Garn på tilbud. Hvilken fristelse.
Det er købt for over et år siden, så hvor meget tilbud det var, husker jeg ikke mere.
Modellen er eget design. Ideen var rullekanter i håndled, forneden på bullen samt i halsen. Og en sammenstrikning af ærmer og bul med indtagninger jævnt fordelt. Desuden lidt ind- og udtagninger i taljen.
Undervejs kom hulmønstret til for at bryde fladen. Lige inden hulmønstret er der strikket nogle vendepinde for at gøre ryggen højere end fortil. Denne manøvre gør, at trøjen foran i halsen ikke bliver så høj som bagtil. Der er også strikket nogle venderækker igen lige før rullekanten i halsen er strikket.
Som næsten altid startede jeg med, efter at have lavet strikkeprøve, at strikke ærmerne for at kunne finjustere strikkefastheden. Jeg var startet på metalpinde, rundt på fire pinde, men til det tynde garn var de for tunge. Både at arbejde med, men jeg synes også den “frie” pind trak for meget i det strikkede. De vejede simpelthen for meget.
Bedre gik det med træpinde.
Rullekanten forneden på bullen duede slet ikke. Den rullede helt enormt. Derfor er den endelige kant strikket til sidst. Opslagsrækken er fjernet og der er samlet masker op forneden og derefter strikket nedad. Først 4 omgange vrang, så fire omgange ret og tilsidst 8 omgange vrang. Det er afsluttet med en sammenstrikning med opsamlede masker på indersiden hvor de sidste 8 omgange startede. Sammenstriknigen og aflukningen ses herunder:
Undervejs er mange ideer afprøvet. Et hulmønster i håndleddet efter rullekanten. Den blev slet ikke tydelig nok i dette garn.
Der har også været eksperimenteret med en afslutningen forneden i stedet for den mislykkede rullekant. Og nogle prøver strikket for at se om det duede. En af ideerne var at påstrikke en kant som en strikket hestetømme. Det rullede lige så meget som den opringelige fejlslagne rullekant. Jeg tror den teknik egner sig bedst til afslutning på en halsrunding. Også forsøgt med en bort forneden bestående af 2 ret, 2 vrang – perlestriksagtigt samt et forsøg med et ret-vrang-mønster. Ingen af forslagene duede til rullekanterne i håndleddet, som jo allerede var lavet og som var en af grundideerne. Nogle af ideerne ses på billedet herover.
Diagram til hulmønstret. Som nævnt egnede garnet sig ikke til alm. hulmønster, hvor hullerne dannes ved et omslag i forbindelse med sammenstrikning af to masker. Derfor endte det valgte hulmønster med dobbelt omslag.
Trøjen blev færdig sidst på efteråret og er afprøvet. Let og behagelig og dejlig varm.
Garnet er Primevera (80% mohair og 20% polyamid) fra Hjertegarn strikket på p nr. 3½.
Comments are closed.