Jeg har en kollega, som gerne vil lære at hækle og har forsøgt via Youtube. Hendes udfordring er, at hun er venstrehåndet, og de fleste instruktionsvideoer var lavet af højrehåndede. Jeg er højrehåndet, men har forsøgt at lave små videoer med hækling af luftmasker og fastmasker, hvor hæklenålen er i venstre hånd og garnet om højre pegefinger. Ganske spejlvendt af hvad jeg plejer at gøre.
Luftmasker venstrehåndshækling.
Når der er styr på luftmaskerne, kan næste trin passende være at hækle fastmasker. De vises i denne video, også hæklet med venstre hånd.
Da jeg var ved at øve mig på hækling med venstre hånd, tænkte jeg, at jeg ville undersøge, hvordan overfladen bliver, hvis der skiftevis hækles en række med venstre hånd og en række med højre hånd. Rent praktisk betyder det også, at arbejdet ikke skal vendes. Hæklenålen flyttes bare over i den anden hånd og der hækles den anden vej.
Lad os se på hvad der er sket. Først fastmaskerne.
Det ses, at hver anden række har hældning mod højre og hver anden række ser mere “lodret” ud. Der er forskel på de to rækker, dog ikke voldsomt tydeligt.
Hvad så med stangmasker?
Her ses tydeligt en forskel i hældningen af maskerne i de enkelte rækker. En hældning mod venstre og en hældning mod højre. Den øverste række er hæklet med højre hånd.
Hvordan mon det vil komme til at se ud, hvis der hækles med venstre hånd i garn, der er Z-tvundet? Langt det meste garn i handlen, er S-tvundet. Det har den fordel, at det får lidt mere drej/snoning, når der strikkes med det. I modsat fald vil garnets snoning åbne sig lidt ved strikningen. Men hvad med hækling? Jeg har ikke undersøgt dette, så jeg kan ikke besvare spørgsmålet.
En nærmere forklaring på S-spinderetning og Z-spinderetning kan læses her. Siden er svensk.
Comments are closed.