Nu er det ikke sådan, at jeg vil til at udvide denne blogs område til brøkregningens finurligheder.
Der er såmænd tale om en forlængelse og en forkortelse af to klædningsstykker, så de bliver brugbare.
Lad os tage forlængelsen først. Jeg havde købt et par nye bukser. Efter de var blevet vasket, var de krøbet lige rigeligt på længden. Så længe de blev brugt sammen med lange støvler, var det sådan set underordnet. Men sammen med sko, så det ikke så godt ud. ‘Skoene kaldte på bukserne.’ Løsningen blev at lave en skoning. Det foregik på den måde, at jeg pillede oplægningssømmene på buksebenene op. Klippede et stykke stof, der havde en passende farve i en bred strimmel. Syede denne sammen til en ring og syede, så langt ude mod kanten som muligt, på buksebenet forneden ret mod ret. Foldede ind i buksebenet og stak fast gennem de oprindelige stikninger. For at få dekorativ effekt ud af det, blev de to øverste stikninger syet med en trestingssøm – ligeud. Formålet var også, at dække de slidmærker, der allerede var kommet på bukserne, hvor folden og oplægningsstikningen havde været.
Et kig ind i buksebenet viser løsningen tydeligere.
En skoning var i gamle dage en løsning til oplægning af de tykke uldskørter. Samtidig var det skoningsbåndet, som fodtøjet ramte når man gik og ikke selve skørtets stof, der blev slidt. Det var noget nemmere og ikke nær så kostbart at skifte et bånd, end at væve og sy et nyt skørt.
Så kommer vi til at forkorte. Ikke noget særligt nyskabende i det. En lang nederdel er kortet af og lagt op.
De to lodrette lynlåse, som er nederdelens lukning, er lagt i mønstrets indsnit på forbredden. På siden er der påsyede lommer. Det var der også i den lange udgave af nederdelen.
Comments are closed.