• 25dec
    Categories: at sy, tasker Kommentarer lukket til Lille sportstaske

    Lillepigen er begyndt til svømning og kunne godt bruge en taske til badetøj, håndklæde m.m. Da der nemt kan ligge vand på gulvet i et omklædningsrum til svømmehaller, og omklædningsrum i det hele taget, valgte jeg voksdug som materiale til tasken. Alle stykker er dobbelte, så det også indvendigt er en “voksoverflade”. Bagsiden af voksdugsmaterialet er stofagtigt og det er nok ikke så smart at lægge en våd badedragt og håndklæde direkte på dette. De dobbelte lag er samtidig med til at stabilisere tasken.

    I voksdug fungerer det ikke med knappenåle. Derfor har jeg brugt smal dobbeltklæbende tape på de mere kritiske steder. F. eks. på billedet herunder, hvor den hvide strimmel er et stykke dobbeltklæbende tape, som en hank sættes på.

    De to knappenåle markerer, hvor der skal sys en lille firkant med et kryds i, for at gøre hankepåsyningen på sidestykket mere holdbart. Klemmerne er for at holde de to lag voksdug sammen, mens hanken påsys.

    Hanken er vævet gjordbånd, 3 cm bred. Hver hank måler 1 m.

    Efter hanke er syet på, er sidestykkerne syet på og derefter bunden. Både sidestykker og bund er også to lag voksdug lagt vrang mod vrang. Det kan være en hjælp at holde de to lag sammen med dobbeltklæbende tape til det videre syarbejde. Alle sømmerum indvendigt er efterfølgende dækkede at et påsyet 2 cm. bredt bånd klippet af voksdug og stukket fast.

    Et kig ind i tasken. Den røde pil går til båndet syet om sømmerummet fra sidestykkets sammensyning med midterstykket og den orange pil peger på båndet, der omslutter sømmerummet hvor bunden er syet på tasken.

    Den færdige sportstaske klar til en tur i svømmehallen.

    Tasken er ca. 30 cm lang, 20 cm bred og 20 cm høj.