Min datter arvede en rokkestol fra sin oldemor. Betrækket var korsstingsbroderet stramaj. Stolen bar præg af lang tids brug. Sædet var nærmest faldet sammen, så der skulle en renovering til.
Betrækket, som oldemor i sin tid havde broderet, korssting med uldgarn på stramaj, blev gemt. Trods mange års brug, har farverne holdt nogenlunde. Stykkerne blev vasket og noget af det kan bruges til andet.

Nakkestykket er det første, som har fået en ny funktion. Det er blevet syet til en lille pung til min datter. Den måler ca. 16 cm x 11 cm. Hun vil bruge den til at opbevare maskeholdere, der ikke er i brug.

Som bagside af pungen er brugt et stykke uldstof i samme farve som bundfarven i broderiet, så det harmonerer med det uldbroderede forstykke.
Indeni er der et bomuldsfoer.

For at undgå, at foeret kravler op og sætter sig fast i lynlåsen, er det syet fast i lynlåsbændelen med små håndsyede sting.
