• 17apr

    Min datter arvede en rokkestol fra sin oldemor. Betrækket var korsstingsbroderet stramaj. Stolen bar præg af lang tids brug. Sædet var nærmest faldet sammen, så der skulle en renovering til.

    Betrækket, som oldemor i sin tid havde broderet, korssting med uldgarn på stramaj, blev gemt. Trods mange års brug, har farverne holdt nogenlunde. Stykkerne blev vasket og noget af det kan bruges til andet.

    Nakkestykket er det første, som har fået en ny funktion. Det er blevet syet til en lille pung til min datter. Den måler ca. 16 cm x 11 cm. Hun vil bruge den til at opbevare maskeholdere, der ikke er i brug.

    Som bagside af pungen er brugt et stykke uldstof i samme farve som bundfarven i broderiet, så det harmonerer med det uldbroderede forstykke.

    Indeni er der et bomuldsfoer.

    For at undgå, at foeret kravler op og sætter sig fast i lynlåsen, er det syet fast i lynlåsbændelen med små håndsyede sting.

  • 12apr
    Categories: at strikke Comments: 0

    Jeg havde fået nogle nøgler uldgarn forærende. Med tre nøgler, hvor der var taget lidt af en af dem, skulle der findes et mindre projekt. Det blev til denne ærmeløse kjole til den lille på 15 mdr.

    Garnet er Karisma fra Drops. 100 % ren ny uld med en løbelængde på ca. 105 m på 50 g. Jeg har strikket på p. 5½.

    Modellen er fra denne bog: “Strik til børn” af Marte Helgetun. Den indeholder flere gode modeller. Mange går op til str. 6 år.

  • 04apr
    Categories: at sy Comments: 0

    Når man er en gemmer som jeg, samler der sig nogle rester i ukorrente størrelser og former. Nogle af disse blev fundet frem og er blevet til børnetøj.

    Til venstre en t-shirt i str. 98 cl. Den er fra bogen “Kinderleicht! Nähen mit jersey für Babys und Kids” af Pauline Dohmen. Bogen er tysk, men mønsterark er internationale og de få begreber, der er nødvendige at forstå, går let. Stoffet er et restestykke, jeg fik af en nabo og stofmængden passede med at sy i str. 98 cl.

    Til højre en t-shirt i str. 86, men dog kortere i længden. Der var ikke stof til mere og det passer til den et-årige, som den er tiltænkt. Ærmelængden er ligeledes bestemt af den tilrådighed værende stofmængde. Denne model er hentet i samme bog. Stoffet er rester fra babybodystockings.

    Der lå også isolirester i gemmerne. Det blev til dette sæt.

    Her er syet fra en anden bog med børnetøj: “Børnetøj – syet og strikket til børn 0 – 3 år” af Hanne Meedom & Sofie Meedom. Begge dele i str. 86 cl. Både det blå og det grå stof er rester fra sweatshirts syet til en nevø i lille voksenstr.

    Bukserne er stykket sammen af, hvad der var til overs efter trøjen.

    De enkelte mønsterdele klippet i stof.

    Igen var styringen de muliges kunst ud fra materialemængden. Dog således, at overskæringerne lå fornuftige steder i relation til sammensyning og harmoni i tøjet. Lommer blev tilføjet for at udtrykket kom til at se mere helstøbt ud.

    Trøjen og bukserne kan sagtens bruges uafhængigt af hinanden.

    Mit udgangspunkt var at få brugt nogle rester, men projektet taler også ind i ressourcebevisthed. At få brugt så meget af stoffet som muligt og dermed reducere spild af gode tekstile materialer.

  • 01apr
    Categories: at strikke Comments: 0

    Mit 10-årige barnebarn havde overfor sin mor givet udtryk for, at hun ikke havde flere “bedste-strikkede” trøjer. I vinterferien talte vi om det. Jeg havde taget bogen “Børnestrik for Nord” af Christina Gjertsen med, så hun kunne se om der var noget hun havde lyst til og kunne vælge model. Bogen indeholder en del sweatre og andet med inspiration fra Finmarken i Norge.

    Jeg syntes, hun selv skulle vælge farver til en ny trøje. Vi drog afsted til den nærmeste garnbutik medbringende den valgte opskrift. I butikken fandt vi noget garn, der kunne bruges og som var blødt. Det blev til “Alpaca Bris” fra Viking garn. Det var noget anderledes end det garn, der var brugt til bogens model. En strikkeprøve viste, at jeg skulle strikke modellen på p. 5½ med rib på p 5.

    Her op til påskeferien blev den færdig og overdraget. Og taget på samme aften.