• 08maj

    Jeg har deltaget i et online nederdele kursus fra Skaberlyst. Et kursus, der “i al sin enkelthed” starter med måltagning af sig selv, tegning af grundform ud fra målene, opsyning af prøvemodel og dernæst tilretning af denne grundform, så den passer til kroppen.

    Da dette var på plads, og det tog en rum tid og krævede et par opsyninger af tilretningsprøver, var næste trin at sy en rigtig nederdel. Kurset indeholder også nogle nederdelstyper, hvor det forklares hvordan grundmønstret videreudvikles til et design.

    Mit første valg faldt på en nederdel i A-facon. Den blev syet i bomuldsstof i en mellemkvalitet. Resultatet blev denne nederdel. Der er ikke foer i.

    Næste modeludvikling var med udgangspunkt i beskrivelsen af et pencilskirt. Som det sig hør og bør, blev der syet prøvemodeller til begge nederdelsdesign, for at imødekomme finjusteringer. Prøvemodellen af pencilskørtet synes jeg ikke virkede særlig godt. Jeg var ikke tilfreds med nederdelens form og udseende. For at komme fra den lige nederdel, som grundmønstret i princippet er, til et pencilskørt, tegnes der 1 cm ind ved underkanten på hver mønsterdel. Så efter at have prøvet den opsyede prøvemodel, trak jeg sidesømmene ud på den oprindelige lodrette placering, og så fungerede det. Så det blev altså ikke et egentligt pencilskirt, men i stedet en lige nederdel. Jeg har sænket taljen 1½ cm og syet en lige linning i, som er 3 cm bred.

    For at give mig selv flere sytekniske udfordringer, valgte jeg at helfore nederdelen. Jeg valgte også en linningsafslutning, hvor linningen indvendigt afsluttes med et skråbånd. Syvejledningen til den detalje fandt jeg her.

    Foret er stafferet til i underkanten, så der ingen synlig oplægning er på retsiden af nederdelen.

    Til sidst et par ord om stoffet til nederdelen. Den er syet i en blandingskvalitet, hvor 20% er uld. Det er en anelse løst i vævningen. Også derfor var det oplagt at lave helforing med sømmerummene skjulte. Og så er det et genbrugsprojekt. Stoffet var oprindeligt en storskjorte købt på genbrug for lang tid siden.

    Lommen blev pillet af. Der blev klippet op langs sidesømmen. Ærmer blev klippet af og det samme gjaldt bærestykke og krave. Så blev skjortens ryg til nederdelens forstykke, da jeg derved kunne undgå en midtersøm på nederdelen. De to skjorteforstykker blev til bagstykker på nederdelen. For at der kunne klippes slidsbelægning i et med bagstykket nederst på nederdelen, måtte knapperne på skjorten klippes af og ombukket, hvor knapperne sad ned foran, måtte også sprættes op. Det ene ærme blev til linningen. Denne er syet sammen to steder. Skjortens ærmer var jo ikke så lange som linningen skulle være. De to sammensyninger ligger over nederdelens sidesømme.

    Jeg synes stoffet var mere spændende på bagsiden end på forsiden, så den gamle vrangside er den nye retside. Det var især bindingsmønstret, som er tydeligt i de vandrette striber, jeg synes var fine. Det ligner små stjerner.

    Opsprætningen tog temmelig lang tid. P g. a. stoffets beskaffenhed, måtte de gamle tråde fjernes en ad gangen. Og ikke noget med efterfølgende at klippe forkert. Der var jo kun det stof, der var. Og ej heller sy forkert. Det var for besværligt at rette.

    Resultatet af alle anstrengelserne blev til denne nederdel. Farvegengivelsen på nærbilledet af stoffet ovenover er mere præcist end på billedet herunder.

  • 05jan
    Categories: at sy, Diverse Comments: 2

    Størrelse lille hest. Eller rettere sagt til en hund, som delvis er en broholmer. Det var ikke muligt at købe et dækken, der var stort nok. Hvad gør man så? Spørger en, der kan noget med en symaskine. Og det blev mig.

    Dækkenet er syet med bævernylon yderst og quiltet bomuldsstof inderst. Kantet med skråbånd. Lukket med velcrolukning. Det hele kan gå en tur i vaskemaskinen.

    Et kig ind i dækkenet.
    De lange strimler krydses over hundens ryg.
    Der blev også syet lidt reflekser på i tilfælde af at det skal bruges i mørketiden.
  • 27dec
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Vinterkjoler

    Nu er det ikke første gang jeg præsenterer jerseykjoler her på bloggen. De to, det drejer sig om denne gang har det til fælles, at overdelen på begge kjoler stort set er indentisk. Ændringer på underdelen samt på halskantens afslutning.

    Halskanten er ordnet med en strimmel klippet i samme stof som kjolen og påsyet med samme teknik som en ribkant. Halskanten er klippet med sømmerum.
    Underdelen er i seks baner med trådretning midt i hver bane.
    Her er halskanten ordnet med en strimmel af ribstof, som er syet ret mod ret til halskanten og derefter vendt ind på vrangsiden og stukket fra retsiden. Halsudskæringen er klippet uden sømmerum og udringet 1 cm ud på skulderen.
    Mønstret til underdelen er tegnet som en rektangel med bredde som den tilsvarende mønsterdel og derefter klippet op og spredt ud for at give mervidde til underkanten. Trådretning midt for/midtbag.

