Dette mobiletui i skind, som er et elevarbejde, er syet af en kasseret skindjakke. Eleven i disse sommerferietider er min nevø på ti år, som har været et par dage på ferie hos moster. Og man skal jo prøve at så kreative frø i en tidlig alder.
Først tegnede vi telefonen på papir, afprøvede form og størrelse. Rettede til og fik derved et mønster.
Clipsene svarer til hvor der skal sys.
Mønstret blev tegnet på bagsiden af skindet og klippet ud. Der blev også klippet en strimmel på 3 cm x 12 cm, som skal bruges som lukketøj. Derefter blev der klippet huller hele vejen rundt i sømlinjen med en afstand på 1 cm. Første hul ½ cm fra øverste kant. Hullerne blev klippet med en 1-cm hultang. Så fik den del af lukkestroppen, som skulle sidde bagpå huller og blev syet på.
Der blev målt ud til hvor velcro på forstykket skulle sidde og det blev monteret. Egentlig er det selvklæbende velcro, men for at det ikke skulle rive sig løs, blev der lavet tre huller gennem det yderste af velcrostykket og skindet og det blev syet fast.
Så kom endelig tiden til at sy etuiet sammen. Der er syet med saddelmagersting. Dvs. en tråd med nål i begge ender og skiftevis gennem hullerne med først den ene nål og derefter den anden nål. Hele tiden skifte nåle. Vi er ikke gået så højt op i at lægge stingene til samme side. Min nevø var hurtig til at lære og fik snart syet rundt. Og vi har hæftet på korrekt vis ved at sy sting tilbage. Stadig saddelmagersting.
Endelig kom tiden, hvor telefonen kunne “flytte ind” i etuiet, så der kunne måles ud til velcrodelen på lukkestroppen. Denne er monteret tilsvarende velcro på forstykket. Stingene, der skal forstærke velcroen er sat i den side, hvor der er belastning, når der åbnes.
Til sidst blev den klippet til i kanten hele vejen rundt, så optegningsstregerne forsvandt.
Det færdige etui:
Comments are closed.