• 25dec
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Strikket kjole med blondekant.

    Det lille barnebarn har fået en strikket kjole. Modellen er fra bogen “Strikkelyst”. En lille strikkebog med teknikker samt forskellige modeller til børn og voksne. Jeg valgte at strikke kjolen i garnet Duo fra Sandnes garn, som kan vaskes på uldprogram i maskinen.

    Lukningen i ryggen er hæklede trenser og knapper.

    Kjolen er strikket i str. 9 mdr.

    Tags:
  • 10jan
    Categories: at strikke Comments: 3

    Min debut med en strikket kjole. Jeg fandt modellen på Strikke- og hæklefest i Vester Vedsted sidste år i januar. Købte strikkekittet fra conraddesign. Dog har jeg ændret lidt undervejs. Forlænget lidt både på ærmer og længde og lavet ombukket kant i halsen som på ærmerne. I opskriften var halskanten i et enkelt lag, glatstrikket. Jeg valgte den dobbelte kant for at undgå halskanten i glatstrik ville rulle. Både på ombukket på ærmer og halskant, har jeg strikket det inderste, ombukkede, stykke på pinde, som er et ½ nummer tyndere, for at det ikke skal fylde.

    Modellen er opbygget med et rektangulært panel på for- og bagside. Så er der samlet masker op langs siden og disse er afsluttede med vendepinde, hvorved der kommer vidde i kjolen.

    I opskriften er for- og bagstykker lukket af og syet sammen. Jeg valgte i stedet en løsning med at hækle dem sammen maske for maske. Sidesømmen bliver lidt markeret på denne måde. Det er ikke så tydeligt på billedet, desværre.

    Sammenhæklingen kan ses på denne video.

    Så er alle de mange ender hæftede og kjolen har fået en let vask; klar til brug.

    Spændende om den “vokser” i længden og om strikkede kjoler bliver et hit. Garnet er 45% bomuld og 55% lammeuld.

    Tænker det kan være godt til en frossenpind om vinteren.

  • 09aug
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Det er stadig sommer, så en kjole i let poplin kan vel godt være et bud på sommerdress.

    Kjolen er syet efter mit grundmønster. Indsnit foran samlet ved taljen, bådformet halsudskæring og nakkelinjen sænket lidt. Ærmer afkortet til et meget kort ærme. Lukning med lynlås i siden. Underdelen er et rektangel lagt i wienerlæg. Denne løsning blev valgt, fordi der lige var stof nok til det kunne lade sig gøre. Stoffet er en rest købt hos Stof&Stil engang i vinters.

    Så må vi bede om nogle solskinsdage?

  • 27jul
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Sommerkjole

    En sommerkjole i viskosejersey. Udgangspunktet er disse kjoler. Ingen ærmer. Halsudringningen er gjort større og det samme med ærmegabet. Der er søm midt foran og midt bag, idet der er lagt lidt vidde ind i mønstret på midten. Ligeledes lavet et enkelt opklip for at lægge mere vidde ind. Denne skitse giver en idé om mønsterændringerne. Opklippet på tværs er foretaget et par cm over taljelinjen og ca. 2/3 afstand ind fra midt for/bag. Se bort fra indsnittene på skitsen. Der er ikke indsnit i mønstret.

    Halskant og ærmegab er kantet med en smal rib. Klippet 4 cm bred og færdig bredde bliver så 1 cm. Her er så resultatet.

    Stoffet er en viskosejersey med 4% elastan fra Stof&Stil.

  • 13aug
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Denne kjole er designet ud fra mit tilrettede personlige grundmønster. Stoffet, som er en tynd bomuld med nogle brede korsstingsbroderede baner i hver side og spredte småmotiver i midten, var delvis styrende for designet. Da de brede borter løb på langs gennem metervaren, har jeg vendt stoffets trådretning 90 grader. Det, der var på langs i stoffet er blevet på tværs i modellen for at udnytte stoffets udseende.

    I denne kjole ville jeg arbejde med en overskæring i livet. Jeg har valgt at lægge overskæringen præcis i taljelinjen. Da stoffet som nævnt havde en broderet bort, som skulle udnyttes i skørtet, var det givet, at underdelen skulle være et rektangel. Havde først forestillet mig det skulle lægges, men det var der ikke stof nok til. Sådan går det når der købes rester. Så er det den til rådighed værende mængde materiale, der er styrende. I stedet blev det et tilrynket skørt. I overdelen har jeg bevaret begge brystindsnit. Næste gang tror jeg, at jeg vil samle det hele i indsnittet fra taljen. På ryggen er både skulder- og taljeindsnit bevaret.

    Jeg havde en ide om en bådhals. Den må godt blive endnu mere bådudskæring til næste forsøg.

    Jeg ville gerne have vingeærmer. Altså nogle ærmer, med meget vidde, der skulle drapere sig; falde i bløde buer. På trods af to forsøg, lykkedes det ikke. Det skyldes muligvis, at stoffet er for stift i det. Det er lærredsvævet og selvom jeg valgte den del at stoffet, hvor der var mindst broderi, kan det måske stadig være for stift til at ville drapere sig. Og endelig er der den mulighed, at der simpelt hen ikke er tillagt vidde nok i opklippene.

