• 17sep
    Categories: at strikke Comments: 0

    Denne hue er resultatet af et museumsbesøg på Glud Museum i sommerferien. Der var en særudstilling med strik gennem 300 år. Udgangspunktet for udstillingen var effekter fra museets arkiver. Nogle af disse var fortolkede eller strikket i kopier.

    I tidsnedslaget 1920-erne var der bl. a. strikket en pigehue, hvortil der var en strikkeopskrift at købe i museumsbutikken. Det måtte jeg da lige prøve. Det blev til denne hue til barnebarnet.

    Både på modellen i udstillingen og i opskriften var der en strikket snor trukket igennem en hulrække strikket i huens forkant. Snoren sluttede i et par pomponer. Jeg valgte at strikke en snor, som i længde var lidt kortere end huens forkant. Den blev trukket gennem hullerne og syet fast i begge ender.

    Der startes i huens forkant med rudemønsteret og strikkes mod baghovedet. I stedet for at sy sammen midt bag, har jeg syet samlet det med maskesting. Derefter er der samlet masker op hele vejen rundt og strikket krave med udtagninger.

    Garnet er strømpegarn, da huen så kan vaskes i maskinen på uldprogrammet, hvis det skulle blive nødvendigt.