• 11maj

    En kjole til lillepigen.

    Stoffet er tyndt babyfløjl og designet og farverne er retroagtige. Modellen er fra den gamle traver, »Børnetøj du selv kan sy«. Ændringer, for det er der selvfølgelig, er korte ærmer og en indvendig belægning i halsen i stedet for kinaflip.

    Et wienerlæg i ryggen.

  • 24feb
    Categories: at genbruge/redesigne, at sy, at valke Kommentarer lukket til Hjemmesko

    Nogle gange sker der det, der bare helst ikke må ske. Som f. eks. den klassiske med at vaske forkert. Denne dejlige sommertop strikket i en blanding af bomuld og ud og kun brugt ganske få gange, kunne der da godt lige blive plads til i vaskemaskinens røde bomuldsvask. Lige den dag, da vasken blev sat over, var jeg noget træt, og huskede ikke i farten, at der var iblandet uld i garnet. Så da toppen kom ud at maskinen, var den krøbet og blevet fastere i det. Selvom jeg prøvede at tage den på i våd form, var der ikke noget at gøre. Den var færdig som sommertop og jeg fik repeteret en erfaring. Toppen var blevet valket.

    Ærgerligt, men gå til spilde skulle den ikke. Det havde trods alt taget sin tid at strikke den. Nu har den så fundet anvendelse, så at sige “i den anden ende”. Der er blevet to par hjemmesko ud af den. De er stort set syet efter samme fremgangsmåde som denne og denne, begge i voksenstr. og denne i børnestr. Modellerne er fra nogle gamle sybøger. “Tøj du selv kan sy” og “Børnetøj du selv kan sy 0-4 år”. Begge af Elsebeth Gynther.

    Til venstre et par til mig selv, str. 39-40 og til højre et par i børnestørrelse, hvor sålen er ca. 15 cm lang.

    Først syede jeg skoene til mig selv. Det strikkede mønster i spidser skulle udnyttes. Derfor blev mønstret lagt på med midt-for oveni “spidserne”.

    Overfladen er rillet at mærke på. Derfor er sålen vendt om, da det nok ikke ville være så rart at have rillerne op mod foden.

    Kanter og sammensyninger er dækket af skråbånd.

    Selvom udgangsmaterialet, den valkede top, var filtet i vaskemaskinen, var det stadig noget elastisk. Det viste sig, da jeg samlede overstykke og sål. Det gav sig simpelt hen og blev for stort. Derfor blev der klippet en ekstra sål i noget fast vævet uldstof.

    Overdel og sål blev zig-zagget sammen og skråbånd syet på. Til forstærkning af bunden var der flere muligheder. Denne gang valgte jeg at klippe en skindsål og sy den under. Det drillede ganske vist noget og er derfor bestemt ikke særlig kønt at se på. Alm. sytråd sprang hele tiden og jeg havde ikke en kraftig tråd, der passede i farve. Jeg valgte at zig-zagge i stedet for ligeud-syning, for at få sålen til at sidde helt ud til kanten. Ved ligeud, ville der komme en lille kant, som måske ville irritere i brug.

    Skoen er lidt løs foroven, så måske skal der lige sys en elastik i kanten hele vejen rundt. Og overstykket giver sig også.

    Belært af disse erfaringer, begyndte jeg på børneskolen. Der er også her tænkt i, at “spidserne” i toppen indgår dekorativt i skoens overstykke. Udover overstykker og såler i det valkede stykke, er alle dele også klippet i fast stof. Både for at det ikke skal give sig og fordi det måske er lettede for barnet at få skoen på. Indersålen i et mønstret stof, fordi det lige lå på bordet og bød sig til. Det ses på det nederste billede.

    Barneskoene er også kantet med skindsål. Skind er et materiale, hvor det ikke lige er så smart at sætte knappenåle i, når delene skal holdes sammen. I stedet har jeg brugt folde-clips.

    Snørebåndene er et stykke anoraksnor. Hullerne er syet på symaskine. En hulsyningsfunktion. Jeg har valgt at sy to gange rundt om hvert hul, da det er strik, der sys i, og der kommer en del træk i hullerne, når skoene skal bindes.

    Her lykkedes skindsålspåsyningen bedre.

