• 14jun
    Categories: at brikvæve, at væve Kommentarer lukket til Fra børnevæv til brikvæv

    En kollega spurgte, om jeg var interesseret i en lille børnevæv af denne type. Jeg takkede ja, da jeg et stykke tid havde gået og tænkt på, om det var muligt at sætte en sådan væv op til brikvævning. Altså med vævebrikker i stedet for ritplader til skeldannelse som bruges til lærredsvævning, hvilket er den væveform der oftest væves af børn på denne lille væv. Til formålet brugte jeg de små 3D-printede vævebrikker, som har en kantlængde på 4 cm. Da en brikvævningstrend er ret smal, i hvert tilfælde når der kun er ti brikker i opsætningen, var det svært at rulle trenden på garnbommen, uden det begyndte at skride. Derfor anvendte jeg strømpestrikkepinde som bomkæppe.

    Det ser ud til at virke. Hele trenden er ikke vævet af, så derfor kan det ikke helt vurderes.

    Væven opsat og klar til brug

    Den store “sikkerhedsnål”, som er en maskeholder til strik, gennem vævebrikkerne, er for at holde styr på brikkerne, når der ikke arbejdes. Jeg viklede islætsgarnet om en fladskytte. Det var for uhåndterligt at arbejde med, så i stedet blev det viklet i en dunte.

    Selve vævearbejdet fungerer godt. Trenden kan reguleres i spænding og det er muligt at arbejde med at dreje brikkerne. Se vævearbejdet udført: https://www.youtube.com/shorts/HqztnefZtlE

    Målet med at bruge en børnevæv som en brikvæv har været, at jeg ikke behøvede at have den ene ende af vævearbejdet spændt fast til mig selv, bundet fast til en snor om ryggen, som brikvævning traditionelt er. Jeg synes efterhånden, at det er hårdt for ryggen. Med den ombyggede børnevæv til en brikvæv, kan vævearbejdet udføres mange steder. F. eks. kan det tages med ud i haven.

Comments are closed.