• 30dec
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Uglehue

    Den eneste hjemmelavede julegave i år blev denne uglehue til en sød niece. Hendes yndlingsfarve er godt nok rød, erfarede jeg senere.

    Uglehue

    Den er strikket i noget garn, der hedder “Basic”. Det er et superwash strømpegarn.

    Forbrug: 3 ngl. garn. Huen er strikket i dobbelt garn. Samt 14 små knapper.

    Bånd nederst:

    Slå 14 m op på p 5 med meleret garn.

    Strik ret 44 cm. Saml masker op på opslagskanten og læg de to pinde sammen. Sammenstrikket aflukning.

    Puld:

    Skift til ensfarvet garn og saml masker op i kanten af båndet. Fordel masker på fire pinde. Strik vrang. Tag på første omgang ud til der i alt er 84 m. Strik 3 omg. vrang.

    Strik derefter uglemønster over 12 masker syv gange:

    Snoningsuglediagram Uglemønstret er fundet i et nummer af bladet “Hendes Verden”. I bladet brugt i en anden sammenhæng.

    Strik 7 omgange vrang.

    Aflukning:

    Strik ret og tag ind så den 11. og 12. maske strikkes sammen. Læg indtagningerne, så de ligger i mellemrummet mellem uglerne. Strik næste omg. uden indtagninger.

    Fortsæt med indtagninger på hver anden omg. i alt 7 gange. Sørg for at lægge indtagningerne skiftevis alm. sammen og drejet sammen.

    Derefter indtagning over indtagning på hver omgang til der er 7 m tilbage. Bryd garnet og træk det gennem maskerne.

    Hæft ender. Sy knapper på som ugleøjne.

     

    Skulle andre få lyst at strikke en uglehue efter min opskrift, opfordres hermed til at sende et billede af det færdige resultat.