     

  • 21jan
    Categories: at sy, Diverse Comments: 1

    En gardinbog lavet som en sjov måde at give en pengegave til en rund fødselsdag. Modtageren skal snart flytte i anden bolig og kan måske bruge pengene som tilskud til nye gardiner.

    Ideen var nogle vinduer med gardiner foran. Bag vinduerne ligger så pengegaven i form af sedler. På billederne herunder er der ikke fotograferet med pengene lagt ind bag “vinduerne” I stedet små sedler, der skal illudere pengesedler.

    Først lavede jeg “vinduerne”. Materialer hertil:

    “Vinduerne skåret ud i alm. kopipapir. Den gule baggrund for ikke at kigge direkte på afstivningen, som bestod af karton. Bagsider fra A-4-blokke. Og bagerst et hvidt stykke papir for at dække karton samt montagehuller til de forskellige gardintyper. Det hele i en plastlomme.

    Jeg lavede fire vinduer.

    Så kom turen til selve gardinerne.

    Trækkegardin, eller hvad det nu hedder når et gardin trækkes for og fra.

    Bagsiden er ordnet med rynkebånd og gardinkroge. Gardinstangen er et stykke tynd metaltråd bukket omkring to papirbindere. Derpå er krogene hægtede, så gardinet kan trækkes ud og ind. Yderste krog er låst ved papirbinderen for at gardinet ikke skal samle sig på midten. Et ordentligt gardin trækkes fra og bliver ude ved siden.

    Monteret ser det således ud:

    Gardin trukket for

    Gardin trukket for

    Det ser skævt ud på billedet. Er lige nok.

    Gardin trukket fra

    Rullegardin, der ruller op på samme måde som de bambusrullegardiner, der var populære for nogle årtier siden.

    Gardinets vrangside

    Gardinets vrangside med bærestang, tynd metaltråd til højre, og en rundstok som tyngde i løbegang til venstre. Enderne på bærestangen blev bukket i 90 graders vinkel og stukket igennem plastlomme, “vindue” og karton. På bagsiden blev der sat brun pakketape, så metalenderne ikke gnavede sig ud gennem plastlommens bagside. Også selvom bagsiden blev dækket af hvid papir som ovenfor nævnt.

    Bærestangen på vej gennem “vindue” og karton

    Ingen denne montage blev sluttet helt af, blev der bundet et stykke hvid bomuldsgarn bag på metalstykket mellem gardin og “vindue”. Et i hver side.

    Disse garnstykker fungerer som de snore, der får gardinet til at rulle op og ned.  Øverst er syet to små ringe i, som snorene føres igennem Enderne er bundet sammen og en papirclips sat i, så snorene strammes op, når klipsen sættes fast i siden af plastlommen.

    Rullegardin lukket

    Denne clips flyttes så, når gardinet rulles op.

    Rullegardin åbent

    Liftgardin eller foldegardin skulle der også være. Der skulle jo være flere forskellige ideer til gardinvalg til fødslaren. Liftgardinet har fået påsyede små ringe på bagsiden, efter folderne er pressede. Ringene er små ringe, som hører til smykkefremstilling. De skulle have meget lille diameter for at fundere til gardinløsningerne.

    Liftgardinets bagside med ringe og trækkesnore

    Som tyngde nederst er sat en rundstok ind i løbegangen. Der skal være lidt vægt, som kan få gardinet til at folde ned igen, når det skal lukkes. Montage med tynd metalstang på samme måde som ved rullegardinet.

    Liftgardin lukket

    Liftgardin åbent

    Også her er brugt en papirclips som “låseanordning” til gardinet.

    Og hvordan kom den endelige gardinbog så til at se ud?

    Gardinbogen

    De enkelte plastlommer blev bundet sammen i siden. Der kan blades om i en rigtig bog. Da jeg gjorde det første gang, sprang de hvide venstresider lige i øjnene og tog alt for meget opmærksomhed på opslaget. Jeg havde fra starten tænkt jeg skulle bruge fire “vinduer”, hvor den fjerde skulle indeholde teksten til fødselaren og hvem gaven var fra. I stedet blev det integreret i selve gardingbogen som udfyld af venstresiderne. Andet opslag kom derfor til at se således ud:

    Og sidste opslag:

    Og det har bare været sjovt at lave.

