• 25nov
    Categories: at strikke Comments: 0

    Min svigerdatter viste mig et billede af en sweater, der var strikket, så den lignede et jordbær og spurgte, om det var muligt at lave den som cardigan i stedet til den to-årige. Det mente jeg nok skulle være muligt. Det var i hvert fald en udfordring, der var værd at tage.

    Garn blev købt og en vejledende opskrift fundet. Den blev kun brugt til at afpasse strikkefasthed med masketallet samt mål på krop og ærmer, så det nogenlunde passer til str. to år. For at illudere et jordbær, skulle trøjen være rød med hvide prikker og øverst grøn, som skulle forestille det blad, der sidder på et jordbær.

    Trøjen er strikket nedefra og op. Det skal gerne se ud som at ‘bladet’ ligger jævnt rundt på skuldrene, når trøjen er på. For at opnå denne effekt, er den del af trøjens indtagninger strikket som et rundt bærestykke. Den indtagningsløsning duede ikke på selve jordbærdelen. Det ville forstyrre harmonien i de hvide prikker. Der er derfor strikket raglanindtagninger på den øverste del af trøjen.

    Forkanterne måtte nødvendigvis også strikkes i både rød og grøn. Overgangen er klaret ved at sno de to garner om hinanden ved farveskift. Dette medførte så også, at den øverste knap måtte være grøn.

    Der er strikket i Babyuld Lanett fra Sandnæs garn.

  • 01nov
    Categories: at strikke Comments: 1

    Danmarks Lærerforening har i år 150 års jubilæum. I den anledning har der været forskellige vinkler på at fejre jubilæet. Jeg er kommet ind i billedet, idet jeg blev spurgt, om jeg kunne designe noget tekstilt, som markering af jubilæet. Det blev til et par strikkede vanter, der indeholder elementer fra foreningens logo.

    Jubilæumsvanter. DLF 150 år

    Strikketeknikken er tofarvestrik rundt på fire pinde. På håndfladerne af vanterne er brugt endnu et symbol fra foreningens logo.

    Jubilæunsvanter – håndflade

    På tommelfingeren blev der plads til foreningens navn, DLF. Forkortelsen for Danmarks Lærerforening.

    Jubilæumsvante – tommelfingerkilen

    En strikkeopskrift blev udviklet:

    Jeg tegnede diagrammer over vanterne. Når de skal strikkes, skal tommelfingerdiagrammet læses samtidigt med henholdsvis venstre og højre hånd.

    Venstre hånd
    Tommelfingerkilen
    Højre hånd

    Strikkeopskrift og diagrammer er også publiceret på DLF’s hjemmeside (rul lidt ned). Vanterne er strikket i en størrelse damehånd. Ønskes vanterne større, vælges tykkere garn og pinde.