• 25nov
    Categories: at strikke Comments: 0

    Min svigerdatter viste mig et billede af en sweater, der var strikket, så den lignede et jordbær og spurgte, om det var muligt at lave den som cardigan i stedet til den to-årige. Det mente jeg nok skulle være muligt. Det var i hvert fald en udfordring, der var værd at tage.

    Garn blev købt og en vejledende opskrift fundet. Den blev kun brugt til at afpasse strikkefasthed med masketallet samt mål på krop og ærmer, så det nogenlunde passer til str. to år. For at illudere et jordbær, skulle trøjen være rød med hvide prikker og øverst grøn, som skulle forestille det blad, der sidder på et jordbær.

    Trøjen er strikket nedefra og op. Det skal gerne se ud som at ‘bladet’ ligger jævnt rundt på skuldrene, når trøjen er på. For at opnå denne effekt, er den del af trøjens indtagninger strikket som et rundt bærestykke. Den indtagningsløsning duede ikke på selve jordbærdelen. Det ville forstyrre harmonien i de hvide prikker. Der er derfor strikket raglanindtagninger på den øverste del af trøjen.

    Forkanterne måtte nødvendigvis også strikkes i både rød og grøn. Overgangen er klaret ved at sno de to garner om hinanden ved farveskift. Dette medførte så også, at den øverste knap måtte være grøn.

    Der er strikket i Babyuld Lanett fra Sandnæs garn.

  • 25nov

    Jeg har to tasker til noder, da jeg spiller i to forskellige sammenhænge. Nodestativet flytter så fra taske til taske og selvfølgelig er denne flytning nogle gange glippet, så jeg er mødt frem uden nodestativ. Dette fungerer jo ikke. Jeg har således købt et ekstra. Til det har jeg syet et etui.

    Etuiet er syet i noget møbelstof. Stoffet er klippet 28 cm x 57 cm. Der er syet en bærerem på.

    Bæreremmen er 80 cm lang og 2½ cm. bred. Det er syet på 4 cm fra den korte side og 3 cm fra den lange side. Se billedet.

    Derefter er der syet en lynlås på langsiden. Lynlåsen går hele vejen igennem. Den er syet på ret mod ret og derefter kantstukket.

    Etuiet er dernæst syet sammen i enderne med lynlåsen midt for.

    Bunden er formet ved at lægge tværsømmen over den lodrette fold langs siderne og derefter sy på tværs.

    Tværsømmen er 6 cm fra side til side.

    Dette er gjort i begge ender. Når der sys etuier med lynlåslukning, skal man altid huske at åbne lynlåsen inden det hele sys færdigt. Ellers kan etuiet ikke vendes.

    Nodestativet er flyttet ind og etuiet er klar til brug.

    Tags: ,