på den modsatte led og hjørnerne sys ind. Dette giver etuiet en “kasseform”.
Det færdige etui.
Erfaringer/gode råd ved syning i voksdug:
Lillepigen er begyndt til svømning og kunne godt bruge en taske til badetøj, håndklæde m.m. Da der nemt kan ligge vand på gulvet i et omklædningsrum til svømmehaller, og omklædningsrum i det hele taget, valgte jeg voksdug som materiale til tasken. Alle stykker er dobbelte, så det også indvendigt er en “voksoverflade”. Bagsiden af voksdugsmaterialet er stofagtigt og det er nok ikke så smart at lægge en våd badedragt og håndklæde direkte på dette. De dobbelte lag er samtidig med til at stabilisere tasken.
I voksdug fungerer det ikke med knappenåle. Derfor har jeg brugt smal dobbeltklæbende tape på de mere kritiske steder. F. eks. på billedet herunder, hvor den hvide strimmel er et stykke dobbeltklæbende tape, som en hank sættes på.
De to knappenåle markerer, hvor der skal sys en lille firkant med et kryds i, for at gøre hankepåsyningen på sidestykket mere holdbart. Klemmerne er for at holde de to lag voksdug sammen, mens hanken påsys.
Hanken er vævet gjordbånd, 3 cm bred. Hver hank måler 1 m.
Efter hanke er syet på, er sidestykkerne syet på og derefter bunden. Både sidestykker og bund er også to lag voksdug lagt vrang mod vrang. Det kan være en hjælp at holde de to lag sammen med dobbeltklæbende tape til det videre syarbejde. Alle sømmerum indvendigt er efterfølgende dækkede at et påsyet 2 cm. bredt bånd klippet af voksdug og stukket fast.
Et kig ind i tasken. Den røde pil går til båndet syet om sømmerummet fra sidestykkets sammensyning med midterstykket og den orange pil peger på båndet, der omslutter sømmerummet hvor bunden er syet på tasken.
Tasken er ca. 30 cm lang, 20 cm bred og 20 cm høj.
På skolen har vi været så heldige at få doneret nogle rester i voksdug. Det kaldte på en afprøvning af at sy i dette materiale, inden der var nogle elever, der fik materiale præsenteret. Jeg syede derfor et lille etui.
Først besluttede jeg mig for en form og tegnede et mønster til dette i papir. Det blev lagt på bagsiden af voksdugen, og der blev tegnet sømmerun til. Der er ikke sømmerum øverst, fordi lynlåsen, der skal lukke etuiet, skal støde direkte til kanten.
Dernæst blev der syet en lynlås i hver side af overstykket. Der er således syet fra retsiden, og i netop dette stykke voksdug fungerede det fint. Overfladen var ikke for glat. Arbejdet gled godt gennem symaskinen.
Så kunne det hele vendes om til retsiden og erklæres færdigt.
Konklusionen er, at det kan større elever, med nogen erfaring i betjening af symaskine, arbejde med. Ulempen er, at der ikke kan sættes knappenåle i og ej heller sys forkert, så der skal pilles op. Begge dele efterlader huller i voksdugen; og det ser ikke kønt ud. Hvordan denne udfordring løses, må fremgå af et kommende blogindlæg.
