Peddigrør flettet på en skive af birketræ.
Flettet er 7½ cm højt og invendigt er kurven ca. 14 cm i diameter. Kurven er efterbehandlet med madolie.
Jeg bestilte nogle tynde træskiver hos min far i forskellige størrelser. Og ikke alle skulle være pænt runde.
Jeg startede med denne lidt mindre skive af birketræ. Skiven er mellem 1½ cm og 2 cm tyk og omkring 18 cm i diameter.
Først blev der boret huller rundt langs hele kanten ca 8 mm fra den indvendige barkkant. Indbyrdes afstand mellem hullerne, målt hele ude ved træstykkets udvendige kant, er ca. 12 cm. Dette resultedere i 27 huller.
Træskiven blev så lagt i madolie for at blive mættet og for bedre at kunne tåle fugten i forbindelse med fletteriet.
Da flettestagerne senere skulle sættes gennem hullerne viste de sig at være lige små nok. De blev efterboret med et bor 3½ mm og så gik det bedre.
Stagerne, 3 mm i størrelse, blev trukket gennem hullerne, så der stak 4 cm ud forneden og de skulle låses under bunden med en fletning. Det blev gjort som det første. Foran en og bag en stage hele vejen rundt. Den lille pind, der er lagt under den første bøjede stage er for at lave plads til at den sidste stage kan komme på plads når der er flettet hele vejen rundt.
Comments are closed.