    Ærmeforslag 1

    Kjolen med ærme 1

    Ærmelængden er også for lang i dette første ærmeforslag. Altså blev ærmerne pillet af og et nyt ærmemønster blev lavet.

    Ærmeforslag 2

    Det viste sig, at dette ærme lige præcis kunne klippes indenfor det først klippede ærme. Der var nemlig ikke mere stof tilbage med de små dekorationer på. Og klippe ærmet i den del af stoffet, der var tæt broderet ville helt sikkert ikke give den ønskede effekt.

    Ærmelængden blev bedre ved forsøg 2, men draperingen lykkedes som sagt ikke, hvilket fremgår af billedet af den færdige kjole herunder.

    Sådan blev kjolen:

    Og lige endnu en detalje omkring ærmerne. For at der ikke skulle blive en tung ombukningssøm, har jeg klippet med 3/4 cm sømmerum og syet oplægningen med en rullesømstrykfod.

  • 10jun
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Jerseyeksperimenter

    Sidste vinter fik jeg lavet mig et personligt grundmønster. Det blev brugt til denne kjole. Da der var foretaget nogle væsentlige tilretninger omkring skulderen, ville jeg prøve at omdanne mønstret til brug i jerseystof for at få gavn af tilretningerne i T-shirts.

    Første forsøg blev til denne T-shirt. Syet for et godt stykke tid siden, men først fotograferet i dag.

    På ginen har den nogle folder fra brystet. Det er der ikke i brug.

    Dette mønster blev viderebearbejdet. Ændret lidt ved sidesømmens forløb på bagstykket samt forlænget til en kjole. Stadig klippet mod fold midt for og midt bag.

    Ærmet er gjort lidt lavere i ærmekuplen da det skal bruges i strækstof og ikke i vævet stof. Stoffet er lidt retroagtigt. Købt mhp. at afprøve modeller.

    Næste jerseykjoleeksperiment bestod af et mønster fra MariaDenmark. En T-shirt med kimonoærme. Jeg tilrettede skulderlinjen, så den blev flyttet 1 cm bagud ved skulderen. Dette for at kompensere for fremaddrejede skuldre.

    Dernæst blev mønsteret forlænget til kjole ved at følge linjeforløbet i mønsteret ned over hofterne. Måske skal der lidt mere vidde i kjolen. Det må vise sig i brug. Resultatet af første forsøg blev denne kjole:

  • 11maj
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole str. 3 år

    En kjole til lillepigen.

    Stoffet er tyndt babyfløjl og designet og farverne er retroagtige. Modellen er fra den gamle traver, »Børnetøj du selv kan sy«. Ændringer, for det er der selvfølgelig, er korte ærmer og en indvendig belægning i halsen i stedet for kinaflip.

    Et wienerlæg i ryggen.

  • 17jul
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Sommerkjole

    En sommerkjole. Mens jeg syede, meldtes der om varmere vejr de næste dage. Så helt fint. Stoffet, jersey, er fra den lokale. Det har ligesom sprunget mig i øjnene de sidste par gange jeg har været i butikken i andet ærinde. Og for at stoffet ikke skulle ende med at ligge og grine ad mig herhjemme, så blev det vasket og kjolen syet med det samme.

    Farven på billedet er blevet »mystisk«. Farven øverst på kjolen er den rigtige.

  • 15apr
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Spencer.

    Overskriften på dette indlæg kunne også i stedet have været: “Første skridt på nye veje.” Sådanne første skridt kan det tage lang tid at træde. Der skal overvejes for og imod og de mulige løsninger skal gennemtænkes. Også hvordan løsningerne vil falde ud.

    Til sagen.

    I vinterferien, februar måned, gav jeg mig selv et kursus i tilretning af personligt grundmønster til kjole. Jeg har længe haft lyst til at få lavet et sådant. Det jeg havde fra min linjefagsuddannelse på seminariet i starten af 80’erne var ikke så anvendeligt mere. Og selvom jeg flere gange har forsøgt på egen hånd, så manglede jeg lige det der skarpe blik, der kan se hvad der skal rettes og hvor. Skal man gøre det selv v.h.a. et spejl, kommer det ikke til at virke, da man drejer sig for at se i spejlet m.m.

    Første skridt var altså, at jeg tilmeldte jeg mig et dagskursus i tilretning af kjolegrundmønster hos Skaberlyst i Århus. Og efter en meget intens kursusdag; hun er bare dygtig, hende Signe;  gik jeg derfra med et personligt grundmønster, der passer lige præcis til mig.

