Igennem temmelig mange år har jeg haft et sæt sekskantede æsker liggende. Dvs. to stykker karton, hvorpå æskeskabelonerne var påtrykt. Nu er de blevet syet. De er i tre størrelser. Tværmål på længste diagonal er henholdsvis 8 cm, 10 cm og 12 cm. De er betrukket med stof udvendigt og indvendigt.
Jeg startede med den mindste størrelse. Fulgte ikke den medfølgende vejledning, hvilket senere gav nogle udfordringer. Der stod noget om at lime stoffet fast og derefter sy hjørnerne i hånden. Jeg syede hjørnerne på maskinen på alle tre størrelser. På den mindste æske blev kanten bukket ind og limet fast med limstift. Det betød så, at jeg ikke kunne gå videre, før det var tørt.
Belært af denne erfaring, blev de to næste størrelser ordnet v. h. a. tape og lidt mere tro mod vejledningen, hvor inderdelenes bund og sider blev betrukket hver for sig og syet sammen med kastesting i kanten. Yderstykkerne stadig ordnet som på den lille æske, dog sat fast med tape.
Hver æske består af en yder- og inderbund. Tilsvarende med låget. De to dele er syet sammen i hånden. Hvis der sys med kastesting, er det lettest at sy i den kant, der er længst væk. Klemmerne er brugt i stedet for knappenåle og for at have lidt hold på de to stykker under sammensyningen.
Sys der i stedet sammen med lige sømmesting, er dette lettest i den nærmeste kant.
At få stingene usynlige, er ikke lykkedes.
De tre færdige æsker med låg.
Og uden låg.
Stoffet til æskerne er bomuldsstof, som jeg har fået af en venlig kollega. Hvad æskernes funktion så bliver, finder jeg nok ud af.
Comments are closed.