• 27dec

    Nu er det ikke første gang jeg præsenterer jerseykjoler her på bloggen. De to, det drejer sig om denne gang har det til fælles, at overdelen på begge kjoler stort set er indentisk. Ændringer på underdelen samt på halskantens afslutning.

    Halskanten er ordnet med en strimmel klippet i samme stof som kjolen og påsyet med samme teknik som en ribkant. Halskanten er klippet med sømmerum.
    Underdelen er i seks baner med trådretning midt i hver bane.
    Her er halskanten ordnet med en strimmel af ribstof, som er syet ret mod ret til halskanten og derefter vendt ind på vrangsiden og stukket fra retsiden. Halsudskæringen er klippet uden sømmerum og udringet 1 cm ud på skulderen.
    Mønstret til underdelen er tegnet som en rektangel med bredde som den tilsvarende mønsterdel og derefter klippet op og spredt ud for at give mervidde til underkanten. Trådretning midt for/midtbag.

    Voila: To næsten ens og alligevel forskellige kjoler. De er til vinterbrug, da stoffet er ret kraftigt. Det blå er bomuld med lidt stræk. Det grønne er lidt bomuld og mest kunststof. Begge stoffer har begrænset strækevne.

  • 18dec

    Et af stykkerne fra sunprintkurset er nu blevet til en pude. Der var brugt akelejeblade til afdækningen i trykprocessen og de inviterede til broderi. Jeg brugte teknikkken frit ført maskinbroderi.

    Kanten af bladtrykket blev fulgt ret frit. Det var ikke meningen, at broderiet skulle indramme bladet. Derimod skulle det tilføje noget nyt til udtrykket. Så nogle steder er kanten fulgt. Andre steder er det indenfor eller udenfor kanten.

    Til bagsiden af puden fandt jeg et stykke pink lærred. Lukningen blev overfald med knapper.

    Knaphuller og knapper syet i overfaldet
    Lukningen klar til at blive syet sammen med forstykket

    Den færdige pude på plads i sofaen. Puden måler ca. 30 cm x 30 cm.

  • 11dec
    Categories: at brodere Comments: 0

    Dette emne har jeg skrevet om før. Denne gang var formålet at lave en lille billedserie, der viser de enkelte trin i processen fra tegning til færdigt broderet motiv.

    Det blev til denne lille billedvideo.

    Og her ses tydeligere hvordan arbejdet føres imens.

    Blomsten er inspireret af en bog med færøske broderier: “Brodering til tann føroyska tjódbúnan”

  • 04dec
    Categories: at trykke Comments: 0

    Som lovet i indlægget om sunprint i drivhuset ville jeg lægge resultaterne fra kurset, hvor jeg lærte teknikken, her på bloggen. Nu kommer det så.

    I forvejen var vi blevet bedt om at medbringe pressede blade, som stadig skulle være fugtige. Lagt i pres et par dage mellem aviser, og aviser lagt i plastposer. Emnerne skulle være flade, men ikke tørre.

    Jeg plukkede lidt akelejeblade samt nogle bregner.

    Første forsøg

    Første tryk eller print, som det måske hedder, når teknikken hedder sunprint, var netop med akelejebladene.

    Akejeleblade lagt på stof, der er farvet rød
    Det færdige tryk

    Metal som afdækning

    Sunprintprocessen er relativ hurtig og ret enkel. Bordet under afdækkes først med plast. Stoffet spændes stramt ud, fugtes med vand fra en forstøver, den ønskede farve påføres med pensel – males på. Der afdækkes med ønskede emner og så skal det tørre under varme. På kurset brugte vi halogenlamper, da de udsender varme. Hvis lampen lyser skråt ned på emnet, dannes der skygger.

    Stoffet udspændt og sprayet med vand. Farven er klar og det samme er en beholder til at skylle penslen i.
    Den ønskede farve er påført
    Afdækket med små knappenåle samt en metalplade med små huller. Lampen blev anbragt så lodret over stoffet som muligt. Belysning fra flere sider modvirker noget af skyggevirkningen, hvis det ikke ønskes.
    Hulpladen er fjernet og det blev over al forventning. Meget skarpt.
    Dette er den korrekte farve og det færdige tryk

    To farvet tryk – virker det i denne teknik?

    Fra batik har jeg erfaringer med at vikle og farve to gange, og derved opnå en tredje farve. Det måtte også afprøves med sunprint. Jeg valgte bregneblade til at afprøve det. Det resulterede i to forsøg, da jeg i det første forsøg havde glemt at stænke stoffet med vand først.

    1. forsøg. Først farve gul, så farve blå:
    Den blå bregne blev ikke så tydelig

    2. forsøg prøvede jeg først med den blå og derefter med den gule farve:

    Det blå tryk, som efterlader en hvid bregne på blå bund.
    Derefter blev stoffet farvet gul. Den i forvejen hvide bregne vil nu tage imod den gule farve og i det blå område vil den blå og den gule farve blande sig og blive grøn. Det er samme bregne, der er anvendt som afdækning igen.
    Sådan blev resultatet. De to bregneblade er tydelige.

    Farvepåføring ved stænketeknik

    I stedet for at give hele stofstykket samme farve, er der her leget med at påføre forskellige farver på forskellige områder. Fordi stoffet er vådt i forvejen og det er “vandige” farver, der bruges, vil farverne løbe sammen.

    Efterfølgende er der afdækket og belyst.

    Afdækningen har været små flade træelementer og vist også små pailletblomster. De tydeligste aftryk er hvor emnerne er trykket godt ned i det våde stof.

    Sunprint på uldstof

    De tidligere tryk er lavet på bomuldsstof. Så det var spændende at se hvordan det virker på uldstof. Jeg havde medbragt en lille stump.

    Uldstoffet farvet og afdækket med metaldimser
    Således blev det færdige tryk.

    På uldstoffet, som er en del kraftigere end bomuldsstoffet, er det tydeligt, at farven lægger sig ovenpå materialet. Det trænger ikke ind i fibrene.

    Plisséteknik

    Det følgende er ikke sunprint som sådan, idet der ikke er afdækket områder med fremmedelementer. Det er blot de farver, som er brugt. Stoffet blev foldet og folderne blev strøget for at få dem skarpe. Derefter blev farven sprayet på.

    Her er det en lys grøn, der er sprayet på det foldede stof.
    (Det røde og blå på billedet er tidligere tryk, der har smittet af på afdækningsplasten )

    Da det var tørt, blev stoffet foldet ud og lagt i nye folder, der dækkede det allerede farvede. Der blev sprayet med blå farve.

    Det færdige tryk. De skarpe folder skyldes, at stoffet ikke er strøget endnu efter trykket.

    Metervare

    Nu er ordet ‘metervare’ måske et stort ord at bruge, da det drejer sig om stoffets bredde og ca. 70 cm. i længden. Det skulle kunne opspændes på bordet. Påført blå farve.

    Afdækket med akelejeblade og træstjerner

    Alle materialer kan købes hos Spektrum.

    Efter trykkene er tørre, skal de som så meget andet tryk, fixeres med strygejern i 5 min. Og 5 min. er lang tid når man bare står og stryger. Fixeringen er nødvendig for at stoffet bliver vaskbart.