Den syvårige havde nogle jeans, som skulle afkortes til shorts. Når en sådan opgave gives til mig, så inviterer det til at lege med de afklippede bukseben. Valget faldt på en nederdel. Jeg havde i forvejen hendes taljemål og en anslået nederdelslængde.
Første del bestod i af klippe stykkerne til i rektangler. Eller mere præcist, at skære dem med rulleskæreren for mest mulig præcision. Ikke alle lige brede.
Derefter at samle de forskellige stykke, der havde samme bredde, i nogle baner.
Så var det tid at samle banerne bedst muligt.
Nederdelen er syet til en pige, der godt kan lide bling og pynt, så derfor måtte der broderes nogle hjerter lidt spredt over stykket. Dette foregik på broderimaskinen. Hjerterne er ikke alle ens, men udgangspunktet er det samme hjertemotiv.
Den hvide festonkant skal være flæse nederst. Den er rynket på overlockeren med maksimal differentialtransport. Lettere er det vist ikke at rynke et stykke stof. Så er det bare at sy den på den tilrettede underkant.
I taljen en bred elastik. Jeg havde et stykke liggende med glimmer i, så det måtte nødvendigvis bruges her.
Først fik hun overdraget sine “nye” shorts. Dem var hun godt tilfreds med. Derefter sagde jeg til hende, at her var hendes afklippede bukseben. Så fik hun nederdelen. Selvfølgelig var jeg noget spændt på, om hun overhovedet kunne lide den. Dagen efter, da hun skulle have tøj på, kom den på.