• 26dec
    Categories: at strikke Comments: 1

    I et strikketillæg til et ugeblad var en opskrift på en sweater med enhjørninger i bort nederst på sweateren. Disse løb alle den samme vej rundt og var alle strikket i samme farve.

    Jeg ville gerne strikke modellen som en trøje med knapper foran. Til størrelsen, 6 år, var der i opskriften ni enhjørninger rundt. Disse reducerede jeg til otte og lod dem skilles midt på ryggen, så de der løb hver sin vej. Ellers ville en af figurerne blive delt på midten foran, eller der ville blive for langt fra forkanter og til figurerne. Desuden havde jeg lyst til at afprøve, om hver enhjørning kunne få sin egen farve.

    Det har betydet, jeg både har strikket alm. tofarvestrik, stjernerne/prikkerne og har strikket med gobelinteknik. Dette ses tydeligst på bagsiden.

    Med jævne mellemrum måtte jeg lige vikle de forskellige garnnøgler fri af hinanden. På nogle få af pindene, skulle der både strikkes gobelinstrik med de forskellige farver og tofarvestrik med blå og grå samtidig. Altså tre farver på en pind. Det var nogle langsommelige pinde.

    På originalopskriften var der ikke stjerner på ærmerne. Disse tilføjede jeg for at få mere liv i trøjen. Disse er strikket helt tilfældigt.

    Som nævnt blev løberetningen for enhjørningerne vendt midt på ryggen.

    Dette ville give et tomt hul i midten, hvori jeg tilføjede et hjerte i samme farve som stjernerne.

    Trøjen er strikket i strømpegarn og kan således gå i vaskemaskinen på et uldprogram.

  • 26dec
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Etui til tegnebestik

    Tegnebetikket består i dette tilfælde af en lineal, en passer og en retvinklet tegnetrekant med en vinkelmåler. Remedier, som bør findes i enhver matematikelevs basismaterialer. Er der ikke samling på disse, har de det med at forputte sig alle mulige mærkelige steder.

    Tegnebestik er redskaber, der skal bruges for at kunne tage bestik. Et maritimt udtryk, hvor der skal tages bestik af positionen af skibet på havet og tages bestik af kursen, der skal sejles. Kort sagt hjælpemidler til at finde ud af hvor skibets position er og beregne hvordan der skal styres, for at komme til det ønskede mål. Dette arbejde er henlagt til et bestiklukaf (navigationsrum). Så tegnebestik er altså tegneredskaber.

    Jeg er så heldig at have en nevø, som netop er i skolealderen, og hvor geometrisk tegning er en del af matematikindholdet. Derfor har han i julegave fået et etui med tegnebestik.

    Først tegnede jeg et mønster til etuiet. På tegningen herunder er der indtegnet sømmerum på 1 cm.

    Modtageren kan godt lide at spise ostepops, så derfor er etuiet syet i poser fra ostepops lagt mellem to lag bogbinderplast. Poserne er klippet op og stykket sammen, så de passer til størrelse og form på etuiet. Der er syet en lynlås i som lukning af etuiet.

    Og med indhold. Passeren og blyanten er smuttet ned i etuiet.

    Så skulle der være samling på det og det gemmer sig ikke i bunden af skoletasken.

    Som matematiklærer ved jeg hvor godt det er, at eleverne bare er klar med tegnebestikket.