• 14okt
    Categories: Diverse Comments: 0

    Jeg har været på emaljekursus i Den faglige forening Håndværk og Design. Det er anden gang, jeg prøver at arbejde med dette materiale. Sidste gang kom der dette ud af det. Det er nogle år siden, så teknikken skulle lige opfriskes.

    Mit første arbejde blev et nøglevedhæng. Formen savet ud i et stykke kobberplade. Emaljepulver på. Som dekoration blev der lagt tre glassplinter og et L blev formet i kobber og lagt ovenpå. Efter første tur i emaljeovnen, hang øverste del af den pålagte kobbertråd ikke helt fast. Arbejdet fik et lag transparent emalje og en tur mere i ovnen. Så var det hele hæftet og dækket.

    Billedkvaliteten er dårlig. Nøglevedhænget hænger nu på mit barnebarns skoletaske iblandt mange andre dimser.

    Til næste arbejde, ville jeg prøve at arbejde med emalje på en ujævn overflade. Altså en overflade, hvor jeg havde formet overfladen med tænger. Først udglødede jeg kobberet, inden jeg savede. Det gjorde savearbejdet noget nemmere. Udglødning vil sige kraftig opvarmning og derefter direkte ned i koldt vand. Denne chokbehandling gør metallet mere bøjeligt og lettere at bearbejde. Savearbejdet gik også noget lettere, end i første arbejde.

    Derefter blev der lagt emalje på og som pynt små glasstykker, der lignede små blomster. Disse hedder millefiori. Desuden også små metalringe, men de forsvandt under brændingen i emaljeovnen.

    Nogle steder er emaljen drysset af. Overfladen har nok været for ujævn. Da det hele var koldt, blev det monteret med en brochenål på bagsiden. Sæt en sådan øverst på brochen for at undgå, at smykket vipper udad, når det sidder på tøjet.

    Den tredje ting jeg nåede, var en engel. Her var udfordringen især savearbejdet. Desuden valgte jeg at prøve at lægge emalje på både forsiden og bagsiden, så den kan hænge frit i rummet.

    Først blev kobberet udglødet, formen tegnet op og savet ud. Vingernes yderkant er lidt tilfældige og ikke tilstræbt ens. Gennem savearbejdet, var englens krop blevet noget ujævn, så den blev banket flad på en ambolt. Vingerne fik lidt bølger, lavet ved hjælp af tænger. Dog ikke mere bølget, end emaljen ville blive liggende på figuren.

    Først blev bagsiden emaljeret.

    Bagside

    Derefter forsiden. For at få den i emaljeovnen anden gang, blev der konstrueret en holder, der rørte minimalt ved figuren. Den svævede nærmest kun på få punkter. Ved anden brænding, blev bagsidens emaljer lidt mere mørke og udflydende, end da de var lavet i førte omgang. Det er jo en balancegang, hvornår det har fået nok. Jeg ville gerne have, at de små dekorationsstykker på forsiden smeltede helt ud. Det lykkedes.

    Forside

    Englen måler ca. 8 cm i højden.

    Emalje er et spændende materiale, at arbejde med og det giver samtidig en god fornemmelse for metalarbejde. Pladestykker klippes på pladesaks, hvis ikke der er et stykke, som passer i størrelse. Udglødning, savning, boring af huller inden emaljering, filning af kanter, vurdering af emaljelaget og endelig vurdering af smeltningsgrad. Det var spændende at følge arbejdet, når det kom ud af ovnen og fik sin endelige farve. Selvom der på bøtterne med emaljepulver stod hvilken farve det var, var det mest at betragte som vejledende.