  • 12nov
    Categories: at genbruge/redesigne, at sy, beklædning Kommentarer lukket til Pigekjole str. 2 år

    Kjole til lillepigen. Denne kjole til Louise er noget helt særligt. Den er syet af hendes Bedstefars skjorte. Den skjorte han havde på sidste gang de nåede at være rigtigt sammen, til en konfirmation i familien. Og skjorten var ganske ny. Så måske kunne den lige så godt have levet videre som skjorte hos en eller anden.  Nu er den transformeret til en kjole til barnebarnet og på den måde lever den videre og fortæller om hendes Bedstefar.

    Alt på kjolen er fra skjorten.

    Båndet på tværs af kjolen var syet indvendigt i manchetterne. Knappen er den lille knap til skjortens flip.

    Det ternede stykke på bærestykket er fra skjortens indvendige bærestykke.

    Kjolen er syet efter en model i bogen: Sy til piger 2 – 6 år af Carole Favero. Og som vanligt har jeg lavet om. Lukningen lavede jeg som overspænd i stedet for som en opklippet slids. Jeg tænker, at et overspænd vil være mere solidt.

    Spørgsmålet er nu hvad der er for og bag? Mønstret var nemlig ens, så der er to forsider – altså variationsmuligheder.

     

  • 10nov
    Categories: at genbruge/redesigne, at sy Kommentarer lukket til Mobilpung

    Det sker sikkert kun for mig – at ting bliver væk. Også selvom jeg leder efter det lige der, hvor det forsvandt.
    Det skete med min mobilpung, som var syet i udklip fra et blad.
    Jeg tænkte, at hvis jeg laver en ny, så kommer den gamle sikkert frem igen. Ganske rigtigt. To dage efter og i samme lokale, som den var blevet væk. Denne gang syet i Daim-papir.

    Slikpapirerne klippes til, så de passer og det hele ser harmonisk ud.

    Lukning med selvklæbende velcro.

  • 06okt
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Indianerkostume

    På skolen bliver skemaerne i næste uge omlagt. I min afdeling blander vi eleverne og de skal arbejde med indianer som omdrejningspunkt i praktiske værksteder. Igennem dette arbejde, vil der blive fokuseret på læringslyst m.m.
    I dag var der optakt til ugen og til dette havde vi “inviteret en indiander”.
    Eller rettere; jeg havde syet et indianerkostume af et gammelt gardin og pyntet med lidt stof og fjer. En af kollegerne agerede indianerhøvding.

  • 20sep
    Categories: at sy Kommentarer lukket til Quiltede grydelapper

    Et gammelt ordsprog siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Helt så galt stod det måske ikke til. I forbindelse med en week-end tur i en hytte, manglede der et par grydelapper. Omdrejningspunktet for turen var kreative aktiviteter og mine søstre havde medbragt symaskine. Den ene havde endda noget kraftigt sort stof i overskud. Derudover havde vi engangskarklude. Så fra tanke til handling:
    Et par grydelapper, hvor det isolerende indmad er to karklude, foldet så der bliver fire lag ialt.

    De bølgede sorte syninger på karkluden er for at styre de enkelte lag i karkluden, mens den blev syet og vendt.

    Efter grydelapperne blev vendt, blev der frihåndsquiltet et træ på hver.

  • 31aug

    Et egnsspil med udgangspunkt i reformationstiden. Lokale begivenheder i vore to sogne, Hunderup og Vilslev, i perioden 1535 – 1694. Nedslag i lokale begivenheder skrevet sammen til et friluftsteater med lokale amatører som skuespillere. Stykket er skrevet til netop vore sogne af en lokal borger og i anedning af 500-året for Luthers oprør mod romerkirken.

    Jeg kom ind i projektet som kostumeansvarlig. Dvs. hjælpe med at finde de rette kostumer og hovedansvarlig for at få syet de kostumer, der måtte mangle. Herunder sætte andre i gang med at sy. Tidsperioden på næsten 200 år er lang, også for bønders tøj, selvom udviklingen hos disse er gået noget langsommere end hos adelen og borgerstanden. Vi valgte et grundkostume, som med al sansynlighed er indenfor perioden.

