• 04jan
    Categories: at brodere, at sy Kommentarer lukket til Broderet sommerfuglepude

    En lille sommerfugl blev på et tidspunkt broderet.

    Den er tegnet i frihånd, så den er hverken symmetrisk eller er landet trådlige på stoffet. Sådanne insekter er ikke lige at styre.

    Sommerfugle skal have et sted at lægge deres æg, og derefter skal ungerne forpuppe sig. Det kan passende gøres på græsstrå. Derfor lander denne sommerfugl på et stykke stof, der er farvet v.h.a. sunprintmetoden og med græs som afdækningsmateriale.

    Sunprintet af stoffet kan læses i dette blogindlæg. Det er faktisk stofprøven her, der inspirerede til at brodere sommerfuglen.

    For at finde det bedste udsnit af broderiet, er anvendt søgerammer klippet af alm. papir foldet i en vinkel på 45 grader. De her søgerammer er 2 cm brede.

    Derefter er kanterne klippet med sømmerum og på bagsiden er dette sømmerum ordnet med konvoluthjørner. Tænkte det vil se bedst ud, når det hele er færdigt.

    Så er broderiet lagt ovenpå det sunprintede stykke og stukket fast hele vejen rundt i kanten. Derefter er der syet sorte strimler langs kanten af det sunprintede stykke, indtil det har samme mål som bagsiden og så det passer til en monteringspude.

    Sidste trin er at sy bagbeklædning på pudestykket. Samme stof som kanterne om det sunprintede. Der er syet en lynlås i pudestykket nederst.

    Nu er sommerfuglen så klar til at lande i sofaen.

  • 11feb
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Småmønstret hue

    Denne hue er strikket i to etaper. Først et bånd i samme længde som hovedvidden. Strikket dobbelt så bredt som det skal være på huen, da det skal foldes op og ligge dobbelt. Dernæst samlet masker op og strikket puld.

    Inspirationen er fra en todelt strikdragt jeg så en dame med i juleferien. Den havde dette lille fine mønster. Farverne var nogle helt andre, men det komme ikke denne sag ved. Blot et eksempel på, at inspirationen kommer mange steder fra.

    Garnet er noget tyndt uldgarn og der er strikket på pind nr. 3.

    Først pandebåndet:

    Jeg valgte at slå op ved først at hækle en luftmaskerække. Længere end det maskeantal jeg ville strikke med. Det er den hvide lænkerække, der ses på billedet herunder. På “bagsiden” af luftmaskerækken er samlet masker op med sort garn til at strikke pandebåndet/huens nederste kant. Med denne opslagningsmetode kan luftmaskerækken trævles op og tilbage står en række åbne masker, der kan strikkes videre med. Jeg vil bruge disse masker til en sammenstrikket aflukning af pandebåndet. 31 m slået op med sort garn.

    Så strikket ret på alle pinde. Den ene side af strikketøjet har knudekant; højre side. Den anden side har en dekorativ kant, der ser ud som to lodrette rækker lænker; venstre kant på billedet herunder.

    Så er pandebåndet/huekanten strikket lang nok. Luftmaskerækken er trævlet op og maskerne er sat på pinden.

    Til slut er de to pinde lagt sammen og lukket af sammen. Jeg valgte at lægge dem vrang mod vrang, så der kommer en lænkekant hvor aflukningen er på retsiden.

    Pandebåndskanten måler 10,5 cm.

    Derefter blev der samlet masker op hele vejen rundt i den side hvor knudekanten er. Og taget ud til ialt 156 m. Så var det tid til mønsterstrik.

    Da mønsterstrikket målte 11 cm, påbegyndtes aflukningen øverst. Strik 11 m og de to næste masker ret sammen. Derefter en omg. uden indtagning. Og så videre med disse to omgange, men med en maske mindre inden de to masker strikkes sammen.

    Det gav denne fine puld, der næsten ligner en stjerne.

    Strikkefasthed i mønsterstrikket er ca. 28 m op 10 cm. Og hovedvidden er 56 cm.

  • 08apr
    Categories: Diverse Kommentarer lukket til Inspiration eller en lille historie

    Jeg har lavet en side, der til dels falder lidt udenfor denne blogs rammer. Siden er til billeder jeg ser på min vej, som måske kan være til inspiration. Eller måske er det bare billeder, der fortæller sjove historier.

    Siden findes i bjælken øverst.

  • 22apr
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Århus-trøje
    Århustrøjen
    Århustrøjen

    Denne trøje, som efterhånden har en del år på bagen, er medtaget for at vise, at inspiration findes overalt.

    Jeg var med en 6. kl. på lejrskole i Århus med 4 overnatninger. Vores logi lå tæt på havnen med den gamle toldbygning lige overfor mit vindue. Det er en bygning fra dengang, hvor murværk blev dekoreret med små murstensmønstre. Nogle mere kunstfærdige end andre.
    Af en eller anden grund, var jeg kommet afsted uden skrivegrej, så afsted og investere i en blok ternet papir og farveblyanter. Om aftenen, når der var nogenlunde ro fra eleverne, sad jeg og tegnede interessante mønstre fra bygningen. Rigtig mange.
    Vel hjemme igen blev nogle af mønstrene så omsat til denne trøje.
    Den er strikket i strømpegarn fra Brugsen og i mit foretrukne snit:
    En lige bul, der er rundstrikket. Ærmer, hvis omkreds øverst svarer til bullens bredde. Ligeledes rundstrikket.
    Når alt er strikket, incl. at strikke skulderaflukningen på for- og bagstykket sammen, sys på maskine ned hvor ærmerne skal sys i og tilsvarende rundt om halsudskæringen. Dermæst klippes op og ærmer sys i samt isyning af halskant. Halskanten er dobbelt, så opklippet således kan skjules imellem de to lag strik.
    Detaljebilleder af mønster og halskant herunder.

    Mønsterdetaljer

    Mønsterdetaljer

    Detalje - halskanten.

    Detalje - halskanten.