Et rigtigt stykke genbrug. Dugen havde ligget i skabet i rigtig mange år uden at blive brugt.
Nu er den forvandlet til to forklæder.
Tasken er et elevarbejde – eleven er i dette tilfælde min datter på 23. Hun syntes godt nok jeg var temmelig striks undervejs i processen, men resultatet svarede til hendes forventninger.
Underst er en engangsvaskeklud og en folie fra en papvin. Ovenpå denne ligger strikke- og broderegarn i lilla nuancer. Dette er dækket med et lag sort tyl, som er frit broderet fast. Der ovenpå er lilla perler i forskellige størrelser. De er lagt løst på og ovenpå er lagt et lag blå tyl. Dernæst frit broderet rundt på fladen, så perlerne nærmest ligger i nogle små uregelmæssige lommer. De kan således bevæge sig og er med til at give overfladen liv. Til at brodere med er anvendt diverse lilla sytråd og en enkelt blank lilla maskinbroderetråd.
Lynlåsglideren er pyntet med forskellige perler og andet.
Tasken måler 10cm x 19 cm.
Godt gået min pige.
Så blev det tid til udstilling af elevernes arbejder i Tekstilværkstedet. Udstillingen kan ses på Bramming Bibliotek frem til 20. marts.
I første modul har eleverne filtet, bl. a. tørklæder.
Emnet i modul 2 var: Ta´skraldet og sy på det. Et genbrugsemne.
Slikpapir som materiale:
Cykelslange som materiale:
Jeans som materiale:
Penalhus og taske syet af cykelslanger. Tasken er foret med filt. Hanken på tasken har fået ekstra raffinement ved at ventilen stadig sidder på slangen.
Nogle gange kan cykelslangerne drille så meget i symaskinen, at håndsyning er løsningen. Således med lynlåsen i penalhuset.
Taske og punge syet i slikpapir samt en mobilholder syet i gamle jeans dekoreret med tryk.
Det er alt sammen elevarbejder fra Tekstilværkstedet, som er et kommunalt undervisningstilbud til elever i 4.kl. – 6. kl. i Bramming.
Alle denne sæsons arbejder, incl. kurvene, samt filtearbejder fra efteråret, vil kunne ses på Bramming Bibliotek i uge 11.
Et par bud på armbånd lavet af cykelslanger:
Luknigen er et stykke cykelslange bundet gennem de to endeled med et råbåndsknob. Ikke videre elegant, så bedre forslag modtages gerne. Lidt billeder fra processen.
Det næste armbånd er en ren kopi. Det så så spændende ud, at det måtte prøves:
Armbåndet er dekoreret med transfertryk. De enkelte motiver er beskårne fotos fra haven, blade på buske og stauder, og delvis udsat for billedmanipulation.
Fremgangsmåden til armbåndet, udarbejdet af Anette Juhler, Århus, kan ses her.
Tasken er påbegyndt på et kursus i Danmarks Håndarbejdslærerforening. Kursets titel var “Sy på dit affald” med Marianne Perto.
Affaldet her er nogle chipsposer, en tom Toblerone-æske samt et underlagsstof fra restekassen.
Der er arbejdet med frit maskinbroderi, hvor afstivningen er en engangsvaskeklud.
Det hele startede som et prøvestykke. Efterhånden voksede tasken frem. Den sorte kant og hanken er en rest sort satin fra gemmerne. Foret er hentet samme sted. For at gøre tasken mere “glimtende” er der på lynlåsskyderen sat et vedhæng med små “sten”. Tasken måler ca. 22 cm x 14 cm.
Et kig ind i tasken. I foret er en lomme med klap og velcrolukning.
For flere detaljer se procesbeskrivelsen.
En lille pung syet af kasserede jeans.
Pungen er foret og lukket med en sløjfe.
Jeanssløjfepung – syvejledning
Vejledningen er lavet elevvenlig.
Først er mønstret klippet fire gange i bogbinderplast.Mønstret kan findes under Sy i slikpapir.
Diverse blomsterbilleder fra ugeblade og lign. er klippet ud og som en collage lagt på et lagt bogbinderplast. Det andet lag plast er klæbet ovenpå.
Her er det karamelpapir, der er brugt. Penalhuset er en fødselsdagsgave til en 13-årig.
Et par billeder af tasken, der har navngivet denne blog, vil vel være på sin plads.
Tasken er syet for en del år siden og blev starten på tasker syet af aflagte jeans.
Først blev den ønskede form tegnet og så blev siderne formet som crazy-patchwork.
Pyntesømme syet med en jeanstråd.
Denne pung er syet efter samme princip som “sy i slikpapir”. Se evt. længere nede i bloggen.
Her er der anvendt udklip fra ugeblade og reklamer.
Vær opmærksom på, at udklippene i alm. papir klistrer på bogbinderplasten øjeblikkeligt. De enkelte dele skal altså rigge rigtigt ‘i første hug’.
Når det er slikpapir, der dekoreres med, er min erfaring, at det godt kan trækkes af plasten så længe det endnu er lagt løst på.
Valghold i 8. kl. i faget “Tøj og Tilbehør”
Fælles startemne blev at genbruge kasserede jeans.
Der kunne genbruges helt eller delvist, ligesom der også gerne måtte kombineres med nyt materiale.
Herunder følger nogle af elevernes resultater:
Skuldertaske.
De to taskesider er syet som crazy-patchwork.
Kun taskens størrelse og form var fastlagt på forhånd.
Corsage.
Her var ønsket at sy en tætsiddende corsage.
Udgangspunktet blev en model fra www.dtta.dk, hvor de personlige mål blev tastet ind.
Derefter blev der tegnet hals- og rygudskæring som ønsket og længden blev tilpasset.