    Vi har syet hvad der manglede i forhold til hvad der kunne lejes. Jeg har haft fingrene i alle dragtdelene. her følger hvad jeg har syet. Klik på billederne for at se dem større.

    Skjorter: En sort skjorte til en præst fra den katolske tid. Billeder af Luther viser sort under jakken/kappen.

    Tre drengeskjorter:

    Undervejs en prøvning for at tilrette længder.

    En skjorte til en bonde. 

    Der er snørelukning i halsen, da den derved matchede nogle af de lejede skjorter. Snørelukningen er lavet på en påsyet og vendt belægning:

    Belægningen ret mod ret. Syet med 2 mm sømmerum og derefter klippet op .

    Belægningen er nu vendt på plads på skjortens vrangside.

    Jakker til herrerne. Den første er med træknapper for at symbolisere en fattigere bonde. Farven er ligeledes tænkt naturfarver. Stoffet er en rigtig lækker hørvare.

    En jakke til en frier, der samtidig havde noget på kistebunden. Han friede til præstedatteren, som var et passende parti.

    Og endelig en jakke til en præst, der modtog gæster hjemme.

    Og sådan så den ud, når den blev båret. 

    Alle tre jakker er syet efter samme mønster, i hver sin størrelse. Mønstret, renæssancedragter, jeg arbejdede med, var lavet, så ærmerne var løse og blev bundet eller knappet fast til kropstykket med trenser. Det var datiden mode. Jeg valgte at rette ærmekuplerne til, så ærmerne blev syet direkte i jakken. Dels fordi der i nogle tilfælde skulle ske et hurtigt kostumeskifte, og det så var lettere ærmerne sad fast, og dels for at skjorten ikke skulle blive synlig i ærmegabet og måske tage opmærksomheden fra det egentlige, nemlig skuespillet. Den sorte jakke lavede jeg med åbne ærmer, kun samlet med knapper, der er syet i hver side af “slidserne” og derved samler ærmet. Den sorte jakke har også flere detaljer, som det ses. Der måtte gerne være forskel på præsten og bønderne.

    Blyanternes funktion er at gøre trenserne lidt løsere, så knappen kan gå igennem. Trenserne er syet af sort bændel.

    Så vidt jeg har undersøgt mig til, så er knaphuller en senere detalje i vores tøj, rent tidsmæssigt. Derfor er lukningerne i både den røde og den sorte jakke isyede knapper, der lukker på trenser. Der er således ikke noget overspænd midt for i de to jakker.

    Bukser til drenge og herrer. 

    Bukserne er med snorelukning i talje og snøring i benene. Snøring lige under knæet. Formen på bukserne er ens for og bag. Når de bliver taget på, skal noget af den sammenrynkede vidde i taljen flyttes om på ryggen for at de sidder bedre. En af aktørerne udtalte på et tidspunkt, da han gik rundt i bukser og skjorte, at det var ret behageligt tøj at have på. Bukserne er syet i uldstof.

    Lutherhat. En hat til præsten i scenen, der foregår i katolsk tid.

    Puld og stand mod fold.

    Mønstret til hatten er lavet med udgangspunkt i en baret. Pulden er en cirkel. Dertil en cirkelring som stand. Derunder en rektangel, der er klippet op nogle steder og lagt lidt vidde ind i, så den står lidt ud forneden.

    Huen er syet i uldstof. Og mønstret tegnet ud fra billeder på internettet af Luther.

    Damekostume: Kostumet til damerne var et langt, folderigt skørt; det anes nederst på billedet, en bluse med rynker i hals og ved ærmer, en vest med snørelukning, samt et forklæde. Blusens ærmelængde varierede. Det gav forskellighed i dragterne. Den tilstræbte snøring af vesten er lukket nederst og gabende opad, så blusen under ses.

    Som udgangspunkt var bluserne hvide.

    Et par af aktørerne havde ikke vest over blusen. I stedet en mere kulørt bluse som f. eks. denne:

    Bluserne er med raglanærmer. Halskant og ærmekanter er ombukket til en smal søm vha en special trykfod til symaskinen, der folder et lille ombuk og stikker det. Det er en let måde at lave smalle ombuk på.

