I rodebunken af garn fandt jeg noget grønt bouclegarn. Der var ingen banderole på, så løbelængden var ukendt. Det appellerede til en afprøvning i væven. På lageret var også noget tyndt bomuldsgarn købt på genbrugen. Også uden banderole og dermed ukendt løbelængde.
For at få en fornemmelse af trådtætheder, lavede jeg en lille prøvevævning. Helt simpelt ved at vikle trendgarnet om et stykke pap, i formodet tæthed, og derefter væve islætsgarnet ind.
Jeg besluttede en trendtæthed på 60/10. Bindingen blev en lærredsbund, hvori der lodret løber et lænkemønster. Jeg valgte at sætte op på seks skafter.
Fire skafter vil også fungere. Så skal lærredsbindingen bruge to og ikke fire skafter.
Og så ellers i gang. Ret hurtigt viste det sig, at der ikke var nok af det grønne garn. I gemmerne fandt jeg noget uldboucle, der mindede om det. For at tørklædet ikke skulle bære præg af, at jeg havde haft for lidt indslagsgarn, blev der vævet stribeovergange. Disse er forskellige hver gang, der skiftes.
Det færdige tørklæde.
Mål før vask var længde 144,5 cm og bredde 31 cm. Efter vask: 139 og 30 cm, så krymp på ca. 4%. Frynser er ikke målt med.
Væveujævnheder afslører sig, når det bredes ud, men ses nok ikke i brug.
Detalje af vævemønsteret. Bindingen er ikke så tydelig, hvilket skyldes indslagsgarnet, som jo er boucle.
Der var trend tilbage, efter den beregnede tørklædelængde var vævet. Dette blev brugt til at lave små prøvevævninger, hvor restespoler blev tømt. Her et eksempel med et glat, tyndt uldgarn, hvor bindingen ses tydeligere.
