• 25okt
    Categories: Diverse Comments: 0

    I forbindelse med renovering af min entre, skulle der en ny knagerækkeløsning til. Havde også set en i en butik, som jeg var for nærig til at købe. Hjemme lå en masse forskellige knopper af den slags, som der bliver sat på møbler, primært fyrretræsmøbler. Og der var også mange forskellige rester af maling på lager.

    Jeg købte således et bræt på godt en meter. Malede brættet og fandt forskellige knopper, som blev malet i fire forskellige farver. Eneste kriterie var, at to ens knopper ikke måtte få samme farve.

    Inden brættet blev malet, var der boret huller til knopperne.

    Det hele blev samlet og ophængsbeslag sat bag på. Selve det hul, der var i ophængsbeslaget øverst var firkantet, så der ville skulle en temmelig stor skrue til, for at knagerækken ikke skulle kunne falde ned. I forbindelse med oprydning i huset, fandt jeg spændeskiver, så løsningen blev at sætte spændeskiver mellem skruen og beslaget. Spændeskivens cirkelform spiller egentlig også fint nok sammen med de runde knopper.

    Som det fremgår, er nogle malinger matte og andre er blanke. Det er så sådan det er.

    Og knagerækken fungerer.