• 20okt

    Et vævespjæld kaldes også en båndvæv. Det er en plade med riller og huller. Tilbage i almuetiden kunne et fint udskåret vævespjæld være en kærestegave fra en ung mand til hans udkårne. Vævede bånd var der brug for i dagliglivet i en tid, hvor elastikken endnu ikke var opfundet. Så kunne strømper holdes oppe med et vævet bånd. Der var også mange andre anvendelser for de vævede bånd og de var tit flot vævede med flotte farver og mønstre.

    På Østerbottens Museum i Vasa, Finland, så jeg et maleri af en ung pige, der væver på sit vævespjæld.

    Trendens ene ende er fastgjort til et punkt udenfor maleriet og den anden ende er hæftet til en snor om livet på pigen. Samme teknik fungerer stadig og er den måde, jeg har vævet mit bånd på.

    Mit båndvæveri denne gang blev igangsat af, at jeg havde sagt ja til at komme på læreruddannelsen i Aarhus og fortælle lidt om vævning og min vej ind i det. Et af eksemplerne blev båndvævning på vævespjæld samt lidt historisk om dette. Opsætningen blev med hvid og brun. Dette skyldes alene, at jeg havde noget bomuldsgarn, 8/4, liggende, som engang er blevet rullet op med to hvide og en brun tråd samlet. Det brugte jeg som trend, fordelt som det var med to hvide og en brun tråd.

    Jeg målte en passende længde af og i alt 27 trendtråde. Så blev vævespjældet trendet.

    Mit vævespjæld er i sin tid købt gennem Højskolernes Håndarbejde og kan både fungere som vævespjæld som her, eller det kan vendes en kvart omgang. Derved kommer hakkerne i enderne til at være op og ned, og der kan nu vikles trend direkte om pladen og stoppevæves på pladen. Det samme som når der væves på en pap- eller træplade som herunder.

    Linealen øverst vippes, når der skal indføres islæt fra venstre, da jeg som højrehåndet synes det er sværere at plukke dette skel op med venstre hånd. Der væves ved at have trendtråden på en lang nål uden spids.

    Tilbage til vævespjældet. Min opsætning var denne:

    Det er vigtigt, at trenden placeres i midten af vævespjældet.

    Så var det ellers bare at væve derudaf.

    Til vævning på vævespjæld har jeg som regel islættet rullet op i dunter. Det synes jeg er lettere at styre, end på en lille fladskytte. Trendtrådene dækker stort set islættet. Kun i kanten er islætstråden synlig som små prikker. Derfor vælges samme farve til islæt som trendens yderste tråd. Fordelingen med to hvide og en brun trendtråd hele vejen på tværs, giver det prikkede mønster på båndet.

    Efter at have vævet til trendens anden ende, skulle jeg tage stilling til en afslutning. Det blev til at lave flettede frynser, hvor hver lille fletning består af ni tråde, tre og tre med en brun i midten af to hvide i hvert fletteben. Det gav denne fletning.

    Som afslutning på fletningen er en trendtråd snoet et par gange om trådene og låst med knude til sidst.

    Det vævede stykke af båndet måler godt 120 cm og de flettede frynser 10 cm. Båndets bredde er 2 cm. De flettede frynser er med til, at båndet syner lidt længere.

    Mit bånd tænker jeg anvendt som et bælte over en storskjorte eller lign.

  • 14okt
    Categories: Diverse Comments: 0

    Jeg har været på emaljekursus i Den faglige forening Håndværk og Design. Det er anden gang, jeg prøver at arbejde med dette materiale. Sidste gang kom der dette ud af det. Det er nogle år siden, så teknikken skulle lige opfriskes.

    Mit første arbejde blev et nøglevedhæng. Formen savet ud i et stykke kobberplade. Emaljepulver på. Som dekoration blev der lagt tre glassplinter og et L blev formet i kobber og lagt ovenpå. Efter første tur i emaljeovnen, hang øverste del af den pålagte kobbertråd ikke helt fast. Arbejdet fik et lag transparent emalje og en tur mere i ovnen. Så var det hele hæftet og dækket.

    Billedkvaliteten er dårlig. Nøglevedhænget hænger nu på mit barnebarns skoletaske iblandt mange andre dimser.

    Til næste arbejde, ville jeg prøve at arbejde med emalje på en ujævn overflade. Altså en overflade, hvor jeg havde formet overfladen med tænger. Først udglødede jeg kobberet, inden jeg savede. Det gjorde savearbejdet noget nemmere. Udglødning vil sige kraftig opvarmning og derefter direkte ned i koldt vand. Denne chokbehandling gør metallet mere bøjeligt og lettere at bearbejde. Savearbejdet gik også noget lettere, end i første arbejde.

    Derefter blev der lagt emalje på og som pynt små gladstykker, der lignede små blomster. Desuden også små metalringe, men de forsvandt under brændingen i emaljeovnen.

    Nogle steder er emaljen drysset af. Overfladen har nok været for ujævn. Da det hele var koldt, blev det monteret med en brochenål på bagsiden. Sæt en sådan øverst på brochen for at undgå, at smykket vipper udad, når det sidder på tøjet.

    Den tredje ting jeg nåede, var en engel. Her var udfordringen især savearbejdet. Desuden valgte jeg at prøve at lægge emalje på både forsiden og bagsiden, så den kan hænge frit i rummet.

    Først blev kobberet udglødet, formen tegnet op og savet ud. Vingernes yderkant er lidt tilfældige og ikke tilstræbt ens. Gennem savearbejdet, var englens krop blevet noget ujævn, så den blev banket flad på en ambolt. Vingerne fik lidt bølger, lavet ved hjælp af tænger. Dog ikke mere bølget, end emaljen ville blive liggende på figuren.

    Først blev bagsiden emaljeret.

    Bagside

    Derefter forsiden. For at få den i emaljeovnen anden gang, blev der konstrueret en holder, der rørte minimalt ved figuren. Den svævede nærmest kun på få punkter. Ved anden brænding, blev bagsidens emaljer lidt mere mørke og udflydende, end da de var lavet i førte omgang. Det er jo en balancegang, hvornår det har fået nok. Jeg ville gerne have, at de små dekorationsstykker på forsiden smeltede helt ud. Det lykkedes.

    Forside

    Englen måler ca. 8 cm i højden.

    Emalje er et spændende materiale, at arbejde med og det giver samtidig en god fornemmelse for metalarbejde. Pladestykker klippes på pladesaks, hvis ikke der er et stykke, som passer i størrelse. Udglødning, savning, boring af huller inden emaljering, filning af kanter, vurdering af emaljelaget og endelig vurdering af smeltningsgrad. Det var spændende at følge arbejdet, når det kom ud af ovnen og fik sin endelige farve. Selvom der på bøtterne med emaljepulver stod hvilken farve det var, var det mest at betragte som vejledende.