    Voila: To næsten ens og alligevel forskellige kjoler. De er til vinterbrug, da stoffet er ret kraftigt. Det blå er bomuld med lidt stræk. Det grønne er lidt bomuld og mest kunststof. Begge stoffer har begrænset strækevne.

  • 26nov
    Categories: at brodere, at sy Kommentarer lukket til Puder

    Et par nye puder til sofaen.

    Den ene er syet af et stykke gardinprøvestof. Et hørlignende lidt kraftigt produkt. Der er broderet med forsting.

    De to sider af puden har fået broderi. Dog ikke ens.

    Den ene side

    Det ene pudestykke blev lagt væk mens det andet blev broderet og der gik også nogen tid imellem de to stykker blev lavet. For ikke at de skulle blive alt for ens.

    Den anden side

    Så vend puden for et lidt andet indtryk.

    Den anden pude er mere opstået fordi noget ikke rigtig fungerede. I sommers havde jeg broderet et lille stykke, der kom i en ramme. Det var ikke helt godt. Rammen for lille og udtrykket for fladt og kedeligt. Ideen blev i stedet at indfælde det i et pudestykke.

    Stoffet er en rest fra firmaet Kvadrat.

    Med indfældning mener jeg, at broderiet skulle fremtræde således, at det lå bag det røde stof, som skulle virke som en stor ramme. For at understrege denne virkning og for at indfældningen kan holde, er der syet en stikning helt tæt på kanten af den røde ramme.

    Sådan blev resultatet. Broderiet enkelhed harmonerer bedre med det røde pudestof, så sådan kan arbejder tage en anden drejning

  • 22okt
    Categories: at sy, Diverse Kommentarer lukket til Dåsekøler

    En kollega har været sygemeldt og skulle have en “god bedring” hilsen. Mens jeg stod i undervisningen af valgholdet og deres påbegyndelse af emnet “Bøj og sammenføj”, fik jeg idéen til at give en dåseøl i en køler. Det kan det vel godt kaldes, når stoffet er vatteret.

    Formen er en cylinder, som jo består af et rektangel med to ens cirkler i hver ende.

    Det blev til denne proces:

    Delene er klippet i vatteret stof. Cirklens diameter er 7,6 cm. De to rektangler er 26 cm x 13 cm og 26 cm x 4 cm
    Lynlåsen forlænget med små stofstykker
    Lynlåsen klargjort til isyning
    Cylinderens sidestykke klar til den videre forarbejdning
    Dåsekøler lukket
    Dåsekøler åben

    Måske finishen godt kunne have været lidt bedre. Jeg tror funktionen er i orden.

  • 20okt
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Brødkurv

    Nu er det ikke fordi jeg akut står og mangler en brødkurv. Derimod er det oplæg til en elevopgave på valgholdet, hvor det er teknikken bag at få et lige og et buet stykke syet sammen så det passer.

    Skitse med mål uden sømmerum

    Emnet bliver “Bøj og sammenføj”. Så brødkurven er blot et ud af flere eksempler på en buet og en lige søm, der skal passe sammen.

    Da eksemplet er en brødkurv, og det også lidt var en hyggeprojekt at lave, broderede jeg tekst på. Et udsnit ses herunder.

    Alle synlige sømme er dækket med skråbånd. Eegentlig ville det have været pænere med sort, men det var ikke lige på lager. I stedet rød, da der også er rød i stoffet. Det ser ikke helt så skingert ud i virkeligheden.

    Sådan blev den færdige kurv. Bundens diameter er knap 18 cm og siden er foldet ned, så den er dobbelt. Giver lidt stabilitet.

    Stoffet er en rest møbelstof.

    Spændende hvilket produkt eleverne vælger at lave under overskriften “Bøj og sammenføj”.

  • 14okt
    Categories: at sy, Diverse Kommentarer lukket til Hundegenoptræning

    Min søde svigerdatter spurgte, om jeg kunne sy et hjælpemiddel til genoptræning af et ben på en hund efter dens operation. Det skulle være et omslag hvori der kunne lægges lidt tungt. Fx tre 20-ere. Jeg fik en detaljeret tegning og en forklaring. Det blev til denne løsning.

    Det ser således ud, når det er foldet ud

    Udfoldet, så de tre rum er tilgængelige.
  • 09aug
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Kjole

    Det er stadig sommer, så en kjole i let poplin kan vel godt være et bud på sommerdress.

    Kjolen er syet efter mit grundmønster. Indsnit foran samlet ved taljen, bådformet halsudskæring og nakkelinjen sænket lidt. Ærmer afkortet til et meget kort ærme. Lukning med lynlås i siden. Underdelen er et rektangel lagt i wienerlæg. Denne løsning blev valgt, fordi der lige var stof nok til det kunne lade sig gøre. Stoffet er en rest købt hos Stof&Stil engang i vinters.