    Elastikken er strakt ud og syet på med zig-zag. En hjælp til at styre det er at bruge applikationsfoden, idet elastikken kan løbe i det spor, der er på undersiden. Samtidig kan kanten styres efter hjælpelinjer på stingpladen.

    Veste er syet med forskellige udtryk alt efter hvilken figur det var til.

    En vest til en bondekone. Kanter er ordnede med skråbånd. Stoffet er et gammelt, ret kraftigt gardin i bomuld.

    En vest til en præstedatter, der får frierbesøg. Stoffet er ret kraftigt.

    En af de spændende udfordringer har været at få syet kostumer, som passer til de forskellige kroppe. Der er jo ingen af os, som er standartstørrelser og de mønsterark jeg havde adgang til, var jo kun til visse størrelser. Så jeg har fået støvet min viden om mønstertilretning af.

    Mønstret klippet fra hinanden. Mervidde og -længde er lagt ind i opklippene. Mønsterpapir limet under.

    Mønster klippet til og klar til at blive lagt på stof.

    En prøvemodel syet i lærred.

    Prøvemodellen blev som regel syet i det stof, som jeg ville bruge som foer til vesten. Hvis det hele passede, eller der kun var tale om små ekstra tilretninger, var det bare at gå videre, klippe og sy yderstykket og sy vesten færdig.

    Nogle af vestene var ikke afsluttede med skråbånd, men i stedet syet som vendt vest.

    Denne vest er til en præsteenke. Syet i noget gardinstof, der var noget løst i vævningen.

    Alle veste er forede, da de ellers ville blive for slaskede og helhedsindtrykket ville blive “andenrangs”. Det samme var tilfældet med herrejakkerne. Og så meget mere arbejde er det trods alt ikke.

    Alle vestene er forsynede med snørehuller. Disse er syet på symaskine. Jeg har en funktion på maskinen, der syr små cirkler. Derefter er det bare at bruge hultangen. Når hullerne laves i ombukket stof og der desuden er vliseline i forkanterne, holder hullerne fint. Også selvom vestene blev strammet op på aktørerne.

    Hovedtøj til damerne er alle syet efter mønstre fra sen middelalder eller renæssance.

    Dette hovedtøj er holdt på plads med en lille isyet elastik i nakken. Denne løsning går kun fordi det er kostume og ikke regulær dragtrekonstruktion. Elastik er en sen opfindelse.

    Det næste hovedtøj består af en rektangel, der klippes igennem langs diagonalen. De to dele lægges sammen så de danner en trekant med de klippede diagonallinjer som de lige lange ben i trekanten. Sy sammen et stykke og resten hænger som “haler”, der krydses i nakken og bindes op om hovedet.

    Det tredje hovedtøj er rynket øverst og forneden er det bundet i nakken med en snor. Dette hovedtøj er i dobbelt stof, da det derved holder formen. Der var ikke så mange af aktørerne, der havde langt hår de kunne sætte op og som kunne gemmes under rynkningen øverst i huen. Alligevel sad hovedtøjet godt.

    Det sidste hovedtøj er med oprindelse i middelalderen. Kysen, som oprindeligt var til ridderne for at de kunne styre deres hår under kamp. Som så meget andet overgår det på et tidspunkt til damebeklædning og til børn. Hovedtøjet er rynket i nakken. Rynkerne er syet på båndet, som fortsætter som bindebånd under hagen.

    Sko var egentlig udenfor den oprindelige opgave med kostumer. Det viste sig svært at finde egnede sko, så jeg gik i gang med at se på billeder af sko og dernæst eksperimentere. Skoene fra renæssanceperiodens start var såkaldte komulesko. Altså sko, der var meget brede over tæerne. Flere af de billeder jeg fandt. bl. a. arkæologiske fund af sko fra renæssancen, gav associationer i retning af nutidige hjemmesko. Jeg tegnede min fod af på et stykke papir. Så havde jeg sålen. Dernæst tapede jeg papir på sålen og foldede det omkring foden. På den måde kom jeg frem til et mønster, jeg kunne sy efter. Dette mønster blev rentegnet og så gradueret i forskellige størrelser i kopimaskinen. Jeg havde fået en sæk med kasserede skindjakker, så de blev brugt til at sy sko til de af herrerne, der spillede bønder. Så var der også lige en anledning til at udvide sortimentet af trykfødder til symaskinen med en skindfod/glidefod. Skoene består af sål, overstykke og hælstykke. Først blev overstykke og hælstykke syet sammen i hver side med et overlap på ca. 1 cm. Derefter blev sålen sat på ret mod ret.

