• 18mar
    Categories: at genbruge/redesigne, Diverse Kommentarer lukket til Flere raflebægre.

    Et bud på forskellige materialer til et raflebæger. Raflebægre har tidligere været vist her på bloggen.

    Samt en analyse af raflebægerets form set fra en matematisk synsvinkel.

    Raflebægre i traktorslange, plastdunk, basketball og presenning

    Et raflebæger er set med matematiske briller en keglestub. Altså en kegle, hvor toppen er skåret af.

    Raflebægeret af plastdunk vendt på hovedet så keglestubben er tydelig.

    Keglestubben består af en cirkel som er bund i bægeret samt et sidestykke. Dette sidestykke er et udsnit af to koncentriske cirkler. Bredden på bægerets overkant i forhold til bunden er et spørgsmål om vinklen på cirkeludsnittet. Det forholder sig således, at jo større denne vinkel er jo bredere bliver bægeret foroven i forhold til bunden. 

    Til konstruktionen af bægeret skal vælges tre tal:

    d: diameter i bægerets bund.  

    v: vinklen på cirkeludsnittet.

    h: højden på bægeret.

    Brug formlerne til beregning af r1 og r2. Disse to tal skal bruges for at tegne cirkeludsnittene. Se figur 1. 

    figur 1

     

                                                                                         

    r1 = 180° : v ∙ d

    r2 = r1 + h

    Fremgangsmåde:

    Konstruer mønstret ud fra formlerne. Eksperimenter med forskellige værdier af d, v og h.

    Tegn mønsterdelene over på materialet.

    Mønstret på raflebægeret tegnet op på plastdunk.

     Beregn placeringen af hullerne til sammensyningen. I bunden skal der være ca. 1 cm mellem hvert hul. Det samme antal huller på nederste kant af sidestykket. Hullerne placeret ca. ½ cm fra kanten.

    Klip hullerne med hultang – 1 mm huller.

    Sy først sidestykket sammen. Sy med vokset tråd og to nåle. En nål i hver ende af tråden. Sy fra nederst og op mod bægerets overkant. Start med hver nål ind gennem hvert hul i hver side. Sy derefter i kryds op langs siden og tilbage igen.

     

    Sy bunden fast på tilsvarende måde.

     

    Slut med at binde de to trådender sammen indvendigt i bægeret.

    De anvendte materialer er her traktorslange, en kasseret basketball, et stykke presenning og en plastdunk, der har været sprinklervæske i.

    Med traktorslange og basketball er mønstret tegnet uden overlap. De to lige sider er lagt mod hinanden ved sammensyningen.

    Både presenningen og plastdunken er klippet med overlap for at få en mere rund form.

    Det var nogle bud på materialer til et raflebæger.

    Hvad med aflagte gummistøvler? Opfordringen til andre materialer er herved givet videre.

    I det tidligere indlæg om raflebægre kan ses eksempler på forskellige størrelser af centervinklen samt evt. hentes et mønster.

    Tak til Toft-fotoservice for fotohjælp.

  • 31mar
    Categories: at sy Comments: 2

    Inspirationen har jeg fået fra en taske, som en elev havde med.

    Jeg hører til dem, der ’ser’ med fingrene. Rører ved materialer, vender tingene om – vrangvender, for at finde ud af hvordan det er lavet. Det samme blev gjort med ovennævnte taske. Det viste sig, at bunden var formet efter samme princip som bunden af en almindelig plastindkøbspose. Dog således, at plastposens inderside var blevet til taskens yderside. Nærliggende og dog virkede det som en aha-oplevelse.

    Herunder ses de tre eksperimenter dette førte med sig:

    Dette penalhus er syet af resterne fra bogomslaget. Der var selvfølgelig ikke nok. Derfor er der indsat gule strimler. Broderierne, symaskinens pyntesømme, har til formål at binde det hele sammen.

    På billedet til højre ses bunden.

    Her kan findes en billedsyvejledning samt et mønster.        

    Endnu et penalhus efter samme fremgangsmåde som ovenfor. Denne gang er materialet slikpapir med bogbinderplast.

    Enkelte detaljebilleder af processen kan ses her.

    Så blev det til en taske, hvor indisk bomuld blev kombineret med presenning.

    Taskens design er en sammenstykning af forskellige ideer. Der skulle være plads til en mappe i A-4-format og lukningen skulle være fleksibel i forhold til hvor meget taskens indhold fyldte i højden. Derfor denne lukning med at folde det øverste stykke ned.

    Det var tanken, at taskens lodrette kanter skulle markeres med smalle stikninger fra retsiden. Dette skulle understøtte kasseformen på tasken. Ud fra den ide, blev broderiet placeret.

     Det viste sig dog at denne markering af taskens form ikke var en gangbar løsning, da det ville blive alt for tykt og klodset. Lukningen ville slet ikke komme til at virke.

    Ideen med bunden ses tydeligt på billedet herunder.

    Indvendigt i tasken er syet mit valgsprog som jo også er navnet på denne blog.

      Båndet med teksten stammer fra bordpynten til vores sølvbryllup sidste år, hvor vores datter havde kreeret bordpynt med de fine bånd om servietterne.

    En kortfattet syvejledning incl. klippemålene kan ses her.

  • 26maj
    Categories: at sy, Elevarbejder Kommentarer lukket til Sy i presenning

    Små punge, et etui til en vinkelmåler, en mobilholder, en toilettaske, et par penalhuse,  nogle hundehalsbånd (til små hunde) og et armbånd blev det til da nogle elever fra 4. og 5. kl. havde meldt sig til emnet “Sy i presenning” på en fagdag på skolen.

    De havde fem lektioner til rådighed.

    Oplægget til eleverne:

    1. Model: Overveje form, funktion, størrelse.
    2. Omsætte til papirmodel i rigtige mål. Husk sømmerum. Papirmodellen samles evt. for bedre at vurdere om den svarer til forventningerne. Evt. tilretning.
    3. Papirmodellen tegnes på presenning og klippes ud.
    4. Dekoration udføres.
    5. Lukning: Lynlås, velcro, trykknap, ..
    6. Sammensyning med udvendig søm.

    Eleverne kommenterede, at de synes det havde været sjovt at prøve at sy i andet end at sy i stof, som de kendte i forvejen.

    Min erfaring i materialet begrænsede sig til sporadiske småarbejder, så eleverne måtte ud i mange eksperimenter på små prøvestykker for at se om deres ideer til dekoration eller lukning nu også kunne lade sig gøre i presenningen. F. eks. havde en elev valgt selvklæbende velcro som lukning. Det kunne ikke sidde fast og i stedet blev isyet en knap og et knaphul.

    Det var en rigtig dejlig eksperimentere-dag.

    Lidt flere billeder fra processen kan findes her: Små punge og lign syet i presenning