Eller hvilke opgaver man kan få, fordi man kan sy lidt på en symaskine.
Hjemme hos min søn og svigerdatter har de nogle hunde, som af og til skal med i bilen. For ikke at svine bilens bagagerum til med hundehår og beskidte poter, fik jeg udfordringen med at sy et “indtræk”, som er let at rengøre. Materialet er noget læderlook. Vævet stof, der er PU coated.
Det hele er bygget op som hynder, så stoffets bagside alle steder er indvendigt. Dette for at kunne aftørre indtrækket. Fyldet i de enkelte dele er liggeunderlag. Indtrækket består af bund, sider og bagstykke samt et ikke fyldt stykke, der falder ned over kofangeren på bilen. Bagstykket skråner indad nederst, følger bagsædets form, og sidestykkerne har form som en trapez.
Indsatsen er monteret med stropper og klikspænder om nakkestøtterne. Dette holder det hele på plads.
Mellem bagstykke og hvert sidestykke er en delbar lynlås, så det hele kan pakkes sammen og blive helt fladt. Mellem de enkelte dele er der et smalt stykke, uden fyld, så delene kan foldes uden at fyldet kommer i vejen.
Det var en spændende udfordring, så jeg håber de får glæde af det og at det virker efter hensigten.
Comments are closed.