Et egnsspil med udgangspunkt i reformationstiden. Lokale begivenheder i vore to sogne, Hunderup og Vilslev, i perioden 1535 – 1694. Nedslag i lokale begivenheder skrevet sammen til et friluftsteater med lokale amatører som skuespillere. Stykket er skrevet til netop vore sogne af en lokal borger og i anedning af 500-året for Luthers oprør mod romerkirken.
Jeg kom ind i projektet som kostumeansvarlig. Dvs. hjælpe med at finde de rette kostumer og hovedansvarlig for at få syet de kostumer, der måtte mangle. Herunder sætte andre i gang med at sy. Tidsperioden på næsten 200 år er lang, også for bønders tøj, selvom udviklingen hos disse er gået noget langsommere end hos adelen og borgerstanden. Vi valgte et grundkostume, som med al sansynlighed er indenfor perioden.
Vi har syet hvad der manglede i forhold til hvad der kunne lejes. Jeg har haft fingrene i alle dragtdelene. her følger hvad jeg har syet. Klik på billederne for at se dem større.
Skjorter: En sort skjorte til en præst fra den katolske tid. Billeder af Luther viser sort under jakken/kappen.
Tre drengeskjorter:
Undervejs en prøvning for at tilrette længder.
En skjorte til en bonde. 
Der er snørelukning i halsen, da den derved matchede nogle af de lejede skjorter. Snørelukningen er lavet på en påsyet og vendt belægning:
Belægningen ret mod ret. Syet med 2 mm sømmerum og derefter klippet op .
Belægningen er nu vendt på plads på skjortens vrangside.
Jakker til herrerne. Den første er med træknapper for at symbolisere en fattigere bonde. Farven er ligeledes tænkt naturfarver. Stoffet er en rigtig lækker hørvare.
En jakke til en frier, der samtidig havde noget på kistebunden. Han friede til præstedatteren, som var et passende parti.
Og endelig en jakke til en præst, der modtog gæster hjemme.
Og sådan så den ud, når den blev båret. 
Alle tre jakker er syet efter samme mønster, i hver sin størrelse. Mønstret, renæssancedragter, jeg arbejdede med, var lavet, så ærmerne var løse og blev bundet eller knappet fast til kropstykket med trenser. Det var datiden mode. Jeg valgte at rette ærmekuplerne til, så ærmerne blev syet direkte i jakken. Dels fordi der i nogle tilfælde skulle ske et hurtigt kostumeskifte, og det så var lettere ærmerne sad fast, og dels for at skjorten ikke skulle blive synlig i ærmegabet og måske tage opmærksomheden fra det egentlige, nemlig skuespillet. Den sorte jakke lavede jeg med åbne ærmer, kun samlet med knapper, der er syet i hver side af “slidserne” og derved samler ærmet. Den sorte jakke har også flere detaljer, som det ses. Der måtte gerne være forskel på præsten og bønderne.
Blyanternes funktion er at gøre trenserne lidt løsere, så knappen kan gå igennem. Trenserne er syet af sort bændel.
Så vidt jeg har undersøgt mig til, så er knaphuller en senere detalje i vores tøj, rent tidsmæssigt. Derfor er lukningerne i både den røde og den sorte jakke isyede knapper, der lukker på trenser. Der er således ikke noget overspænd midt for i de to jakker.
Bukser til drenge og herrer. 
Bukserne er med snorelukning i talje og snøring i benene. Snøring lige under knæet. Formen på bukserne er ens for og bag. Når de bliver taget på, skal noget af den sammenrynkede vidde i taljen flyttes om på ryggen for at de sidder bedre. En af aktørerne udtalte på et tidspunkt, da han gik rundt i bukser og skjorte, at det var ret behageligt tøj at have på. Bukserne er syet i uldstof.
Lutherhat. En hat til præsten i scenen, der foregår i katolsk tid.
Puld og stand mod fold.
Mønstret til hatten er lavet med udgangspunkt i en baret. Pulden er en cirkel. Dertil en cirkelring som stand. Derunder en rektangel, der er klippet op nogle steder og lagt lidt vidde ind i, så den står lidt ud forneden.
Huen er syet i uldstof. Og mønstret tegnet ud fra billeder på internettet af Luther.
Damekostume: Kostumet til damerne var et langt, folderigt skørt; det anes nederst på billedet, en bluse med rynker i hals og ved ærmer, en vest med snørelukning, samt et forklæde. Blusens ærmelængde varierede. Det gav forskellighed i dragterne. Den tilstræbte snøring af vesten er lukket nederst og gabende opad, så blusen under ses.
Som udgangspunkt var bluserne hvide.
Et par af aktørerne havde ikke vest over blusen. I stedet en mere kulørt bluse som f. eks. denne:
Bluserne er med raglanærmer. Halskant og ærmekanter er ombukket til en smal søm vha en special trykfod til symaskinen, der folder et lille ombuk og stikker det. Det er en let måde at lave smalle ombuk på.
