På en eller anden kreativ messe for nogle år siden købte jeg et kit fra firmaet Magiske Garner. Af kittet kunne blive to, lidt forskellige tørklæder vævet på samme trend og med hver sit islæt.
Det var første gang jeg helt på egen hånd kastede mig ud i at væve med meget tynde garner. Og jeg tror, jeg lavede alle de fejl, der var mulige.
Første udfordring var at lave trenden, som er stribet med henholdsvis garnet Milano NM 30/2, 100 % merino, og TUVI NM15 70% viscose og 30% tussah. Trendtrådene viklede sig sammen under trendinden, når den ene tråd hvilede, mens den anden blev trendet.
Bomningen blev alt for stram.
Under vævningen sprang utallige trendtråde, så der ofte skulle repareres og den efterfølgende endehæftning tog meget lang tid. Bortset fra det, gik vævningen nogenlunde.
Den medfølgende opskrift angav en islætstæthed på 8 tråde/cm. Mit er blevet tættere.
Første tørklæde fik islæt af garnet TUVI, som også var i trenden.

Før vask målte det, uden frynser, 36 cm i bredden og 169 cm i længden. Færdigt mål er 33½ cm og 160 cm.

Et nærbilede af tørklædet. Garnet TUVI er nistret. Min islætstæthed har varieret mellem10tr/cm og 14 tr/cm. Jeg har senere lært ved vævningen af dette tørklæde på et kursus, at vævning med tynde garner til et tørklæde, skal lægges meget nænsomt på plads med slagbordet.
Det følgende tørklæde fik islæt med Japansk Uldcrepe NM 30 (1200TPI). Garnet er overspundet, har fået for mange snoninger, og vil så egentlig kinke (krølle) sammen. I produktionen er det fikseret, så denne kinkning undgås og det er glat, stort set, at væve med.

Det er også et helt glat stof, der kommer af væven.
Når så det efterfølgende bliver vasket, forsvinder fikseringen fra det overspundne garn og det vil trække sig sammen. Da det har været brugt son islæt, vil sammentrækningen finde sted i tværgående retning. Udseendet bliver et krøllet look.

Mål før vask uden frynser: bredde 36 cm og længde 176 cm. Efter vask bredde 22 cm og i længde 164 cm. Sammentrækningen på tværs er lykkes.

Principielt burde der kun være sammentrækninger på tværs. Altså et lidt plisseret udtryk. Det ses dog tydeligt, at der også er en form for bobler i de røde dele. Dette skyldes muligvis, at islætstætheden har været for stor. Den blev 16 tr/cm og langt over det anbefalede. Ved køb af kittet blev jeg rådet til at væve lidt tættere end angivet i opskriften, men igen var det den manglende viden og erfaring med overspundne garner, og tynde tråde i det hele taget, der gjorde det blev for tæt. Der er ret langt fra at væve kludetæpper, der skal bankes godt sammen samt viskestykker, der også skal have en vis tæthed og så til disse tynde tråde. Jeg er nu ret godt tilfreds med resultatet af begge tørklæder.