    Hjemme forestod så arbejdet med næste skridt. Grundmønstret, opsyet i staut, er ikke i sig selv særlig spændende. Jeg har engang syet denne spencer.  Normalt siger man, at tøjet kryber inde i skabet. Der sidder sådan nogle små væsner, der hedder kalorier. De syr tøjet ind om natten. For mig er der sket det modsatte. Det er mig, der er “krøbet i vask”. Så den gamle spencer kunne jeg ikke passe mere. Den var syet efter et standardmønster. Jeg var glad for modellen, så jeg bestemte, at den skulle være udgangspunktet for mit første forsøg med at bruge mit personlige kjolegrundmønster. Den gamle spencer lever videre hos en anden, så min nye model blev tegnet ud fra hvordan jeg synes den skulle være og ikke kopieret direkte.

    Designændringer i forhold til grundmønstret har været at indtegne prinsessesnit. At lave overskæring på den midterste bane, så der kunne sys en lynlås ind midt foran. At udringe halsudskæringen. Og i underkanten af hver bane er lagt en anelse vidde ind. Ikke mange ændringer i forhold til grundformen, men lidt har også ret. Jeg tog grundformen i staut på og markerede prinsesselinjen med knappenåle.

    Så var det selve mønsterarbejdet. Jeg synes det er ret sjovt at indtegne linjer og flytte rundt på mønsterdele. Det nye mønster med brystindsnittet flyttet til prinsessesnittet, ser således ud.

    Dette mønster blev der taget en kopi af, da sidesømmene i underkanten går ind over hinanden. Dette skyldes den føromtalte lille mervidde i underkanten. På kurset blev det kraftigt understreget, at det var mere end en god ide, at sy en prøvemodel inden der blev klippet i det rigtige stof. Og helst noget stof, der minder om det, som modellen skal sys op i.

    Jeg fandt noget gammel i lageret, der lignede i kvalitet. Her er mønsterdelene lagt på prøvestoffet og sømrum er mærket op. Det er nu ellers ikke en disciplin, jeg ynder at bruge meget tid på. Et godt øjemål rækker langt. Men når nu det var afprøvning, var det nok bedst at være omhyggelig.

    Prøvemodellen blev syet og prøvet. Og en lille ændring blev lavet. Halsudskæringen var blevet lige dyb nok. Det øvrige design fungerede godt nok.

    Så var det endelig tiden at klippe i det rigtige stof og sy. Og denne gang skulle der både klippes foer og yderkjole. Også her var jeg grundig med opmærkning af sømmerum. Det får I ingen billeder af.

    Og så til det endelige resultat.

    Den har været i brug og den sidder som en drøm. Det fremgår ikke af billedet herover, at den faktisk er ret kropsnær. Alligevel er der fuld bevægelsesfrihed. Skønt.

    Stoffet er en blandingsvare med lidt uld i. Der er lynlås i siden. Lynlåsen foran er ren pynt.

    Mit næste skridt udi eget design ud fra grundmønstret skal nok være noget med ærmer i, så det også kan afprøves. Det bliver dog ikke lige foreløbig, da jeg er kommet til at sige ja til at sy kostumer til et lokalt egnsspil med udgangspunkt i reformations- og renæssancetiden.

     

  • 16feb
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Jeg var i efteråret til kundeaften hos Stof&Stil. Og skulle selvfølgelig ikke have noget.

    Aftenen indledtes med modeshow, som var meget inspirerende. Bagefter var butikken åben og vi kunne handle.

    Et bestemt stykke stof blev ved med at trække mig til sig. Et stykke viskosejersey. Det blev der denne kjole ud af.

    Syet efter samme mønster som den grønne kjole. Det var stoffets design, jeg faldt for. Jeg har endnu ikke haft den på. Den virker tung i det, men det viser sig i brug.

  • 26dec
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Hvor heldig har man lov til at være. Mønstret til denne kjole, som jeg har syet tidligere, var blevet væk for mig. Det var blevet arkiveret et andet sted, end hvor jeg plejer at lægge symønstre. Det dukkede heldigvis op (mens jeg ledte efter noget andet).

    I Stof & Stil i Esbjerg har de en reol med afklippede, meget billige, stofstykker. Der fandt jeg et stykke strækstof, med moderat stræk. De var klippet af i længder på 1,50 m. Det var i første omgang tiltænkt en T-shirt syet efter samme mønster som denne. Stoffet viste sig at være knap 180 cm bredt, så der kunne lige præcis blive til kjolen i stedet.

    En vinterkjole er det måske ikke helt. Så skulle det vist have været uldstof. Der var ikke deklaration på stoffet, men en brandprøve afslørede en blanding af natur- og kunststof.

  • 25dec
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Kjole til lillepigen

    Den eneste hjemmelavede julegave i år var en strikket kjole til barnebarnet. Strikket i æblegrøn bambus-bomuldsgarn efter en model fra bogen “Strik til børn ” af Marte Helgetun. Først er bærestykket strikket på tværs, incl. snoningen. Derefter samlet masker op i kanten af snoningen og nederdelen strikket, afsluttet med perlestrikkanten.

    Æblegrøn kjole-strik

    Den er strikket i en str., så hun kan passe den til forår og sommer.