Hvor herligt at få mulighed for at snuse til et for mig nyt håndværk, løbbinding. Også denne gang et kursus arrangeret af Den faglige forening Håndværk og Design. Selve håndværket er gammel og er kendt tilbage fra jernalderen. Måske endda endnu ældre. Ordet “løb” kommer af det nordiske ord “laupr”, som betyder kurv. Eneste redskab er en nål, så løbbinding er kurvesyning.
Kort fortalt: Der løber et materiale rundt i kurven og videre opad i næste omgang. Det er sjælen. Denne sys undervejs fast til omgangen nedenunder. For at styre tykkelsen på sjælens materiale, når dette er strå og lignende, føres det igennem en bindering. Denne kan være et stykke knogle, horn, træ med bort hul i eller lignende.
Materialerne kan være meget forskellige. Afsættet for kurset var et tema om jernalderen, så første kurv blev udført med rughalm som sjæl og syet med bast. Bast kommer fra lindetræer. For at komme godt fra start, og få fornemmelse for materiale og teknik, blev den første kurv syet på en træbund. Der bredte sig en koncentration og fordybelse blandt kursisterne, som stort set kun blev afbrudt af lyden af bast, der knækkede, når trækket blev for kraftigt. Det er ellers ret stærkt. Knæklyden blev efterfulgt af et udbrud, for nu skulle der så øges. Det gik ellers lige så godt.
Som det første arbejde, det er, er det både vind og skæv, og ikke lige højt hele vejen rundt. Højden er ca. 8 cm, heraf går der 1 cm til træbunden. Siden i kurven er åbent løb. Det vil sige, at materialet til sjælen er synligt. Afslutningen er lukket løb, hvor sjælen er skjult. De to små ører kom ligesom af sig selv. Jeg glemte på et tidspunkt at få syet fast til rækken nedenunder. Da jeg opdagede det, var jeg et stykke forbi sypunktet. Så viklede jeg videre med bast om sjælen, formede et øre og syede det fast. Så skulle der ligesom også være et i den anden side.
Næste forsøg blev en rund bund startet direkte med rughalm og bast. Startet indefra midten og syet udad. Da bunden havde en passende størrelse, blev der syet opad. Denne gang ville jeg prøve at få kurven til at skråne udad og ikke kun gå lodret op. Det er lykkedes tilfredsstillende. Denne kurv er med åbent løb hele vejen igennem.
Den måler ca. 16 cm i diameter øverst og har en højde på 5½ cm.
Så var tiden kommet til at kaste mig ud i andre materialer med løbbindingsteknikken. Valget faldt på stof. Opklippede strimler i strækstof og bundet med sort tynd garn, som ligner vævegarn. Starten som i kurven ovenover, altså inde fra midten af bunden.
I halmkurvene var det muligt at stikke ind igennem rækken nedenunder, når næste række skulle sys. Det er ikke en mulighed med dette materiale. I stedet er der stukket helt ned under rækken under og der er syet med tungesting.
Vel hjemme fra kurset, fortsatte jeg med at sy på kurven. Jeg ville gerne have bunden aflang, så derfor har jeg forsøgt mig med vendinger i hver sin side af cirklen for at få en aflang form.
Arbejdet er stadig undervejs, så det endelige resultat må foreligge senere. Jeg har ikke besluttet mig for hverken dimensioner eller funktion på kurven endnu. Det kommer efterhånden som jeg arbejder på den.
Jeg tror løbbinding kan blive lige så meditativt som strikning.
Comments are closed.