    Syet 1 cm fra kanten.

    Til sidst blev skoen vendt. Der blev lavet huller, hvori der blev sat en snor til at binde skoen på foden.

    Nogle af bønderne stillede op til skoparade. Ialt har jeg syet 12 par sko.

    Alt i alt har det været en fantastisk opgave med masser af faglige udfordringer. De aktører, der skulle prøve modeller undervejs har været supersøde til at komme. Smil og glade miner selvom prøvningen kun tog ganske få minutter.

    Jeg har fået stor hjælp og vejledning fra Historicum, hvor jeg også har købt mønstre med renæssancedragter til at sy efter.

    Billeder fra forestillingen her.

  • 17jul
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Sommerkjole

    En sommerkjole. Mens jeg syede, meldtes der om varmere vejr de næste dage. Så helt fint. Stoffet, jersey, er fra den lokale. Det har ligesom sprunget mig i øjnene de sidste par gange jeg har været i butikken i andet ærinde. Og for at stoffet ikke skulle ende med at ligge og grine ad mig herhjemme, så blev det vasket og kjolen syet med det samme.

    Farven på billedet er blevet »mystisk«. Farven øverst på kjolen er den rigtige.

  • 15jul
    Categories: broderimaskine, tasker Kommentarer lukket til Toilettaske

    En ny toilettaske.
    Syet i quiltet bomuld og med inderfoer af frotté med gummibagside. Gummisiden vender ind i tasken.
    Dekorationen er et 5-tal i kraftig filt, der er applikeret på samt et maskinbroderi udført med en tråd, der selv skifter farve.
    Endestykket er svagt trapezformet, smallest foroven.
    Som det ses på billedet, er alle sømme udvendige og gemt med et stykke skråbånd.

  • 04jun
    Categories: at sy, Diverse Kommentarer lukket til Rundbold – banemarkeringsflag

    En nevø havde fødselsdag sidst i maj måned. Hele familien var inviteret, så der var en pæn flok. Drengen vil gerne spille rundbold når vi er så mange. Derfor blev hans fødselsdagsgave fire banemarkeringsflag, nogle bolde samt en opbevaringspose. Flagene blev afprøvet samme dag.

    Processen med flagene:

    En passende størrelse på flag blev tegnet på papir. Klippet dobbelt i hvid flagdug.

    Bolde blev applikeret på. Cirklerne til boldene er 5 cm i diameter.

    Boldene er placeret ‘lidt tilfældigt’ på flagene.

    Efter applikation blev der syet med tæt, bred zig-zag med hvid sytråd for at få tennisboldudtrykket frem.

    Flagets for- og bagstykke, som er uden applikation, blev lagt ret mod ret og syet i kanten. Åbningen er på den lodrette side, der skal vende mod stangen.

    Flagene blev kantstukket. Samtidig blev sømmerummet i åbningen bukket ind og syet sammen.

    De færdige flag er sat på rundstokke.  50 cm lange. Tilspidset i den ende ende og afrundet lidt i den anden ende. Olieret et par gange med madolie. Flagene er sat på med klammepistol.

    Så kan der spilles:

    Skulle du selv få lyst, så er mønstret på flaget her: Mønster til flag. Mønstret er uden sømmerum.

    Opbevaringsposen er der ikke lige noget billede af. Det er en traditionel “frugtpose”, dimensioneret så flagene, bolde og et boldtræ kan være deri.

     

  • 15apr
    Categories: at sy, beklædning Kommentarer lukket til Spencer.

    Overskriften på dette indlæg kunne også i stedet have været: “Første skridt på nye veje.” Sådanne første skridt kan det tage lang tid at træde. Der skal overvejes for og imod og de mulige løsninger skal gennemtænkes. Også hvordan løsningerne vil falde ud.

