På skolen har vi i denne uge arbejdet skemafrit. Det vil sige, at det normale skoleskema er suspenderet og der har så været et andet indhold i lektionerne. Jeg har arbejdet med en gruppe elever, der forberedte et skuespil. I den forbindelse skulle der bruges en samedragt. Da jeg har arbejdet med elever, der syede kostumer til skuespillet, kunne jeg arbejde lidt på samedragten ved siden af.
Den originale samedragt er så vidt jeg har kunnet finde ud af syet af uldstof. Dette kostume er syet af bomuldslærred. Dekorationerne er lærred, skråbånd samt bånd. Lukningen foran er et par hægter.
Det vævede bånd om livet stammer fra Nordnorge.
Kraven er påsyet anderledes end jeg plejer. Sædvanligvis ville jeg sy kraven færdig og så sætte den på overdelen. Her har jeg i stedet valgt at sætte de to kravedele, underkanten, på overdelen med en kravedel på hver side.
Derefter er de to kravedele strøget opaf, syet sammen med zig-zag og til sidst er det grønne skråbånd syet på.
Dragten skal bruges af en pige i 6. kl. Stykket, de skal spille, er Snedronningen. Her er pigen Grete gået ud i verden for at lede efter sin ven, Kaj, som den onde Snedronning har fortryllet og bortført. Grete spørger om vej undervejs i sin søgen, og et af stederne hun spørger er hos en samekone.