Så har jeg prøvet at lege med emalje. Det skete i forbindelse med et kursus i den lokale forening af “Den faglige forening Håndværk&Design”.
Vi arbejdede med glasemalje, som skal have en temperatur på ca. 800 grader for at smelte. Det foregik i en lille emaljeovn. Underlaget er kobberplade. Denne klippes til og kanter og hjørner rettes af så de ikke er skarpe mere. Så er der lige noget med at det tilvirkede element skal ligge et stykke tid i eddikeopløsning og derefter raspes/matteres overfalden, så den bliver ru. Endelig lægges det ønskede emaljepulver på og så en tur i den lille emaljeovn. Tiden i ovnen er ikke lang. Derefter afkøling og resultatet vurderes.
Det første stykke er blevet til et lille vedhæng. Det kunne godt have fået lidt mere tid i ovnen, så glaselementet i midten var smeltet mere ned. Den er mere “tredimentionel” end billedet giver indtryk af.
Den erfaring rigere, så fik det næste længere tid i ovnen og nedsmeltningen lykkedes fint.
De tre elementer er ikke nøjagtigt ens. De er samlet med små ringe. Egentlig var idéen, at de skulle samles med en større ring mellem hver emaljeplade, men nu blev det lige sådan her. Derefter monteret i en kæde.
Perfekt nedsmeltning af de små glaselementer i midten. Den længste diameter på hver plade er ca. 2 cm.
Led lavet på denne måde kunne også omsættes til et armbånd.
Til sidst kunne jeg lige nå at lave en lille knap. Den er ikke tiltænkt noget konkret endnu, så farven blev rester fra første stykke tilført en grøn stribe.
Knappen er ca. 2,5 cm på den længste led. Den bærer præg af at være hurtigt lavet til sidst, men sådan blev det.
Alle delene har fået klar neglelak på bagsiden, således at kobberbagsiden på smykkedelene ikke kommer i direkte kontakt med huden.
Emalje er bestemt en sjov teknik, som har rødder langt tilbage i historien. Dette korte kursus var kun en lille smagsprøve. Netop det at snuse til en ukendt håndværk højner respekten for det pågældende håndværk.