    Til sagen.

    I vinterferien, februar måned, gav jeg mig selv et kursus i tilretning af personligt grundmønster til kjole. Jeg har længe haft lyst til at få lavet et sådant. Det jeg havde fra min linjefagsuddannelse på seminariet i starten af 80’erne var ikke så anvendeligt mere. Og selvom jeg flere gange har forsøgt på egen hånd, så manglede jeg lige det der skarpe blik, der kan se hvad der skal rettes og hvor. Skal man gøre det selv v.h.a. et spejl, kommer det ikke til at virke, da man drejer sig for at se i spejlet m.m.

    Første skridt var altså, at jeg tilmeldte jeg mig et dagskursus i tilretning af kjolegrundmønster hos Skaberlyst i Århus. Og efter en meget intens kursusdag; hun er bare dygtig, hende Signe;  gik jeg derfra med et personligt grundmønster, der passer lige præcis til mig.

    Hjemme forestod så arbejdet med næste skridt. Grundmønstret, opsyet i staut, er ikke i sig selv særlig spændende. Jeg har engang syet denne spencer.  Normalt siger man, at tøjet kryber inde i skabet. Der sidder sådan nogle små væsner, der hedder kalorier. De syr tøjet ind om natten. For mig er der sket det modsatte. Det er mig, der er “krøbet i vask”. Så den gamle spencer kunne jeg ikke passe mere. Den var syet efter et standardmønster. Jeg var glad for modellen, så jeg bestemte, at den skulle være udgangspunktet for mit første forsøg med at bruge mit personlige kjolegrundmønster. Den gamle spencer lever videre hos en anden, så min nye model blev tegnet ud fra hvordan jeg synes den skulle være og ikke kopieret direkte.

    Designændringer i forhold til grundmønstret har været at indtegne prinsessesnit. At lave overskæring på den midterste bane, så der kunne sys en lynlås ind midt foran. At udringe halsudskæringen. Og i underkanten af hver bane er lagt en anelse vidde ind. Ikke mange ændringer i forhold til grundformen, men lidt har også ret. Jeg tog grundformen i staut på og markerede prinsesselinjen med knappenåle.

    Så var det selve mønsterarbejdet. Jeg synes det er ret sjovt at indtegne linjer og flytte rundt på mønsterdele. Det nye mønster med brystindsnittet flyttet til prinsessesnittet, ser således ud.

    Dette mønster blev der taget en kopi af, da sidesømmene i underkanten går ind over hinanden. Dette skyldes den føromtalte lille mervidde i underkanten. På kurset blev det kraftigt understreget, at det var mere end en god ide, at sy en prøvemodel inden der blev klippet i det rigtige stof. Og helst noget stof, der minder om det, som modellen skal sys op i.

    Jeg fandt noget gammel i lageret, der lignede i kvalitet. Her er mønsterdelene lagt på prøvestoffet og sømrum er mærket op. Det er nu ellers ikke en disciplin, jeg ynder at bruge meget tid på. Et godt øjemål rækker langt. Men når nu det var afprøvning, var det nok bedst at være omhyggelig.

    Prøvemodellen blev syet og prøvet. Og en lille ændring blev lavet. Halsudskæringen var blevet lige dyb nok. Det øvrige design fungerede godt nok.

    Så var det endelig tiden at klippe i det rigtige stof og sy. Og denne gang skulle der både klippes foer og yderkjole. Også her var jeg grundig med opmærkning af sømmerum. Det får I ingen billeder af.

    Og så til det endelige resultat.

    Den har været i brug og den sidder som en drøm. Det fremgår ikke af billedet herover, at den faktisk er ret kropsnær. Alligevel er der fuld bevægelsesfrihed. Skønt.

    Stoffet er en blandingsvare med lidt uld i. Der er lynlås i siden. Lynlåsen foran er ren pynt.

    Mit næste skridt udi eget design ud fra grundmønstret skal nok være noget med ærmer i, så det også kan afprøves. Det bliver dog ikke lige foreløbig, da jeg er kommet til at sige ja til at sy kostumer til et lokalt egnsspil med udgangspunkt i reformations- og renæssancetiden.