• 25sep
    Categories: at genbruge/redesigne, at sy, beklædning Kommentarer lukket til Fra dug til flæsenederdel

    For mange år siden havde jeg en etagenederdel i flæser. Den er for længst klippet op og endt i et vævet kludetæppe.

    I dugeskuffen lå denne dug og blev ikke brugt. Måske fordi der var kommet nogle fastgroede pletter på, som ikke lod sig fjerne i vask.

    Jeg tog udgangspunkt i mit nederdelsgrundmønster. Klippede det igennem lodret nogle steder, lagde mere vidde ind. Rettede sidesømmen til så den blev lineær og rundede underkanten lidt i sidesømmen. Fandt en passende længde. Dette blev mønstret på den øverste del af nederdelen.

    Flæsen er syet af borten yderst på dugen. Ret praktisk, da der så allerede var lagt op for neden. Omkredsen af flæsen er ca. en halv gang mere end omkredsen af underkanten på øverste stykke. Øverst en smal linning. Så var nederdelen sådan set syet

    Tilbage stod så de fastgroede pletter. Disse er camoufleret med broderi af varierende størrelse.

    Flæsenederdel for

    Der er broderet flere steder end der var pletter. Dette for at få mere spredning på broderistederne. Og så var det ret hyggeligt at sidde og brodere.

    Flæsenederdel bag

    Broderierne er i udgangspunkt cirkelformede. De består primært af Y-sting, tungesting og masser af franske knuder. Garnfarverne til broderiet er med udgangspunkt i farverne i den øverste del af nederdelen.

    Eksempler på broderierne
  • 05sep
    Categories: at strikke Kommentarer lukket til Lilla top med broderi

    En top strikket i et blandingsgarn med 60% bomuld og 40 % hør fra Lana Grossa. Og derefter dekoreret med broderi.

    Toppen er strikket nedefra og op. Ærmerne er strikket ud fra ærmegabet og formet vha vendestrik. Til sidst er der broderet med samme slags garn i en afvigende farve. Broderiet er vokset frem efterhånden. En grov idé, men ingen tegninger at brodere efter. Stingene er bagsting til grenene og Y-sting til bladene.

    Detalje fra halskanten med hulmønstret.

    Fra ryggen ser toppen således ud.

    Farver på fotos er en svær ting. Toppens farve er et sted imellem hvad billederne viser.

    Undervejs skrev jeg op hvordan jeg strikkede toppen. Str small.