    Så må vi bede om nogle solskinsdage?

  • 27jul
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Sommerkjole

    En sommerkjole i viskosejersey. Udgangspunktet er disse kjoler. Ingen ærmer. Halsudringningen er gjort større og det samme med ærmegabet. Der er søm midt foran og midt bag, idet der er lagt lidt vidde ind i mønstret på midten. Ligeledes lavet et enkelt opklip for at lægge mere vidde ind. Denne skitse giver en idé om mønsterændringerne. Opklippet på tværs er foretaget et par cm over taljelinjen og ca. 2/3 afstand ind fra midt for/bag. Se bort fra indsnittene på skitsen. Der er ikke indsnit i mønstret.

    Halskant og ærmegab er kantet med en smal rib. Klippet 4 cm bred og færdig bredde bliver så 1 cm. Her er så resultatet.

    Stoffet er en viskosejersey med 4% elastan fra Stof&Stil.

  • 03jul
    Categories: at sy, Elevarbejder Kommentarer lukket til Tasker i reklamebanner – elevernes arbejder

    Lige før sommerferien blev eleverne færdige med deres tasker syet i reklamebanner. De fik lavet fine resultater og klarede udfordringen med at sy i et svært og genstridigt materiale. Det stive plastbanner. Det var en udfordring, at materialet ikke var bøjeligt og at der skulle bruges klemmer i stedet for knappenåle. Flere opdagede fidusen med, at man kan vælge at sy baglæns, hvis der skal syes hvor det er umuligt at dreje arbejdet i den retning. Dette gjaldt ved påsyning af hank. For at gøre denne påsyning holdbar er der syet en firkant med et kryds indeni.

    Oplægget til opgaven var den taske jeg havde lavet.

    Herunder de færdige tasker med de tilhørende mock up.

    Og taskerne alene.

  • 10jun
    Categories: at sy, Diverse Kommentarer lukket til Kjole i 20-stil

    I familien var der inviteret til temafest. Alt godt fra 1920-erne. Efter noget research fandt jeg frem til, at ærmeløse kjoler uden talje og med overskæring på hoften var det jeg ville gå efter.

    En tur på genbrug. Jeg fandt en lang festkjole, der var lag på lag og meget lige op og ned. Dog med taljeindsnit. Og jeg fandt et sort tørklæde med brede guldborter i hver ende. Kjolens stof er chancerende over i sort.

    Tealjeindsnittene blev pillet op for at skabe et mere “lige op og ned” snit. Kjolen blev klippet over et passende sted. Guldborterne fra tørklædet blev klippet af og syet i kjolen som hoftestykke. Så blev en del af det overskydende stof fra kjolen syet til et skørt, der blev rynket til under goldborten. Rundt i halsudskæring og ærmegab er der syet pailletbånd på.

    Min datter havde et sort pandebånd med nogle sten som pynt, og så var festkostumet på plads.

    Jeg glemte at tage et billede af kjolen inden jeg begyndte at sy den om. Som en kollega, som havde set den oprindelige kjole, sagde, da hun så et billede af den omsyede kjole: “Det var nu også en fin kjole inden du begyndte at klippe i den”.

  • 24maj
    Categories: at sy, tasker Kommentarer lukket til Taske i reklamebanner

    Jeg havde fået et facadereklamebanner fra et supermarked. Ugen tilbud på grillspyd, eller noget i den retning.

    Dette banner skal omsættes til tasker eller lignende.

    Jeg lavede et forløb til valgholdseleverne med udgangspunkt i brug af et materiale, der ellers ville blive kasseret. Og samtidig vinklet således, at vi sætter spot på brugen af indkøbsplasticposer. Af fagligt område i håndværk og designforløbet satte jeg fokus på at lave modeller i rigtig størrelse først, inden den endelige taske bliver klippet og syet.

    Reklamebanneret er i kraftig plastic, så det er hårdt at sy i. Husk længere sting på symaskinen og skifte til en kraftigere nål. Og brug klemmer i stedet for knappenple, da en nål i dette materiale efterlader et blivende hul.

    Nogle billeder af processen:

    Idéskitser:

    Afprøvninger af modeller i fuld størrelse. Lavet i avispapir.

    Jeg valgte at sy modellen til højre med oval bund.

    De enkelte dele klippes ud i banneret.  Sidestykket er syet sammen:

    Syning af ombuk øverst på tasken. Ombukket er syet for at hankepåsætningen bliver mere stabilt:

    Herefter blev den ovale bund syet på. Inden billeder af det. Det var meget besværligt, fordi klemmerne, der holdt bund og sidestykke sammen, skulle fjernes inden jeg kunne sy forbi. Så er det lettere med knappenåle, som bliver siddende når man syr forbi det aktuelle sted.

    For at forstærke sømmerunnet i bunden af tasken, blev der syet en stikning i sømmerummet. Også vældig besværligt med en masse stiv plastmateriale, der ikke lige bøjer sig, så man kan komme til. Det lykkedes nogenlunde.

    Til sidst blev de to hanke syet på. Forinden var de lagt dobbelt, vrang mod vrang og stukket på langsiden.

    Den færdige taske: