Et rigtigt genbrugsprojekt og samtidig afprøvning af en huemodel i en bog.
Strikket har haft en fortid som et halstørklæde, der var strikket i brede sorte og hvide striber.
Efter en tur i vaskemaskinen ved for høj varme, med vilje, er det nu genopstået som en hue. Modellen er fra bogen: “Huer i filt, strik og hækling” af Lis Kruchov Sørensen. I bogen arbejdes med en filtet flade. Huens dele klippes derefter ud, delene kantes med knaphulssting og disse sting bruges til sammensyningen af de enkelte dele. Jeg ville i stedet afprøve at bruge valket strik. Og har syet sammen på maskine ved at støde klippekanterne mod hinanden. Kanten forneden er ikke fra det strikkede stykke, men i stedet et stykke fleece udmålt og påsyet som en ribkant.
I lighed med bogens modeller, er der også i min hue et foer af tynd stof.
Huen er afprøvet i det sydvestjyske regnfulde og blæsende vintervejr. Den virker.
Comments are closed.