Elastikken er strakt ud og syet på med zig-zag. En hjælp til at styre det er at bruge applikationsfoden, idet elastikken kan løbe i det spor, der er på undersiden. Samtidig kan kanten styres efter hjælpelinjer på stingpladen.
Veste er syet med forskellige udtryk alt efter hvilken figur det var til.
En vest til en bondekone. Kanter er ordnede med skråbånd. Stoffet er et gammelt, ret kraftigt gardin i bomuld.
En vest til en præstedatter, der får frierbesøg. Stoffet er ret kraftigt.
En af de spændende udfordringer har været at få syet kostumer, som passer til de forskellige kroppe. Der er jo ingen af os, som er standartstørrelser og de mønsterark jeg havde adgang til, var jo kun til visse størrelser. Så jeg har fået støvet min viden om mønstertilretning af.
Mønstret klippet fra hinanden. Mervidde og -længde er lagt ind i opklippene. Mønsterpapir limet under.
Mønster klippet til og klar til at blive lagt på stof.
En prøvemodel syet i lærred.
Prøvemodellen blev som regel syet i det stof, som jeg ville bruge som foer til vesten. Hvis det hele passede, eller der kun var tale om små ekstra tilretninger, var det bare at gå videre, klippe og sy yderstykket og sy vesten færdig.
Nogle af vestene var ikke afsluttede med skråbånd, men i stedet syet som vendt vest.
Denne vest er til en præsteenke. Syet i noget gardinstof, der var noget løst i vævningen.
Alle veste er forede, da de ellers ville blive for slaskede og helhedsindtrykket ville blive “andenrangs”. Det samme var tilfældet med herrejakkerne. Og så meget mere arbejde er det trods alt ikke.
Alle vestene er forsynede med snørehuller. Disse er syet på symaskine. Jeg har en funktion på maskinen, der syr små cirkler. Derefter er det bare at bruge hultangen. Når hullerne laves i ombukket stof og der desuden er vliseline i forkanterne, holder hullerne fint. Også selvom vestene blev strammet op på aktørerne.
Hovedtøj til damerne er alle syet efter mønstre fra sen middelalder eller renæssance.
Dette hovedtøj er holdt på plads med en lille isyet elastik i nakken. Denne løsning går kun fordi det er kostume og ikke regulær dragtrekonstruktion. Elastik er en sen opfindelse.
Det næste hovedtøj består af en rektangel, der klippes igennem langs diagonalen. De to dele lægges sammen så de danner en trekant med de klippede diagonallinjer som de lige lange ben i trekanten. Sy sammen et stykke og resten hænger som “haler”, der krydses i nakken og bindes op om hovedet.
Det tredje hovedtøj er rynket øverst og forneden er det bundet i nakken med en snor. Dette hovedtøj er i dobbelt stof, da det derved holder formen. Der var ikke så mange af aktørerne, der havde langt hår de kunne sætte op og som kunne gemmes under rynkningen øverst i huen. Alligevel sad hovedtøjet godt.
Det sidste hovedtøj er med oprindelse i middelalderen. Kysen, som oprindeligt var til ridderne for at de kunne styre deres hår under kamp. Som så meget andet overgår det på et tidspunkt til damebeklædning og til børn. Hovedtøjet er rynket i nakken. Rynkerne er syet på båndet, som fortsætter som bindebånd under hagen.
Sko var egentlig udenfor den oprindelige opgave med kostumer. Det viste sig svært at finde egnede sko, så jeg gik i gang med at se på billeder af sko og dernæst eksperimentere. Skoene fra renæssanceperiodens start var såkaldte komulesko. Altså sko, der var meget brede over tæerne. Flere af de billeder jeg fandt. bl. a. arkæologiske fund af sko fra renæssancen, gav associationer i retning af nutidige hjemmesko. Jeg tegnede min fod af på et stykke papir. Så havde jeg sålen. Dernæst tapede jeg papir på sålen og foldede det omkring foden. 
På den måde kom jeg frem til et mønster, jeg kunne sy efter. Dette mønster blev rentegnet og så gradueret i forskellige størrelser i kopimaskinen. 
Jeg havde fået en sæk med kasserede skindjakker, så de blev brugt til at sy sko til de af herrerne, der spillede bønder. Så var der også lige en anledning til at udvide sortimentet af trykfødder til symaskinen med en skindfod/glidefod. Skoene består af sål, overstykke og hælstykke. Først blev overstykke og hælstykke syet sammen i hver side med et overlap på ca. 1 cm. Derefter blev sålen sat på ret mod ret. 
Syet 1 cm fra kanten.
Til sidst blev skoen vendt. Der blev lavet huller, hvori der blev sat en snor til at binde skoen på foden.
Nogle af bønderne stillede op til skoparade. Ialt har jeg syet 12 par sko.
Alt i alt har det været en fantastisk opgave med masser af faglige udfordringer. De aktører, der skulle prøve modeller undervejs har været supersøde til at komme. Smil og glade miner selvom prøvningen kun tog ganske få minutter.
Jeg har fået stor hjælp og vejledning fra Historicum, hvor jeg også har købt mønstre med renæssancedragter til at sy efter.
Billeder fra forestillingen her.
