• 22okt
    Categories: at sy, Diverse Comments: 0

    En kollega har været sygemeldt og skulle have en “god bedring” hilsen. Mens jeg stod i undervisningen af valgholdet og deres påbegyndelse af emnet “Bøj og sammenføj”, fik jeg idéen til at give en dåseøl i en køler. Det kan det vel godt kaldes, når stoffet er vatteret.

    Formen er en cylinder, som jo består af et rektangel med to ens cirkler i hver ende.

    Det blev til denne proces:

    Delene er klippet i vatteret stof. Cirklens diameter er 7,6 cm. De to rektangler er 26 cm x 13 cm og 26 cm x 4 cm
    Lynlåsen forlænget med små stofstykker
    Lynlåsen klargjort til isyning
    Cylinderens sidestykke klar til den videre forarbejdning
    Dåsekøler lukket
    Dåsekøler åben

    Måske finishen godt kunne have været lidt bedre. Jeg tror funktionen er i orden.

  • 20okt
    Categories: at sy Comments: 0

    Nu er det ikke fordi jeg akut står og mangler en brødkurv. Derimod er det oplæg til en elevopgave på valgholdet, hvor det er teknikken bag at få et lige og et buet stykke syet sammen så det passer.

    Skitse med mål uden sømmerum

    Emnet bliver “Bøj og sammenføj”. Så brødkurven er blot et ud af flere eksempler på en buet og en lige søm, der skal passe sammen.

    Da eksemplet er en brødkurv, og det også lidt var en hyggeprojekt at lave, broderede jeg tekst på. Et udsnit ses herunder.

    Alle synlige sømme er dækket med skråbånd. Eegentlig ville det have været pænere med sort, men det var ikke lige på lager. I stedet rød, da der også er rød i stoffet. Det ser ikke helt så skingert ud i virkeligheden.

    Sådan blev den færdige kurv. Bundens diameter er knap 18 cm og siden er foldet ned, så den er dobbelt. Giver lidt stabilitet.

    Stoffet er en rest møbelstof.

    Spændende hvilket produkt eleverne vælger at lave under overskriften “Bøj og sammenføj”.

  • 14okt
    Categories: at sy, Diverse Comments: 0

    Min søde svigerdatter spurgte, om jeg kunne sy et hjælpemiddel til genoptræning af et ben på en hund efter dens operation. Det skulle være et omslag hvori der kunne lægges lidt tungt. Fx tre 20-ere. Jeg fik en detaljeret tegning og en forklaring. Det blev til denne løsning.

    Det ser således ud, når det er foldet ud

    Udfoldet, så de tre rum er tilgængelige.
  • 13okt

    Til en uge med omlagt skema på skolen.

    Den fælles overskrift for hele ugen var “grænser”. I mit værksted, med elever 4.-6. kl., blev begrebet defineret som grænser , landegrænser, man af forskellige årsager kan være nødsaget til at krydse, af nød. Min kollega lavede en historie om krigen i Irak og flygtninge derfra. Det blev til en familie, hvor lillebrorens bamse blev væk undervejs i flugten. Da familien var nået frem til asylcentret, fik pigen, ca. 10 år, mulighed for at lave en ny bamse og denne skal være til lillebror som erstatning for den bortkomne.

    Mit eksempel på en bamse.

    Bansen indeholder inderst et stykke skumgummi, beviklet med fiberfyld og til sidst snøret og for at få bamseformen frem. Derefter karteflor, nålefiltning og til sidst vådfiltning. Nålefiltningen sikrer, at detaljer som øjne m.m. bliver siddende. Vådfiltningen fjerner alle prikkerne efter nålefiltningen.

    En detaljeret billedbeskrivelse af hele processen:

    Eleverne tog godt imod opgaven og fik filtet nogle søde, sjove, herlige bamser.

    De er midlertidigt flyttet ind på skolens bibliotek, hvor de sidder på øverste hylde.

    Elevbamser
    Flere elevbamser
    Tags: