Garn: Line fra Sandnes garn. Løbelængde: 50 g = ca. 110 m. Pinde nr. 4. Hæklenål nr. 3½ til kanter.
Strikkefasthed: 20 m =10 cm. Blusens overvidde er godt 90 cm.
Marguritemønsteret: Mønstret er over 10 m. Se billedet herunder. Strik 1. maske ret, gå to masker frem og fire rækker ned. Altså under 3. maske. Stik pinden ind på dette sted, fang garnet og før det med op på pinden som en lang maske. Pas på ikke at stramme. Strik maske 2 og 3. Gå igen ned i samme hul og træk endnu en lang maske op. Strik maske 4 og 5 og træk den tredje lange maske op igennem samme hul. Strik 5 masker ret. Dette gentages omgangen/rækken ud. På næste omgang/række strikkes den lange maske sammen med henholdsvis maske 1, 3 og 5. Arbejdsrytmen er lidt forskellig ved rundstrikning og ved frem- og tilbagestrikning
Strik 4 omgange glat inden næste mønsteromgang. Mønsteret forskydes 5 m når det strikkes næste gang.
Bul: Slå 190 m op. Strik glat rundt og begynd mønster efter 6 omgange. Strik 34 cm. Luk af til ærmegab for 2 gange 5 masker i hver side. Der er nu 75 m. på hver del. Strik ryggen videre til arb. fra underkant måler 49 cm. Luk for de midterste 31 masker. Der er nu 22 masker på hver side til skulder. Strik to pinde og lad maskerne hvile. Forstykket: Ærmegabsaflukning som på ryggen. Start halsudskæring, når der er fra bunden er strikket 49 cm. Luk for de midterste 15 masker. Luk mod hals for 2 – 2 – 1 – 1 – 1 – 1 maske. Strik lige op til samme højde som ryggen. Sammenstrik og afluk skuldrene fra vrangsiden.
Ærmet er rykket ind på bullen.
Ærmer: Slå 38 m op på 4 pinde. Strik 5 omgange før første margerit.
Tag 1 m ud på hver side af omgangsmarkeringen på hver 6.omg til der er 76 masker på omgangen. Strik til ærmet måler 41 cm. Derefter strikkes frem og tilbage, fortsat i marguritemønster. Tag en maske ind på hver 3. række i begge sider i alt 4 gang. Der er nu 68 masker, som lukkes af.
Underkant på bul og ærmer: En omgang fastmasker og en omg. musetakker (3 luftmasker, fastmaske i 1. m og kædemaske i 2. fastmaske på rækken under.) I halsen hækles en omg. musetakker.
Sy ærmerne i bullen.
Det fremgår ikke af billedet, at ærmerne ikke når helt ned til håndleddet. Det er vel nærmest et 7/8-dels ærme. Jeg kan godt lige helt lange ærmer, der slutter ved håndleddet. Så hvorfor ikke denne gang? Svaret er det helt enkle, at jeg havde købt garnet for lang tid siden. I en tilbudskurv ved en garnbutik. Tit strikker jeg ærmer først. Dette fordi jeg så kan justere strikkefastheden, hvis ikke strikkeprøven helt passer. Til dette arbejde havde jeg strikket det ene ærme først, hvorefter jeg strikkede bullen. Ærmet var strikket op til, hvor der skulle strikkes frem og tilbage, så det passede til det indrykkede ærmegab. Så kunne det andet ærme vente til sidst. Efterhånden som arbejdet på bullen skred frem, blev det tydeligt, at der ikke var garn nok. Det havde der sikkert været, hvis jeg havde valgt et andet mønster. Margeritemønsteret er ret garnslugende. Noget rundringning til garnforretninger gav ikke noget resultat. Den pågældende farve var udgået. Det var nok derfor, det var på tilbud. Jeg vejede det ærme, der var strikket. Beregnede arealet af det strikkede samt arealet af et nyt ærme med den længde det kunne få. På den måde lykkedes det at strikke to, næsten lange ærmer. Voila – matematik i anvendelse.