• 17jul
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Sommerkjole

    En sommerkjole. Mens jeg syede, meldtes der om varmere vejr de næste dage. Så helt fint. Stoffet, jersey, er fra den lokale. Det har ligesom sprunget mig i øjnene de sidste par gange jeg har været i butikken i andet ærinde. Og for at stoffet ikke skulle ende med at ligge og grine ad mig herhjemme, så blev det vasket og kjolen syet med det samme.

    Farven på billedet er blevet »mystisk«. Farven øverst på kjolen er den rigtige.

  • 15jul
    Categories: broderimaskine, tasker Kommentarer lukket til Toilettaske

    En ny toilettaske.
    Syet i quiltet bomuld og med inderfoer af frotté med gummibagside. Gummisiden vender ind i tasken.
    Dekorationen er et 5-tal i kraftig filt, der er applikeret på samt et maskinbroderi udført med en tråd, der selv skifter farve.
    Endestykket er svagt trapezformet, smallest foroven.
    Som det ses på billedet, er alle sømme udvendige og gemt med et stykke skråbånd.

  • 12jul
    Categories: at flette kurve Kommentarer lukket til Kurveflettedag.

    En dejlig kurveflettedag med besøg af en kollega, som skulle introduceres til peddigrøret som flettemateriale. Og hun blev solgt.

    Samtidig lavede jeg en lille kurv til at opbevaring af løg. Min kurv er flettet på en træbund, en skive fra et birketræ, hvor barken var faldet af. Hulstørrelse er 4 mm og stagernes diameter er ca. 3,50 mm. Fremgangsmåden som i denne kurv.

    Da jeg åbenbart ikke var omhyggelig nok med at mærke af til huller, blev der ikke et ulige antal, som er det letteste til fortsat lærredsvævning på siden. I stedet måtte jeg arbejde med “to efter hinanden”. Peddigrøret længst til venstre starter flettet.

    Når der flettes “to efter hinanden” må det bagerste peddigrør ikke overhale det forreste.

    Hvis det sker, kommer det til at se således ud og det er et helt andet mønster.

    Så er løgkurven flettet færdig og klar til afklip.

    Dagens fletteresultater:

    Og lige et solobillede af Annettes kurv. Den er flettet på en bund af krydsfiner med en diameter på 30 cm. Pladen er dækkes af en rullekant, som laves idet stagerne føres gennem bunden og låses omkring stagerne på oversiden. Hanken er en færdig kurvehank, som ligger omkring bundpladen. Under fletningen af siden, fungerer de to hankesider som flettestager. Rullekanten i bunden er rigtig fin og giver kurven et helt andet udtryk af finish.

    Der er vist dømt picnic i ferien, så god tur.

     

  • 08jul
    Categories: at brodere, Elevarbejder Kommentarer lukket til Monogram – broderi med 5. kl

    Årets sidste emne i 5. kl. var en lille designopgave, som blev omsat til et broderi. Elevernes broderier blev anvendt til bogmærker. De skal læse 20-30 min hver dag, så et bogmærke er praktisk at have.

    Designprocessen var en tegnediktat. Et papir inddeltes i seks felter. Eleverne udfyldte felterne ud fra givne kriterier. F. eks. i første felt skrive navn med efternavn. På billedet herunder har jeg blændet elevernes navne. I næste felt skrive forbogstaver, i tredje felt skrive forbogstaverne sammenbundne, osv. Ideen med dette er, at eleverne skal blive opmærksomme på de forskellige udtryk, der fremkommer alt efter hvordan bogstaverne tegnes.

    Når alle seks felter var udfyldt, udvalgtes et af udtrykkene. Disse blev rentegnet indtil eleven var tilfreds  med monogrammets design.

    Næste trin i processen var at overføre det tegnede monogram til broderistoffet. For at lette denne proces, benyttedes vinduet som en lyskasse.

    Så var det ellers i gang med at brodere. Jeg havde givet eleverne valget mellem at brodere med bagsting eller med frie korssting.

     

    Et par videoer til hjælp undervejs når der skal startes på broderiet: Splitning af broderigarn samt knude på tråden. Det med knude i broderier er et omdiskuteret emne. Til vores bogmærkebroderier kunne det sagtens gå. Så var der også kun en tråd at hæfte til slut. Når de skulle øge til nyt broderigarn undervejs, lærte de at hæfte ind under det broderede. Jeg lavede også en video om start på at brodere bagsting. Tanken med disse videoer var at eleverne selv kunne se dem igen og igen, så hjælpekøen hos mig ikke var der. Samtidig blev de opfordret til at hjælpe hinanden. Men som i så mange situationer; det er lettest at spørge læreren med det samme. Det kender man måske også fra sig selv, når man er på kursus?

    Naturligvis snakkede vi også om hvad monogrammer er, hvor vi kan finde dem og hvor de har været anvendt historisk. Bl. a. til at holde styr på hjemmets tekstiler ved at sy monogram samt et tal. F. eks. lagen nr. 2.

    Vi anvendte stof til broderierne fra stoflageret. De er afstivet med tynd vliseline.