Denne sommers ugekursus havde broderi som emne.
Første opgave var broderede mandalaer. Udgangspunktet er en cirkel med centrum angivet. Broderiet udgik fra et kryds over centrum.

Min erfaring er, at der skal broderes en del, for at det ser ud af noget. Den yderste til højre, er ikke blevet færdig.
Næste opgave handlede om gobelinsyning eller broderi på stramajstof. Et område, som ikke har haft min bevågenhed tidligere. I oplægget var eksempler på forskellige sting, som var velegnede at bruge på stramajstof. Tråden skulle helst have en tykkelse, så stoffet blev dækket. Det blev til denne prøve. Der er her syet med amagergarn med fuld tråd. Her åbnede sig en verden for mig m.h.t. stramajstof, som kalder på udforskning.

En af dagene på højskolen var der indlagt en udflugt. Dette førte til det næste emne, som var at brodere et landskab. Opgaven skulle være overkommelig, så formatet på broderiet var 7 cm x 7 cm. Alligevel tog det sin tid. Der er nogle der siger, at broderi er den langsomme lykke, og så må arbejdet gerne tage den tid, der skal til.

Mit landskab blev inspireret af udsigten ind mod Ebeltoft fra toppen af Agri Bavnehøj.

Omsat til nål og tråd blev det til dette broderede landskab.
Jeg fik mulighed for at arbejde med fladsyning eller schattérsyning. Oplægget var en tegning af en ræv. Tegningen blev overført til stoffet. Der er broderet med tre tråde i nålen. Jeg skulle jo også være færdig indenfor en overskuelig tid. Det gav desuden mulighed for at blande farver til ræven ved at tage forskellige brune tråde i nålen samtidig. Den sorte tråd, der skal blive til rævens poter, er startet med en knude på hæftetråden. Så er der noget modhold til de første sting. Knuden er nederst til højre og ikke så tydelig på billedet.


Vel hjemme igen fandt jeg en ramme og satte ræven i.
Alt broderiet er håndbroderi. Og som altid et hyggeligt og lærerigt ugekursus med søde medkursister og en dygtig instruktør. Denne ferieform kan anbefales.